Hvis man virkelig vil forstå, hvorfor narcissisme i sin mest ekstreme form er så uhyggelig, må man forstå dette: Når narcissistisk psykologi bliver dybt forstyrret, ophører andre mennesker med at eksistere som selvstændige subjekter. De bliver indre objekter – funktioner, roller og fantasier, der eksisterer for at regulere narcissistens skrøbelige indre verden. Det er præcis derfor, du skal læse historien om John List.
Historien handler ikke om ondskab i klassisk forstand. Den handler om fraværet af en anden. Om hvad der kan ske, når et menneske kun ser andre som figurer i sit indre teater. For at forstå det, må du først vide, hvordan du selv helt naturligt opfatter andre mennesker.
Hvordan du normalt oplever andre mennesker
For dig – og for de fleste mennesker – er andre levende subjekter med tanker, følelser, behov og indre oplevelser. Når du taler med nogen, taler du til et indre liv. Når du sårer nogen, ved du, at det gør ondt. Når du ser frygt eller sorg, mærker du spontant empati. Den andens indre verden er virkelig for dig.
Det er fundamentet for moral, etik og kærlighed. Det er også grunden til, at det er næsten umuligt for almindelige mennesker at forestille sig at skade deres nærmeste: vi kan mærke dem. Vi registrerer den anden indefra. Deres følelser tæller – ikke bare i teorien, men kropsligt og følelsesmæssigt i dig.
Når den evne mangler: narcissistens indre teater
Hos en person med dybt narcissistisk strukturel forstyrrelse er denne evne brudt eller stærkt forvrænget. Relationer bliver ikke subjekt–til–subjekt, men subjekt–til–objekt. Den anden bliver ikke oplevet som et levende menneske, men som en funktion – noget, der eksisterer for at opretholde narcissistens skrøbelige selv.
Hvor du ser en person, ser narcissisten en regulator. Hvor du ser et individ, ser narcissisten en rolle. Hvor du ser et menneske med rettigheder, ser narcissisten et objekt i sit indre teater. Når denne objektgørelse tager over, kan konsekvenserne blive katastrofale – især hvis skam, kontroltab og ydre pres samtidig vokser.
John List – historien om et familiedrab
I november 1971 boede familien List i en pæn, stille forstad i New Jersey. Ud ad til lignede de enhver anden velfungerende, religiøs familie: en far, en mor, tre børn og en ældre bedstemor i huset. Men en dag besluttede faderen, John List, at dræbe dem alle.
Han gjorde det stille og metodisk. Han skød først sin kone, derefter sin mor, og senere sine børn, da de kom hjem. Han lagde dem på række på gulvet i husets balsal, dækkede dem med tæpper, satte klassisk musik på repeat og slukkede for varmen. Derefter forlod han huset og forsvandt. Naboerne troede, at familien var taget på ferie. Det tog 18 år, før han blev fundet og dømt.
Hvordan kan en far dræbe sin egen familie – roligt, systematisk og uden at bryde sammen? Det er her, vi er nødt til at forstå den ekstreme narcissistiske psykologi, hvor andre ikke længere opleves som virkelige subjekter.
Hvorfor kunne han gøre det?
I John Lists indre psykologi var hans familie ikke først og fremmest personer. De var funktioner. Spejle. Roller. Brikker i hans identitet. Konen var en del af billedet af ham som ægtemand. Børnene var en del af billedet af ham som far. Moderen var symbol på respektabilitet og moral.
Da hans økonomi brød sammen, og hans facade krakelerede, blev hans familie ikke længere oplevet som mennesker i fare, men som spejle på hans fiasko. Deres blotte eksistens konfronterede ham med skam, nederlag og tab af kontrol. I hans forvredne logik blev de en del af problemet – ikke en del af løsningen.
Når andre ikke længere er virkelige som subjekter, gælder normale etiske grænser ikke. Mord bliver ikke oplevet som mord, men som en nødvendig “løsning” på en indre krise. En måde at fjerne skam og genetablere kontrol på. Set udefra er det monstrøst. Set indefra, i hans system, var det “rationelt”.
Den kliniske psykologiske forståelse
John List repræsenterer en sjælden, ekstrem variant af narcissistisk personlighedsstruktur. Hans psykologi kan forstås gennem flere centrale elementer:
1. Et skrøbeligt selv bag en stærk facade
Ud ad til fremstod han korrekt, religiøs, pligtopfyldende og moralsk. Indad til var selvet ekstremt porøst. Hele hans identitet var bundet op på at være succesfuld, ordentlig og i kontrol. Faldt facaden, kollapsede selvet.
2. Ekstrem skamfølsomhed
Hans økonomiske kollaps truede ikke kun hans livsgrundlag, men hans identitet. Skammen over at miste job, status og rolle som forsørger blev en eksistentiel trussel. Skammen måtte fjernes – og i hans logik lå en del af skammen i familiens blotte tilstedeværelse.
3. Dissociation og objektbrug
Han oplevede ikke sin familie som selvstændige væsener med eget indre liv. De var psykologiske funktioner i hans system – noget, der kunne flyttes, ordnes eller fjernes. Denne grad af objektgørelse er kernen i, at den ekstreme handling overhovedet blev mulig.
4. Rigid moralitet og religiøs rationalisering
List rationaliserede drabene som moralsk rigtige: han mente, at han “reddede” dem fra økonomisk ruin og åndeligt forfald. Han var overbevist om, at de ville komme i himlen. Det er narcissistisk grandiositet forklædt som moral: han satte sig i Guds sted og gjorde sig selv til dommer over liv og død.
5. Total kontrol
Hans kølige efterspil afslører strukturen: oprydning, orden, planlægning, ro. Han arrangerede ligene, satte musik på, lod lyset stå tændt, så huset så beboet ud, og forsvandt for at starte et nyt liv. Intet tyder på impulsivitet. Alt peger på kontrol.
Narcissismens farligste aspekt
Narcissismens yderste konsekvens er ikke nødvendigvis fysisk drab – men udslettelsen af den anden som menneske. Når empati, indre gensidighed og oplevelsen af den andens subjektivitet forsvinder, bliver andre betydningsløse, udskiftelige og – i ekstreme tilfælde – destruerbare.
Det er derfor, ekstrem narcissisme er så farlig: Narcissisten er ikke sammen med dig. Han er sammen med sin indre forestilling om dig. Og når den forestilling bliver truende for hans skrøbelige selv, kan konsekvenserne blive fatale – også for dem, der står ham allernærmest.