Om denne blog

Smånarcissisme fylder meget i en moderne nutid, hvor alle med internetforbindelse kan få fem minutters berømmelse. Udviklingen i de sociale medier har medvirket til at vi generelt er blevet mere selvtilstrækkelige og selvoptagede, som vi ofte søger bekræftelse og anerkendelse online. Men hvem kan egentlig sige sig fri fra at have talt sine likes, efter posteringen af et (efter eget udsagn) sjovt eller godt opslag på facebook eller twitter? 

Heldigvis er særligt onlineudviklingen så småt ved at vende. Vi gennemskuer det fordummede og forvirrede ved at tro at disse mediers likes og delinger er bevis på noget i retning af oprigtig social anerkendelse. De er tværtimod bevis på "narcissistisk anerkendelse". Vi får som brugere ene og alene bekræftet vores egen selvoptagethed og falske forestillinger om vores betydning. De belønninger der gives på de såkaldt sociale medier er dybt asociale allerede ved deres anonymitet og virtualitet, den ligger langt fra de ægte skulderklap, den oprigtige anerkendelse og i sidste ende kærlighed, som vi alle lever på. 

Denne blog handler ikke om tidsåndens smånarcissisme, ungdommens selvoptagethed eller vores allesammens behov for ind i mellem at prale lidt af os selv (fremhæve noget vi kan lide, nogle vi kan lide osv.)

Den handler derimod om egentlig og regulær narcissime, hvordan du kan forstå narcissismefænomenet og så skal vi se nærmere på hvordan du spotter regulær narcissime, så du går en stor bue uden om narcissisten, hvis han eller hun kommer tæt på dig (igen).

Kontakt Carsten Laursen

Introduktion

I den græske mytologi er Narcissus, Narkissos, en smuk og selvcentreret ung mand, der blev forelsket i sit eget spejlbillede. Ikke så få unge nymfer blev ulykkeligt forelsket i den hovmodige mand. Guderne ender med at straffe ham med galskab, død og transformation: En dag kommer han til en vandløb, hvor i han fanger sit eget spejlbillede, forelsker sig i det, kysser vandspejlets billede og til slut i ren desperation slår sig selv, selvfortæres og i døden (hvor han stadig spejler sig selv, nu i dødsfloden Styx) forvandles til en blomst, narcissus (påskelilje).

Narcissisme bruges i dag som et psykologisk begreb, der betegner en selvoptaget person, hvis erotiske drift er rettet mod personen selv. Både mænd og kvinder kan fanges i deres eget spejlbillede, hvor de kun ser sig selv, og denne selvoptagethed skyldes noget så kedeligt og trist som lavt selvværd og underudviklet personlighed. I større skala tales der om 80erne som værende det årti, hvor der udvikledes en narcissistisk og egocentrisk ungdomskultur med selvspejlende cafeer, fitnesscentre for kropsdyrkelse og selvudviklingskurser mv. Det enkelte menneskes selvrealisering tog i disse år første gang form som værende det vigtigste projekt for den enkelte selv.

1. Hvem lukkede ulven ind?

Man siger, at det er en lille del i éns personlighed, der bliver fanget i narcissisters spindelvæv. Og sandt er det, at det ofte ligger i ens personlighed, at man er med tilbøjelighed til at blive tiltrukket af umiddelbart stærke personlighedstyper og energier man ikke selv har umiddelbar adgang til. 

Der skal altid to til tango

Hvis du kommer (eller allerede er kommet) i kløerne på en narcissist, så skyldes det altså dine egne blinde vinkler og en underudviklet personlighed. Ulven er kommet ind i dit liv fordi du selv har inviteret ulven indenfor. Den blev ikke bidt og smidt ud, som den skulle, og hvorfor gjorde den egentlig ikke det?

Ofte sker tiltrænkningen, fordi du mangler nogle af de talenter og personlighedstræk, narcissisten jonglerer med. Måske mangler du selvværd, hvilket den charmerende narcissist opfanger intuitivt. Han kan mærke din sårbarhed fordi han selv har den dybt inde i sig. Og det lyder jo rart, til at begynde med, sådan at blive mødt af et menneske, der forstår dig, og løfter dit selvværd.

Det er omtrent lige så rart som det var at spise middag på Titanic.

