Hvad er projektion & projicering?

Videnskabsmanden, antropologen, psykologen og kybernetikeren Gregory Bateson (1904-1980) udtalte en gang, at de største problemer, i denne verden, er resultatet af forskellen mellem hvordan virkeligheden er indrettet, og hvordan vi mennesker tænker i forhold til den. Men hvordan er det lige med "indretningen" og vores "tænkning". Kan vi overhovedet snakke om nogen virkelighed udenfor vores tænkning herom?

Alle lever vi i hvert vores eget psykologiske univers. Det gør vi fordi vi alle filtrerer alt hvad vi sanser, og med filtreringen skaber vi hver især et meningsfuldt ordnet billede af virkeligheden, der passer til vores indre personlige mentale specifikationer. 

Vi ser alle til enhver tid det billede af virkeligheden, der passer til vores bevidsthedsniveau, selvindsigt og erkendelsesstadie

"Virkeligheden" er mest af alt et psykologisk fænomen, og det betyder, at vi ser det, vi kan "tåle" at se uden at miste følelsen af mening og sammenhæng. 

Det er altså tanker og følelser, der binder virkeligheden sammen - en blanding af rationelle og irrationelle tanker og følelser. 

Hvad stiller vi op med denne indsigt?

Det store problem, er ikke at vi projicerer eller lever med en forvrænget virkelighedsforståelse, dersom ingen mennesker jo kan se virkeligheden "i sig selv". Problemet er, at vi faktisk tror, at vi taler om virkeligheden "i sig selv". Ja, en stor del af livet bruger vi mennesker på at diskutere og skændes med andre mennesker omkring netop virkeligheden "i sig selv".

Vi tror vi snakker om den samme objektive virkelighed, men vi taler derimod om psykologiske og meget subjektive virkeligheder. 

Vi glemmer at vi alle projicerer, og det derfor er nødvendig at snakke om projektoren, dvs. hvordan det enkelte menneske sanser, føler og tænker, frem for projiceringen som er resultatet. 

En atomfysiker har engang sagt meget fornuftigt, at der ikke er noget "derude" derude. Der findes naturligvis en virkelighed, vi lever i den, vi er en del af den. I denne virkelighed er der planeter, stjerner, dyr og fysiske ting, men vi mennesker snakker aldrig om disse ting "i sig selv", men disse ting, som vi tænker og føler om dem. 

Ingen har altså set "virkeligheden"

Intet mennesker har nogensinde set virkeligheden "i sig selv" dvs. uden at gøre brug af sine egne personlige tanker og følelser. Men nogle aflæser og afkoder den ydre realitet bedre end andre. Evnen hertil handler i høj grad om at kunne sætte sig ud over egne subjektive behov, ex. at skulle have ret og føle sig sikker.  

Problemet er, at vi ofte er mere intereresseret i projektionen (det billede vi ser) end projektoren (det vi afsender) - som i grunden er det billede vi ser.

Når man projicerer, så overfører man sine indre forestillinger og værdier på andre, og man ser andre som man forestiller sig dem. Man kan jo i grunden umuligt se dem uden at gøre brug af sine egne tanker og følelser. 

Hvad bestemmer så hvordan virkeligheden fremtræder for os hver især?

Hvad bestemmer så den personlige filtrering? Det gør vores hver især beviste og ubevidste fordommer, antagelser og værdier, ofte de værdier, vi har spejlet os i og accepteret som værende gældende og moralsk rigtige. 

Alle lever vi i et personligt meningsopretholdende univers, der er dybt meningsfuldt og sandt for os hver især, men altså ikke nøvendigvis afspejler meningsfuldhed for andre mennesker. 

Nogle mennesker lever i så fjerne psykologiske verdener, at de slet ikke er ordentligt forbundet med den ydre realitet. Skizofrene udgør her den absolut yderse potens af virkelighedsfjern psykologisk eksistens, da realitetsprøvelsen her er totalt kollapset. 

Alle ser vi en forvrænget og subjektiv virkelighed

Alle mennesker projicerer (forvrænger virkeligheden), og det er en livskunst, at blive bedre til at trække sine projiceringer tilbage, og prøve at se verden uden at være alt for påvirket af egne fordomme og ubevidste antagelser. 

Men hvad er projicering? - og hvordan trækker vi dem tilbage?  

Projektion er altså flere ting, men rent psykologisk taler man normalt om de ubevidste forestillinger man putter ud på verden og dermed over på andre mennesker. Man ser altså ikke mennesket, som det i virkeligheden er, men derimod sine egne projiceringer.

Det projicerede materiale kan indeholde både positive forestillinger eller negative forestillinger, men det er ikke (og ofte langt fra) kvaliteter, der tilhører den anden, men derimod tilhører os selv

Læs videre om behandling af migræne & irritabel tyktarm

Sigmund Freud 

Projicering eller projektion blev konceptualiseret af Sigmund Freud i sine breve til Wilhelm Fliess, og videreudviklet af Karl Abraham og Anna Freud. Freud mente, at tanker, motivationer, ønsker og følelser, som ikke kan accepteres som værende ens egne, behandles ved at blive tillagt andre: Hvad egoet af den ene eller anden årsag afviser deles op og placeres i en anden. 

