Har narcissisme påvirket dit liv?

Hvad mener vi egentlig, når vi taler om narcissisme?

Narcissisme er blevet et hverdagsord. Men det har også en psykiatrisk betydning. Narcissistisk personlighedsforstyrrelse er en diagnose med bestemte diagnostiske kriterier, og det er ikke den diagnose, denne artikel handler om.

Her bruger vi begrebet bredere. Vi taler om narcissistiske træk og narcissistiske måder at være i relation på.

For narcissistiske træk findes i forskellige grader. Det interessante for os er derfor ikke først og fremmest, hvilket prædikat vi kan sætte på et andet menneske.

Det interessante er hvad der sker med dig i relationen til det menneske.

Denne artikel er til dig, der er vokset op blandt mennesker, som ikke forstod dig – og måske endnu værre: som heller ikke var særligt interesserede i at lære dig at kende.

Til dig, der tidligt lærte at orientere dig mere efter andre menneskers reaktioner end efter det, du selv mærkede. Som lærte at aflæse stemninger, forventninger og behov, men gradvist mistede forbindelsen til din egen krop, dine egne følelser og din egen oplevelse af, hvad der var sandt for dig.

I dag taler vi om narcissisme overalt.

Ordet bruges om forældre, tidligere partnere, chefer og venner. Nogle gange rammer begrebet noget meget præcist. Andre gange bliver det et prædikat, vi sætter på et andet menneske, fordi relationen var vanskelig, egoistisk eller smertefuld.

Og her opstår et paradoks.

Vi har brug for psykologiske begreber for at kunne forstå vores erfaringer. Men i samme øjeblik et begreb bliver hele forklaringen på et menneske, risikerer vi at holde op med at forstå.

En tanke, der ofte forbindes med Søren Kierkegaard, er, at når vi reducerer et menneske til en kategori, mister vi noget af det enkelte menneskes kompleksitet. Et menneske er ikke narcissist, depressiv, ængstelig eller traumatiseret på samme måde, som et bord er et bord. Begreberne beskriver bestemte mønstre og fænomener. De udtømmer ikke personen.

Men det betyder ikke, at begreberne er ligegyldige.

Tværtimod.

Psykologiens historie viser, hvor betydningsfuldt det kan være, når noget, der hidtil kun har været oplevet, får et sprog. Da Freud og hans samtidige begyndte at forsøge at forstå de fænomener, der dengang blev samlet under betegnelsen hysteri, opstod der et nyt rum: Kropslige symptomer, følelser, erindringer og psykiske konflikter kunne undersøges som noget, der havde en sammenhæng.

Det afgørende var ikke blot etiketten. Det afgørende var muligheden for at forbinde oplevelse med forståelse.

Det samme kan begrebet narcissisme gøre i dag.

For et menneske, der gennem hele sin barndom har forsøgt at blive forstået af en forælder, kan begrebet pludselig vende spørgsmålet om:

Det er en fundamental forskel.

Hvad betyder narcissistiske træk egentlig?

Narcissistiske træk kan forstås ganske enkelt:

Personen kan være varm, hjælpsom, charmerende, generøs og interesseret i dig. Derfor kan det også være svært at forstå, hvad der sker, når relationen pludselig ændrer karakter.

For forandringen kommer ofte først, når du siger eller gør noget, der udfordrer personens billede af sig selv.

Du siger nej. Du sætter en grænse. Du er uenig. Du fortæller, at noget gjorde dig ked af det. Du ønsker noget andet. Du kritiserer noget, personen har gjort.

Eller du insisterer ganske enkelt på, at din oplevelse er en anden end deres.

Så kan noget ændre sig.

Det, der før var en almindelig samtale mellem to mennesker, kan pludselig opleves som en trussel. Din uenighed bliver ikke bare en uenighed. Din grænse bliver ikke bare en grænse. Din kritik bliver ikke bare information.

Den kan opleves som et angreb på personens selvbillede eller oplevelse af kontrol.

Og derfor kan reaktionen blive langt kraftigere, end situationen umiddelbart skulle tilsige: forsvar, vrede, kulde, skyldplacering, tilbagetrækning eller et behov for at bevise, at det er dig, der tager fejl.

Det er også derfor, narcissistiske relationer kan være så forvirrende.

For problemet viser sig ikke nødvendigvis, når I er enige.

Når din oplevelse bliver problemet

Det er her, man som barn kan opleve noget, der er næsten umuligt at forstå:

Ikke nødvendigvis fordi forælderen ikke elsker sit barn. Men fordi barnet siger noget, som forælderen ikke kan eller vil rumme.

Barnet siger måske:

“Jeg kan ikke lide den måde, han taler til mig på.”

“Jeg har ikke lyst til at være her.”

“Hun gør mig utryg.”

“Jeg oplevede det anderledes.”

For barnet handler det om at fortælle, hvordan det har det.

Men for forælderen kan det opleves som noget helt andet: en kritik af partneren, en kritik af forælderens valg – og dermed en trussel mod den virkelighed, forælderen forsøger at opretholde.

Og så kan barnet opleve det ufattelige:

At forælderen ikke bliver nysgerrig på barnets oplevelse, men begynder at forsvare sin egen.

Partneren bliver forsvaret.

Barnets oplevelse bliver forklaret væk.

Og barnet bliver måske gjort til problemet.