Det indre og ubevidste styrer dig mod katastrofen

Sikkert er det, at der dybt inde i dig findes noget, der årsag til, at narcissisten ikke bliver afvist allerede når du ser ham eller hende i baren eller relativt kort efter. Man føler sig pludseligt fuldkomment og højtflyvende, som den manglende brik i puslespillet er kommet på plads. Denne ubevidste del i din psyke - det du har søgt efter - skal du tage meget seriøst, for den er farligere end narcissisten.

Hvis du har en narcissistisk forælder, er du mere tilbøjelig til at falde for narcissister, fordi de føles som noget trygt og velkendt - nærmest som familie. Måske har du haft en far der var tyranisk og egenrådig, eller en mor der var selvoptaget lillepige og selvcentreret offer? - i så fald kan du ex. mangle evnen til at være aggressiv eller måske føle en overdreven sympati for det svage.

Dele af dig er overudviklet, noget andet underudviklet. Disse dele af dig forsvinder ikke af sig selv, og udvikles heller ikke automatisk. Denne skade på din personlighed er sket meget tidligt og kræver terapeutisk indsats.

Det kan være hårdt at indrømme, at noget ubevidst i dig og din psyke er lige så afhængigt eller tiltrukket af narcissister, som narcissister, i al deres ubevidsthed, er afhængige og tiltrukket af dig. Men det er en erkendelse der kan redde dit liv. Det ubevidste skal gøres bevidst og integreres før vi er hele mennesker, der kan varetage et menneskeliv. 

Lad os se nærmere på hvad narcissister er og hvordan du spotter dem bedre. 

2. Ægte narcissisme er ikke for sjov

Skal vi tilegne os en forståelse af narcissisme-fænomenet, kræver det, at vi sondrer mellem de personer, der fra tid til anden lægger familiebilleder, selfies og aktivitetskalender op på deres instagram eller facebook (og tæller likes) og så de personer, der nærmere lider af en narcissistisk personlighedsforstyrrelse.

Når folk omtales som narcissister, betyder det altså ikke, at de er direkte syge i sjælen, men at de har flere narcissistiske træk end den gennemsnitlige person.

Narcissister kan være overdrevent charmerende og særdeles karismatiske, og selv om du let kan falde for deres forførelseskunst, som de ofte mestrer, så ønsker du virkelig ikke at blive forelsket i én. 

Men det kan være svært uimodståeligt, at sige nej, for narcissister kan indtage scenen og skabe liv og begejstring for alle omkring dem. De slår benene væk under dig, dine venner og dine veninder, og de rammer dig positivt lige i din skyggeside, dvs. den fortrængte side af din personlighed, der indeholder alle de skjulte styrker, som narcissisten har adgang til, men som du altså mangler ex.: selvværd, udstråling, frygtløshed, sikkerhed, viljesstyrke, mod og lederevner. 

Mødet med denne modsætning skaber ikke unaturligt en fusion af energi, og det er svært ikke at blive overvældet og draget, særligt hvis der samtidig sker en erotisk tiltrækning. Den indre fornuftige stemme, der måske siger "hmm.. måske jeg bør lade være" forsvinder til fordel for en berusende forelskelse. Man lader sig flyde med af livets kræfter.

Med tiden begynder man at opdage, at det måske var for godt til at være sandt. Den skønne energi, 'vidundermennesket' først tilførte os, tager vedkommende nu nærmest tilbage, og han eller hun tager ikke kun den energi tilbage de har givet, de tager også resten af den energi, vi har. 

Model: narcissisme-spektrummet

Modellen viser de poler af selvoptagethed, som narcissismen svinger indenfor, og det cenrum, narcissisten søger i midten. Målsætningen er den samme: narcissisten er planeten og alle andre er mere eller mindre betydningsløse måner, der svæver rundt om narcissistens tyngdefelt, i en evig tiltrækning af narcissisten. Narcissisten kan altså være både bøddel og offer, og ofte bipolært svingende mellem disse yderligheder. Narcissist-offeret er den sårbare passivt aggressive og drømmende lillepige, der ikke forstår hvorfor verden ikke kan være bedre ved hende, når hun nu er så god, og narcissist-bøddelen kan som den storhedsdrømmende være den udadvendte og dominerende lilledreng, der smider om sig med sin storhed og bliver rasende når han ikke får sin vilje. 

