Hvad er ødipuskomplekset?

Psykolog og læge Sigmund Freud definerede Ødipuskomplekset som den lille drengs ønske om seksuelt at besidde sin mor og dræbe sin far. Hvad angår den lille piges frigørelsesproces var Freud mere usikker og forsøgte sig med penismisundelse som forklaringsmekanisme. Det slog dog ikke rigtigt an. Hvordan Ødipuskomplekset forløses, har afgørende betydning for dannelsen af selvet, egoet og seksualiteten.

Chodorow har gennemført et stort forskningsarbejde over de sidste 40 år i drenge og pigers frigørelsesproces og hendes forskning viser, at der er markante forskelle på den maskuline og den feminine måde at løse Ødipuskomplekset på.

For drenge foregår processen snarere som følger: Det går op for den lille dreng, at han ikke er som sin mor, som han elsker overalt på jorden, og som er omkring ham hele tiden, hvor hun udfører en mængde konkrete omsorgsopgaver. Drengen begynder at se efter faren og identificere sig med ham.

Problemet er, at faren ofte er væk, og det er ikke klart for drengen, hvad faren laver. Når faren kommer hjem til drengen, kan han hjælpe drengen til en vellykket forløsning af Ødipuskomplekset ved at være mentalt nærværende og udtrykke varme og kærlighed overfor drengen. Eller han kan gøre det sværere for sin dreng at blive mand ved at være mentalt fraværende og sjældent vise varme kærlige følelser overfor drengen. I det sidste tilfælde fortsætter drengen med at have et uklart billede af hvem faren er, hvad han laver, og hvad han føler for drengen. Det uklare billede betyder, at drengen presses til at definere sin identitet omkring, hvad han ikke er: en kvinde, fremfor hvad han er: en mand.

Når forankringen af selvet er uklar og ukonkret betyder det, at den voksne mand er nødt til at genetablere sin maskulinitet hver dag overfor sig selv og andre. Et centralt redskab i dette er nedladende bemærkninger og holdninger til det, han ikke er, som er det kvindelige og alt hvad det står for af følelser, omsorg, blødhed, underkastelse, osv. For at etablere sig som mand er han hver dag nødt til at ignorere disse sider i sig selv, tage afstand til dem, ja måske endda voldsom afstand. At rumme disse sider af sig selv kan være så angstfremkaldende, at han fuldstændig fortrænger nogle af de handlinger han gør, hvor disse sider kommer frem.

Det kan være han er tiltrukket af mænd og sanse- og følelsesmæssigt nyder at underkaste sig en anden mands begær og hengive sig i en mands arme, og at trangen indimellem bliver så stor, at han gør det, uden at handlingen bagefter bliver en aktiv del af hans selvforståelse, ja han kan pure nægte overfor sig selv og andre, at det nogensinde har fundet sted. På samme vis kan en mand med denne form for selvforståelse fornægte for sig selv, at han udøver vold mod kone og børn, krænker børn seksuelt og så videre.

Fastlåsthed, polarisering og underudvikling

For en sådan mand er personlighedsudviklingen ikke blevet gennemført. Han er standset foran det, han ikke kan rumme, og der vil han blive, indtil han er motiveret til at få professionel hjælp til at rumme hele sig selv og sin seksualitet. Man kan ex bruge meget energi på hver dag at genetablere sin maskulinitet indenfor en meget stram politisk ideologi, der er domineret af maskuline styrkeudtryk, ikoner og værdier. Det kræver mod, at turde stå ved sine inderste behov, sin hungren, sin dybe lyst og længsel – alt det, der er undertrykt dybt i sjælen og som bliver fremtrædende i en adfærd og persona, der blot er et maskespil og sublimering af dybere ubevidste kræfter og motiver.  

Ødipus-komplekset dækker over alle de forestillinger og følelsesbindinger et barn op til fem-seksårsalderen har i forhold til sine forældre, men som de er helt ubevidste om. De bærer derfor i det ubevidste rundt på ganske bestemte psykiske mønstre som er afgørende for deres handlinger og reaktioner.