Psykoanalytikeren Melanie Klein så projicering af positive kvaliteter som værende årsag til en overidealisering af et objekt (andet menneske). Det kan også være ens samvittighed, der tvinger til projicering i et forsøg på at undslippe skyld og skam. Det kan altså være ens samvittighed, der projiceres, i et forsøg på at undslippe dens kontrol.

En forsvarsmekanisme

Projicering kan også forstås som en psykologisk forsvarsmekanisme der aktiveres hvor det menneskelige ego forsvarer sig mod ubevidste impulser eller kvaliteter (både positive og negative) ved at benægte eksistensen af disse i sig selv, de tilskrives derimod andre. For eksempel kan en person, der selv er uhøflig, gå og beskylde andre mennesker for at være uhøflige. Det er tydeligt, at denne person har et forvrænget forhold til hvad høflighed er, og sikkert aldrig har fået lov at tage stilling til sin adfærd, og hvordan adfærden påvirker andre. Derimod har vedkommende tidligt i barndommen lært, at man ALDRIG er uhøflig, og dermed er uhøflighed noget ondt og følgelig ganske ukendt som man ikke kan forbinde med sig selv. Det indebærer forskydning af skyld. En person, der er aggressiv kan beskylde andre for at være aggressive. Det er således angsten for at være forkert, der kan skabe en ubevidst projektion. 

En tommelfingerregel er, at alt det menneskelige, vi ikke kan finde i os selv, det finder vi som regel i andre - på godt og naturligvis også ondt

Hvad er projektiv identifikation?

Projektiv identifikation er en psykologisk forsvarsmekanisme og kommunikationsform, hvor en person (afsenderen) projicerer uacceptable følelser over på en anden (modtageren), der på ubevidst vis presses eller manipuleres til at opføre sig i overensstemmelse med det projicerede materiale.

Når vi taler om projektiv identifikation, så taler vi om to personer, hvor den ene person projicerer (overfører) sine idéer og forestillinger over i en anden person, der modtager disse som værende "sande".

Ex. Ægtemanden projicerer sin indre dumme dreng over på sin hustru, og giver hustruen skylden for al inkompetence og alle fejl. Konen accepterer at være "dum" og på den måde kan ægtemanden holde styr på sin "dumme dreng" - der i grunden er hans eget ubearbejdede materiale. 

Hovedsageligt minder projektiv identifikation om projektion, men forskellen er dog, at personen ikke er fuldkommen ubevidst om hvad der projiceres over på den anden.

Ægtemanden ved godt, at der er tale om noget usikkert, der handler om ham selv. Noget der er forkert, og som han ikke kan lide, men han giver konen skylden for følelsen. 

Den, der projicerer er altså klar over sine egne drifter, men tilskriver dem til andre - det er jo konens egen skyld! - tænker manden for at kunne retfærdiggøre hans/hendes adfærd over for hende. Samtidig identificerer konen, der modtager projiceringen sig ubevidst med de sider, som hun er blevet tilskrevet af ægtemanden. 

Når ægtemanden tillægger sine egne personlighedstræk og adfærdstræk til hustruen for at få den uønskede adfærd væk fra sig selv, så kaldes det for projicering. 

"Du er altid så vred!" siger ægtefællen, der selv vil fornægte sin egen tilbøjelighed til at være vred, da det jo er moralsk forkert at være vred. 

Noget bestemt psykisk (og "forkert") materiale fra den ene person overføres til den anden person.  

At tillægge andre en adfærd man selv har, for at kunne få lov at føle det, kaldes for projektiv identifikation, og det er et finurligt træk ved psyken. Modsat projektion så genkender subjektet nu adfærden i sig selv, men påstår at den er repræsenteret gennem respons på objektet. 

Projektiv identifikation adskiller sig fra projicering, idet der forventes, at den anden person bliver identificeret med den impuls eller lyst, der projiceres udenfor, ex. styrke, intellekt eller svaghed.

Hvad er transferens?

Transferens betyder overdragelse, er et bestemt tilfælde af projektion, der beskriver det ubevidste, følelsesmæssige bånd, der opstår i analysen over for analytikeren i en terapisession. 

Ubevidst psykisk indhold bliver altid projiceret ud på konkrete personer og situationer. Mange projiceringer kan integreres tilbage i den person, der sender dem ud i verden, og dette sker først når personen er bevidstgjort om projiceringernes subjektive oprindelse. Men mange modstår en integration også selv om de måske får løsnet projiceringen fra det oprindelige objekt, så kan de overføre projiceringen til et nyt objekt ex lægen eller veninden. 

Af ubevidst indhold der kan føre til transferens er særligt indhold fra forholdet til forældre, forholdet til det modsatte køn, relationen fra søn til mor og relationen fra datter til far såvel som relationen mellem søskende. 

Når projiceringerne bliver anerkendt og forstået for hvad de er, da stopper transferensen, og udfordringen med en individuel relation kan nu begynde. 

En overførsel kan være enten positiv eller negativ; Den førstnævnte er præget af følelser af kærlighed og respekt, sidstnævnte ved fjendtlighed og modstand.