Og her er vi ved kernen i narcissistens eksistens: han eller hun suger ganske enkelt al liv og energi; ånd og sjæl ud af deres medmennesker. 

Summa summarum: Du vil altid blive taberen, hvis du engagerer dig i et samliv med en person, der har narcissistiske tilbøjeligheder. Du vil reagere med psykiske problemer (hvilket er et sundhedstegn!) og du risikerer at miste dig selv, dine venner og måske endda din familie. 

3. Narcissist eller psykopat?

Der er fællestræk og overlap mellem det vi kalder psykopati eller sociopati og så narcissime, men der er også væsentlige forskelle. 

Psykopati karakteriseres som en dyssocial eller antisocial personlighedsforstyrrelse, og så det, vi narcissisme har ingen selvstændig diagnose, men hører under kategorien anden type personlighedsforstyrrelse.

Psykopaten lider af en antisocial personlighedsforstyrrelse, der betyder, at andre mennesker ofte er besværlige og står i vejen for ham eller hende. Den manglende empati gør det svært for ham at afkode andres følelser, og han er derfor også ligeglad med dem. Det sociale rum tilhører ikke ham, det tilhører de andre, han går egne veje og kan vanskeligt være i seriøse relationer.  

For narcissisten er det anderledes. Omverdenen - andre mennesker - et hans ”publikum” og han står på scenen og projicerer sit selvbillede ud til publikum, med de virkemidler, der tiltrækker publikums opmærksomhed. 

Meget groft opsummeret: 

Psykopaten bruger mennesker til at opnå sine målsætninger ex. virksomhedsmål. 

Narcissisten bruger mennesker for at få sit ego i centrum. 

Hvor manden med psykopatiske træk ofte har storhedstanker, der rækker indad mod sit ego: han ønsker at være manden der styrer verden bag kulissen, så har manden med narcissistiske træk brug for at projicere sit ego ud til verden: han brug for at stå på scenen og blive hyldet af omverdenen.

Både narcissisten og psykopaten har derfor brug for magt, men de bruger altså magten forskelligt. Ligeledes bryder de gerne reglerne, og deres vilje til henholdsvis magt og anerkendelse er til enhver tid vigtigere end fælles spilleregler. Psykopaten er dog grænseløs, hvor narcissisten lettere kan begrænse sig.

Denne rebelske tilgang til regler er også dragende for den person, der altid opfører sig efter reglerne. 

Eftersom moral og etik - de menneskelige spilleregler - som de fleste mennesker lever efter, er sat ud af drift, så har psykopater og narcissister mange flere muligheder for succes, karriere og avancering (tænk blot på de danske pengemænd og byggmatadorer, der skaber enormt komplicerede pengemaskiner).

Tænk selv over hvor mange muligheder du ville have, havde du ikke din samvittighed, din moral og din medfølelse for andre mennesker. 

Michael Douglas som den kriminelle og skruppeløse børsspekulant Gordon Gekko i filmen Wall Street, en præstation, der belønnede ham med en oscar som bedste mandlige skuespiller i 1988. Gordon Gekko sover godt selv om han netop har ladet tusindvis af mennesker blive arbejdsløse. Han ejer ikke empati og det frisætter energi til rå økonomisk tænkning. 

Hjælper terapi? 

Narcissisten rammes oftere af depression, da storhedsfornemmelserne er et følelseskompleks, der maskerer en indre følelse af utilstrækkelighed og selvhad. Psykoterapi kan have en gavnlig effekt på narcissister, da de gennem længere forløb kan gennemskue deres underudviklede personlighed. 

Psykopati kan ikke kureres. Terapi har indtil videre ikke vist sig anvendelig på psykopati, men kognitiv adfærdstræning kan lære psykopaten at aflæse og respektere andres følelser og grænser. Det skal sige at langt fra alle psykopater er magtsyge, ondskabsfulde eller totalt egenrådige, mange er stille og indadvendte og fremmedgjort.

De kan og vil ofte leve mere eller mindre almindelige familieliv, men de er handicappede eftersom de konstant er nødt til at afkode følelseslivet i andre mennesker, da de ikke kan mærke følelser og affekter intuitivt indefra, som normale mennesker. 