Det gælder først og fremmest alle relationer mellem barnet og forældrene i trekanten Moder-Barn-Fader, hvor det karakteristiske er at moderen af gode grunde har størst og mest afgørende betydning det første år, fordi det er hende der føder, ammer og plejer barnet, mens faderen først kommer til i anden omgang når barnet føler at han tager moderens opmærksomhed og kærlighed fra det, men samtidigt repræsenterer han dog hele den moralske orden der gælder i familien og samfundet.

Relationerne kompliceres af det særlige forhold at barnet ikke kan bære modsatrettede, ambivalente følelser, men helt urealistisk tror at kærligheden gælder i forholdet til den centrale moderskikkelse, og at jalousien og hadet gælder i forholdet til den moralske faderskikkelse. Barnet tror at det må vælge side, men dette er ubevidst og sker altså uden hjælp af nogen som helst sproglige begreber.

Barnet tænker i simple enten-eller-baner (primærprocessernes baner) - og kan ikke forestille sig et mere komplementært og kompliceret både-og-forhold. 

I den normale psykiske udvikling kulminerer ødipus-komplekset i alderen 3-5 år, men ifølge den klassiske teori fortrænges det som følge af drengens kastrationsangst, hans angst for at faderen som straf for hans forelskelse i moderen skal berøve ham seksualkraften. Ved overvindelse af ødipus-komplekset i femårs-alderen indstiftes over-jeget som psykisk repræsentant for den ydre forbuds-instans, men selve komplekset lever videre i det ubevidste, og herfra er det i stand til at præge personligheden som helhed. Og det var Freuds store fortjeneste af få dette belyst systematisk - gennem dybtgående analyse af patienter. Det skal for fuldstændighedens skyld nævnes at et mangelfuldt overvundet ødipus-komplekset i voksenalderen navnlig kendes på et problematisk forhold til autoriteter.

Ødipus, den græske myte

Psykoanalysens stifter Sigmund Freud gav følelseskomplekset navn efter den gamle græske myte om kongesønnen Ødipus. Ødipus (der betyder 'svullenfod') var søn af Thebens kong Laios og dronning Jokaste. Men da oraklet i Delfi havde spået at Laios ville blive dræbt af sin søn, fik drengen sine hæle gennemboret og sattes ud i den vilde natur for at dø, men han blev fundet af en hyrde og bragt til kong Polybos i Korint. Som voksen kommer Ødipus i kamp med en gammel mand i et vejkryds og dræber ham uden at vide at det er hans far, Laios. Efterfølgende gifter han sig med Jokaste - uden at vide at hun er hans mor. Begge dele går først op for ham da Theben rammes af hungersnød og folk kræver ham som offer.

Freud læste dramaet i gymnasiet og blev interesseret i det netop fordi Ødipus dræbte sin far og giftede sig med sin mor - uden at vide at de var hans forældre. Og dette blev grundlaget for Freuds teori om Ødipus-komplekset som i al sin enkelhed siger at en mand uden at være bevidst om det dræber (eller drømmer om at dræbe) sin far for at han kan få sin mor helt for sig selv. Faderen er altså i drengens indre verden den følelsesmæssige/seksuelle rival allerede fra barneårene.

Men i øvrigt skal man ikke fordybe sig i Sofokles' drama for at forstå Ødipus-komplekset, for dette kompleks er en psykoanalytisk teori om enhver drengs konfliktfyldte forhold til sin far. Altså en konflikt som drengen i fem-års alderen ikke selv kan finde anden udvej af end had og drab. Han kan nemlig i den alder ikke bære ambivalensen dvs den meget stærke og modstridende følelse mellem både at elske og hade begge sine forældre. Han vælger derfor at hade/dræbe den forælder der har samme køn som ham selv (faderen) for at kunne elske den forældre der har modsat køn og som han tiltrækkes af fordi han også har erotiske følelser for hende. Det var i begyndelsen af psykoanalysens historie både stødende og provokerende at Freud tale om barnets incestuøse seksualitet, og det er stadigt noget mange ikke rigtigt forstår.