Det er ikke bare smertefuldt. Det lærer barnet noget om selve betingelsen for relationen:

Og et barn kan ikke bare sige: Så finder jeg nogle andre forældre.

Barnet er afhængigt af relationen.

Derfor bliver løsningen ofte ikke, at barnet holder fast i sin egen virkelighed og forlader forælderen.

Det bliver barnet selv, der må tilpasse sig.

Du begynder at se dig selv gennem den andens øjne

Det er her, konsekvensen bliver dybere.

Som barn lærer du at forstå dig selv gennem de mennesker, du er afhængig af.

Du har endnu ikke en færdig og stabil forståelse af, hvem du er, hvad du føler, og hvordan verden hænger sammen. Den bliver til i relationen til andre.

Hvis du vokser op med en forælder, hvis oplevelse hele tiden vejer tungere end din, bliver du derfor nødt til at organisere dig efter den voksnes virkelighed.

Hvis mor siger, at der ikke er noget at være ked af, lærer du at tvivle på din sorg.

Hvis far siger, at du er utaknemmelig, når du siger fra, lærer du at forstå din grænse som egoisme.

Hvis den voksne bliver såret eller vred, når du er uenig, lærer du, at uenighed er farlig.

Og hvis den voksnes version af det, der skete, altid bliver den rigtige, lærer du efterhånden at tvivle på din egen.

Det er sådan, den andens måde at forstå verden på langsomt kan blive en del af din egen.

Du bliver dygtig til at aflæse den anden: Hvad tænker hun? Hvad føler han? Hvad forventes der af mig? Hvad skal jeg sige for at bevare roen? Hvad må jeg ikke føle lige nu?

Men prisen kan være, at et andet spørgsmål næsten forsvinder:

Du mister ikke nødvendigvis evnen til at tænke. Du kan tværtimod blive usædvanligt dygtig til det.

Men du lærer at forstå dig selv udefra og ind.

Først den andens blik.

Først den andens reaktion.

Først den andens virkelighed.

Og først derefter – hvis der stadig er plads – din egen.

Det er måske en af de dybeste konsekvenser af at vokse op i en narcissistisk relation.

For problemet slutter ikke nødvendigvis, når du bliver voksen eller forlader relationen.

Sådan kan det følge dig ind i voksenlivet

Når du bliver voksen, er du ikke længere afhængig af din mor eller far på samme måde.

Men den måde, du lærte at være i relation på, kan være blevet en del af dig.

Måske mærker du hurtigt, når andre mennesker ændrer humør.

Du registrerer et blik, en tone eller en lille afstand og begynder straks at tænke: Har jeg gjort noget forkert?

Måske forklarer du dig mere, end du behøver.

Du gennemgår samtaler bagefter. Tænker over, hvad den anden mente. Om du sagde noget forkert. Om du burde have formuleret dig anderledes.

Måske har du svært ved at sætte en grænse uden samtidig at føle skyld.

Du kan godt mærke, at noget ikke føles rigtigt, men næsten med det samme begynder du at argumentere imod dig selv:

Er jeg urimelig?

Er jeg for følsom?

Forventer jeg for meget?

Burde jeg bare acceptere det?

Det særlige er, at du kan være blevet meget dygtig til at forstå andre mennesker.

Du kan se deres perspektiv. Forstå deres historie. Se hvorfor de reagerer, som de gør. Måske kan du endda forklare deres adfærd bedre, end de selv kan.

Men når spørgsmålet bliver:

kan svaret være langt vanskeligere.

For du lærte tidligt, at virkeligheden skulle findes ved at kigge på den anden.

Når du stadig forsøger at blive forstået

Der kan også ske noget andet.

Du kan fortsætte det gamle projekt langt ind i voksenlivet:

Hvis bare du finder de rigtige ord.

Hvis bare du forklarer det roligt nok.

Hvis bare du kan få den anden til at forstå, hvad der faktisk skete.

Så vil personen måske endelig sige:

Nu forstår jeg dig.

Og derfor kan man bruge utrolig meget energi på samtaler, beskeder, argumenter og forklaringer til et menneske, som igen og igen viser, at det har meget svært ved at give ens oplevelse plads.

Men måske er friheden ikke at finde den perfekte forklaring.

Du må gerne have oplevet noget anderledes.

Du må gerne være ked af noget, den anden ikke synes, du burde være ked af.

Du må gerne sige nej til noget, den anden ønsker.

Du må gerne sætte en grænse, som den anden ikke forstår.

Og du må gerne holde op med at forklare dig til et menneske, der ikke er interesseret i at forstå.

Fra udefra og ind – til indefra og ud

Det betyder ikke, at alle dine følelser altid fortæller den objektive sandhed.

Det gør ingen menneskers.

At finde tilbage til sig selv handler ikke om at erstatte den andens virkelighed med forestillingen om, at min virkelighed altid er den rigtige.

Det handler om noget langt mere grundlæggende:

At din oplevelse også må være der.

At du igen kan begynde at registrere din krop, dine følelser, dine grænser og dine behov, før du undersøger, hvad alle andre mener om dem.

Det kan begynde med nogle meget enkle spørgsmål:

Ikke hvad du burde føle.

Ikke hvad den anden synes, du må føle.

Men hvad der faktisk foregår i dig.

For hvis du gennem mange år har lært at forstå dig selv gennem et andet menneskes blik, består forandringen måske ikke først og fremmest i at forstå narcissisten endnu bedre.