Man mener at psykopati og sociopati ofte har sine årsager i de miljømæssige faktorer – for eksempel en opvækst med misbrug samt følelsesmæssig afvisning fra forældrene. 

4. Hvordan opfører en narcissist sig?

Søger beundring og anderkendelse

Narcissister elsker at tale om sig selv og i den forbindelse bliver dit job at være et godt publikum, en god lytter. De er selvrefererende og hvis du byder ind med noget om dig selv og din situation, så vender samtalen hurtigt tilbage til dem. Du kan begynde at føle dig usynlig, du keder dig, bliver irriteret eller bare drænet.

På den anden side er mange narcissister charmerende, smukke, talentfulde eller succesfulde. Du kan let risikere at blive tiltrukket af deres flotte udseende, forførelse eller fantastiske historier. Men du skal passe på, for selv om nogle narcissister udmærker sig ved forførelseskunsten, så er den oftest tom og interessen for dig falder hurtigt over tid. Charmen er et middel til at lokke dig. 

Dette er naturligvis ubevidst for narcissisten, det er blot dennes natur, og der er oftest også ubevidst for dig i starten, lige indtil du mærker at noget ikke føles rart i maven.

Det er her du for første gang intuitivt mærker den afgrundsdybe forskel på din menneskelighed og følsomhed og så narcissistens. 

Infantil storhedsvanvid og følelsen af at være noget særligt

Ikke alene ønsker de at være centrum for opmærksomhed, de ønsker også prale med deres præstationer såvel som at imponere alle omkring sig. Til at begynde med kender du ikke omfanget af deres overdrivelse eller storhedstanker.

Hvis de endnu ikke har nået deres mål, så vil de gerne tale højt og længe om hvordan de har viljen og evnerne... hvordan succes, anerkendelse og forandring er på vej. Dette gør narcissisten fordi han eller hun har brug for konstant validering, anerkendelse og bekræftelse udefra. Den person, han eller hun er i dag, er ganske enkely ikke god nok (og det er du ofte heller ikke). 

De elsker at blive sat i relation med mennesker, der nyder høj status. Derfor kan de name-droppe berømtheder eller offentlige personer. Hvis de kunne være så heldige, at blive facebookvenner med Mark Zuckerberg, så ville de lande i et virtuelt paradis af herlighed og glæde.

De nyder at køre i en dyr bil, bære designertøj, flashe eksamensbeviser, diplomer og dyre ure. De spiser gerne på de bedste michelin-restauranter. Ikke fordi de nyder livet, mærker det inderligt, men fordi de kun kan mærke livet udefra gennem den objektive værdi, dvs. når andre har anerkendt og bekræftet værdien i noget.

De materielle kvaliteter forblænder mange, ligesom deres charme virker det forførende med lidt 'jetsetteri', men i virkeligheden er det et marketingstrick: det er symptom på deres behov for at have en attraktiv facade der skjuler tomheden nedenunder. 

5. Mangler empati

Manglende empati betyder ikke, at man er narcissist, men det kan det betyde, særligt hvis det kombineres med en stærk følelse af selvretfærdighed og behovet for andres opmærksomhed.

Når og hvis du fortæller en narcissist om din følelsesmæssige situation, så vil du erfare at  de ofte mangler engagement og empati. De kan måske udvise en slags sympati for din situation, men de træder ikke ind i den på empatisk vis, føler det du føler indefra, og møder dig i din smerte. Der mangler indlevelsesevne. Netop den manglende sjælelige forbindelse fornemmer man hurtigt, hvis man ærligt mærker efter. Den er der nemlig aldrig. Desværre fortrænger mange denne intutive fornemmelse, slår den hen eller bortforklarer den med dette og hint. 

Med tiden vil du bemærke, at han eller hun holder dig på afstand, og dette fordi vedkommende er bange for, at hvis du kommer for tæt på, så vil du ikke lide det, du ser. Bliver du nu - som særligt kvinder er med tilbøjelighed til - grebet af at skulle forvandle eller transformere denne afstumpede og hjælpeløse mand, så har du noget af en rutchebanetur foran dig. Ikke en af de gode, men en af de tivoliforlystelser, der ender med at smide dig af og køre videre som om intet var sket. 

6. Er selvretfærdige

Narcissister er med en overdreven følelse af selvretfærdighed og de føler at de er centrum i universet. De er ikke alene noget særligt såvel som andre overlegne, de fortjener også særbehandling. De kan ikke blot nøjes med standardniveau, nej, det skal være overklasseniveau, og gerne med lidt ekstra, der vidner om deres betydning. Hvis de bliver dømt i retten (vi kender alle til rækken af populære finansmænd, bankfolk dette er sket fpr mv.) så er det alles andres skyld, eller også er loven simpelthen forkert.

Du bør imødekomme deres behov, altid tænke på dem, huske at sende en besked og tænke over deres kalender og planer. Et forhold til denne person vil være smerteligt ensidigt, lidt som at være kæreste med at selvretfærdigt barn, der kun kan modtage, men slet ikke forstår at give noget igen. Narcissister er interesserede i at få det, de vil have, og få forholdet til at fungere for dem. Dit formål er at betjene deres behov og ønsker.

7. Udnytter andre

Dette unikke personlighedstræk vil du erfare når du lærer narcissisten lidt bedre at kende. Der går dog sjældent særligt længe. Får du pludseligt den fornemmelse, at du bliver brugt, så er det sikkert fordi at du vitterligt bliver udnyttet. Det kan begynde i det små.

På arbejdet kan det være den kollega eller chef, der tager æren for dit arbejde. I venskabet, den ven eller veninde, der altid skal spise med hos dig, have en øl ude i byen,... men sjovt nok aldrig selv inviterer, medbringer vin eller gave eller giver (ordentlige) drinks ude.

Man kan pludseligt mærke, at der er lidt ubalance i regnskabet. En der giver, og en, der tager.  

I parforholdet kan man føle sig brugt til sex, særligt hvis ens partner vitterligt ikke interesserer sig for ens behov, oplevelse og glæde. Man kan også føle sig brugt, hvis man betaler for udgifterne eller på anden vis leverer ydelser til narcissisten. Denne form for udnyttelse kan ske både direkte "Er jeg da ikke det værd?" eller mere subtilt.  

Manipulation er en form for skjult aggression, et talent som narcissister mestrer til fulde. Manipulationen er et redskab eller en teknik, der har hensigt at få dig til at gøre det, narcissisten ønsker. 

8. Er arrogante

Læg mærke til hvordan de behandler mennesker, der betjener dem, såsom tjenere, rengøringspersonale og dørmænd. De vil have et behov for at kritisere, i deres optik, "laverestående" arbejdsklasser, og samtidig vil de hylde i de højerestående folk med indflydelse.

Deres kritiske bemærkninger udtrykkes ofte med en svær foragt. Deres kritik retter sig ex. ikke kun mod dårlig rengøring, men udvides til et personangreb. Man fornemmer her den indre og enorme vrede såvel som skjulte fjendtlighed, der lever i narcissisten underbevidsthed.

Dette giver dig et varsel om  hvordan de vil behandle dig, når de kender dig bedre.

De tror typisk, at de er ufejlbarlige og klarer enhver samtale til 'et 12tal'. Andre mennesker forstår dem, tror de, og eftersom de har forstået virkeligheden og afkodet, hvad der er rigtigt og forkert, så er der jo heller ingen grund til diskussion. Narcissisten dikterer og dominerer med største selvfølgelighed og retfærdighedsfølelse. 

Narcissister tager aldrig ansvar (medmindre det er en succes), undskylder sjældent og klandrer andre for misforståelser når noget går galt. 

9. Misunder andre

Narcissister kan ikke lide (farlige) konkurrenter da de ønsker spotlyset og herunder selvfølgelig være den første og bedste til alting. Man er jo nummer 1. 

I stedet for at være glade for andres succeser, så føler de en ædende misundelse. De kan måske skjule det, men oftest ikke. Du mærker tydeligt, at de bliver negativt ramt på din succes. Din glæde og optimisme gør ganske enkelt ondt fordi de her mærker en følelse af ubetydelighed. Det handler nu om dig, og det skal det jo ikke.

Den fortrængte smerte dukker ubevidst op inde i narcissistens fortrængte underbevidsthed, og derfor reagerer de nogle gange komplet vanvittigt og bliver som små børn, der sviner andre til, nedvurderer og gør din succes og glæde til noget nærmest ligegyldig. 

Narcissister er misundelige på dine ekskærester over at de på et tidspunkt, har haft dig, og de kan være misundelige på dine børn, og den opmærksomhed du giver dem. Det kan være at du gør noget særligt for dem, måske henter dem, når de har været til fest. "Da jeg var dreng kunne vi selv finde hjem!" kan være en sur og bitter stikpille i din retning, der vidner om ond misundelse, tab af kontrol og følelse usikkerhed hos din stærkt selvoptagede partner.

Kritiserer du narcissisten for at gøre det samme, for at være åbenlyst dobbeltmoralsk osv. (hans børn må gerne få særbehandling) så vil narcissisten lade alverdens undskyldninger og forklaringer vælte ned over dig, og i sidste ende kalde dig misundelig, og give dig skylden for alt det dårlige der sker. 

10. Pas på du ikke falder for (endnu) en narcissist


Et kæresteforhold med en regulær narcissist er normalt smertefuldt og kan være både følelsesmæssigt og nogle gange fysisk ødelæggende.

Forbered dig på følgende: 

Når du kommer en rum tid ind i forholdet, så vil du, i takt med at din selvtillid og selvværd falder opleve, at narcissistens kritik bliver værre og kravene til dig flere. Hele vejen igennem denne rejse vil du grundet din stigende grad af manglende indre fornemmelse tro, at det er dig, der skaber alle problemerne. Narcissisten skal nok fortælle dig, at du er helt gal på den, og alle kan se at det er dig, der tager fejl og er dårlig, dum og utaknemmelig. 

Du vil acceptere kritikken, fordi den er så velargumenteret og igen og igen påtage dig skylden for den manglende kærlighed. Derfra anstrenger du dig for at blive bedre, men sikkert er det, at narcissisten ikke vil udvise hensyn til dine følelser og behov. Din skyldfølelse bliver derfor større samtidg med at du skammer dig i forhold til din omverden.

Du er nu isoleret og splittet. Ufarlig og føjelig og uden selvværd er du perfekt for en narcissist. Den del af dig, som narcissisten ikke kunne udholde - din selvstændighed, frihed og spontanitet - er nu nedkæmpet, og du befinder dig fanget i et ensomt mønster du selv er dybt indviklet i - et mønster hvor du bliver ignoreret, oplever en uforskammet opførsel og får en stigende følelse af ubetydelighed. 

Hele vejen igennem er du fri til at gå, men du kan ikke længere. Du ved ikke hvordan og du er ikke længere dig selv. 

Det er derfor ikke let at forlade en narcissist. Det er ikke kun på en side dyre rent økonomisk (skilsmisse, hus, osv.), men også følelsesmæssigt opslidende og udmattende. På den anden side kan du føle dig knust, hvis du afvises og / eller erstattes. Du tror du stadig elsker ham eller hende, men du elsker ikke længere som en voksen, men som et afhængigt og uselvstændigt barn. 

Narcissister i film


Godfather

Don Vito Corleone er er skruppelløst magtmenneske, der samtidig er leder af et organiseret gangsterdynasti. Corleone har flere narcissistiske træk herunder et usikkert selvværd og manglende empati. Han lider også af infantil grandiositet eftersom han forventer at andre anerkender ham som værende dem overlegen, og derudover er han optaget af sine forestillinger ubegrænset succes og magt. Ligeledes udnytter han andre indtil han får det, han vil have.  

Sex and the City

Den stærkt erotiske Samantha Jones (Kim Cattrall) er bestemt et handlende og villende hunkøn. Samantha mangler dog empati ift. andre mennesker, og samtidig mener, at hun og hendes veninder er alt for fabelagtige til at omgås hvem som helst. 

American Psycho

Hovedperson Patrick Bateman (Christian Bale) er en velhavende bankmand i New York med et stort ego og store drømme om større økonomi og omdømme. Bateman er en vaskeægte psykopat med en stærk narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Han er et produkt af en tom 80ér kultur, hvor man kun forstår sig selv udefra og slet ikke kan føle sit indre liv. 

Djævelen bærer Prada

Miranda Priestly (Meryl Streep) er den hovmodige, arrogante, sofistikerede og fuldstændig ubarmhjertige redaktør af et New York-modemagasin.

The Sopranos

Tony Soprano (James Gandolfini) leder en gangsterfamilie i New Jersey og forsøger samtidig at håndtere personlige problemer. Soprano går til terapeut hver uge, og hun Dr. Melfi, (Lorraine Bracco), siger, at han er narcissist. Soprano er også psykopat såvel som skruppelløs, grådig, egoistisk og bruger folk til at få det, han ønsker.

Alfie

Alfie (Jude Law), en britisk limo driver på Manhattan. En stor dreng i en mands krop, der elsker kvinder, i flertal, mangler empati og har et selvbillede så stort, at der aldrig bliver plads til to i længere tid af gangen.

Virkelighedens narcissister


Adolf Hitler

Adolf Hitler kan meget vel have haft en narcissistisk personlighedsforstyrrelse sammen med andre personlighedsforstyrrelser. Hitlers overbevisning om sin egen overlegenhed og magtposition førte til misbrug og folkedrab på millioner af mennesker i Europa. Hitler er et eksempel på hvordan magt og storhedsvanvid skaber en sociopat og narcissist, der er komplet forblændet af sit eget selvbillede, og således vitterligt troede, at han kun besætte hele verden. 

Donald Trump

Donald Trump er vist ganske åbnlys ift selvoptagethed og egocentrisme. De narcissistiske personlighedstræk var allerede åbenlyse da han var administrerende direktør for et stort selskab, og de er bestemt ikke blevet mindre efter han er blevet USAs præsident. Et glimrende eksempel på narcissisme finder vi i Trumps behov for at promovere sig selv og sætte sin personlighed før politik. Man kna ikke urimeligt påstå, at egoets behov for at føle sig bedre, hos Donald Trump, går forud for fællesskabets bedste. Trump viser ofte en ekstrem følsomhed over for kritik og ligeledes er han med en manglende respekt for andre mennesker, når han leverer sine offentlige udbrud og kommentarer på Twitter. Ordlyden i disse tweets, såvel som motivationen for at sende dem ud, er muligvis resultatet af narcissistisk raseri og en følelse af ikke at kunne kontrollere alt.

Kim Kardashian

Vi lever i en verden med sociale medier, selfies og reality tv-shows, men Kanye Wests kone, Kim Kardashian, indtager dog den ubestridte status som dronningen af narcissistisk selvforherligelse. Hun har gjort sig kvalificeret til denne berømmelse ved stort set at være "sig selv" - et "naturligt" billede hun fortsætter gennem konstante opdateringer af daglige aktiviteter på bl.a. Twitter og Instagram. Dem konstante projicering af sit ego til omverdenen er dog farlig, da hun ender som et produkt af efterspørgslen. For hvem styrer i grunden Kim Kardashians liv, hende selv eller omverdenen? 

10 særlige karakteristika

Narcissistiske personlighedsforstyrrelser (NPF) forekommer oftere hos mænd end kvinder. Alt efter hvordan man måler narcissisme, så drejer det sig om cirka 3% til 16% af befolkningen. 

Nedenfor finder du 10 særlige karakteristika hos narcissister:

1. En overvældende følelse af vigtighed og tendens til at oppuste præstationer og talenter.

2. Drømmer om ubegrænset magt, succes, materialisme, skønhed eller idéel kærlighed.

3. Kræver beundring på samme niveau som små børn.

4. Han eller hun mener at være så speciel og unik, at denne skal relateres til vigtige personer og betydningsfulde institutioner.

5. Mangler empati ift. andres følelser og behov

6. Forventer særbehandling, særhensyn og at man overholder hans eller hendes ønsker. 

7. Udnytter andre for at opnå personlige gevinst

8. Misunder andre eller mener, at andre er misundelig på for ham eller hende.

9. Giver alle andre skylden, for det, han eller hun selv er skyldig i (projiceringer).

10. Er dobbeltmoralsk, og enhver trussel mod deres ego (fejl, ansvar og skyld) svares med voldsom aggression eller overdreven offerrolle