Lever du dit eget liv?

Vi vokser op i andre menneskers psykiske liv

Få forhold har større betydning for den måde, vi kommer til at forstå os selv og andre på, end de mennesker, vi vokser op iblandt.

Som børn lever vi ikke ved siden af vores forældres psykiske liv. Vi lever midt i det. Vi er emotionelt indviklet i mennesker, som selv kommer med en historie, en personlighed, konflikter, længsler, frygt og sider af sig selv, som de måske aldrig har forstået.

Hvis vores forældre har været emotionelt belastede og har haft deres eget indre kaos at slås med, bliver dette kaos derfor heller ikke kun deres sag. Et barn er afhængigt af relationen og må finde en måde at være i den på.

Nogle børn bliver stille, mens andre bliver dygtige. Nogle bliver mors fortrolige, fars stolte projekt eller familiens problembarn, og nogle lærer at tage ansvar for stemningen i et rum, mens andre lærer, at vrede er den eneste måde at blive hørt på.

Vi udvikler os naturligvis med vores eget temperament og vores egne anlæg, men vi udvikler os også som svar på de mennesker, vi er afhængige af, og derfor kan vi som voksne opdage, at dele af det, vi altid har betragtet som vores personlighed, samtidig er gamle løsninger på problemer, der engang fandtes i vores familie.

Hvis din far var dominerende, kan du selv blive dominerende, men du kan også bygge en stor del af din identitet op omkring aldrig at være som ham. Hvis din mor var følelsesmæssigt ustabil, kan du komme til at bruge en stor del af dit liv på at regulere andre mennesker, undgå konflikter og sørge for, at ingen bliver vrede.

Udefra kan det ligne venlighed, hensynsfuldhed eller selvstændighed, mens det indefra stadig kan være et gammelt mønster, hvor der først skal være ro omkring dig, før der kan være ro i dig.

Det er en af grundene til, at det kan være så vigtigt at forstå sine forældre. Formålet er hverken at frikende dem eller at stille dem for en indre domstol resten af livet, men at forstå den psykiske verden, man selv blev udviklet i.

At blive den, man faktisk er

Carl Jung brugte begrebet individuation om den livslange bevægelse mod at blive et mere helt og differentieret menneske, hvor sider af personligheden, som tidligere har været ukendte, fortrængte eller dårligt udviklede, gradvist kan få en plads i vores bevidste liv.

Jeg opfatter personligt individuation som en af de mest seriøse og helhedsorienterede former for personlig udvikling, fordi målet ikke blot er at skabe en forbedret udgave af den personlighed, man allerede identificerer sig med. Man forsøger også at finde de sider af sig selv, der blev tilsidesat, undertrykt eller aldrig fik mulighed for at udvikle sig.

Det kan være vrede hos et menneske, der altid skulle være sødt, sårbarhed hos den, der altid skulle være stærk, selvstændighed hos den, der lærte at tage hensyn til alle andre, eller leg hos den, der blev voksen alt for tidligt.

Individuation handler derfor også om langsomt at skille tingene ad.

Det er også her, narcissisme bliver interessant, for hvis du er vokset op med en forælder med stærke narcissistiske træk, har du ikke alene været tæt på et menneske med bestemte vanskelige egenskaber. Du kan have været emotionelt indviklet i et menneskes forsøg på at holde sit eget selvbillede intakt.

Når selvbilledet skal holdes intakt

Narcissisme bliver ofte beskrevet som selvoptagethed, manglende empati eller et overdrevet positivt billede af sig selv. Sådanne træk kan være til stede, men de forklarer ikke i sig selv det mest interessante ved den narcissistiske dynamik, nemlig hvorfor et menneske kan få så stort behov for at opretholde et bestemt billede af sig selv.

Vi har alle sammen et selvbillede. Vi vil gerne opleve os selv som ordentlige mennesker, gode forældre, attraktive, intelligente, kompetente eller værd at elske, samtidig med at livet igen og igen konfronterer os med sider af os selv, som ikke passer særlig godt ind i dette billede.

Vi kan blive misundelige, smålige, jaloux, urimelige og selvoptagede. Vi kan såre mennesker, vi elsker, og nogle gange må vi opdage, at vores motiver ikke var helt så ædle, som vi selv havde forestillet os, eller at en konflikt, vi længe har forklaret med den andens adfærd, også handler om noget i os selv.

Det er ubehageligt, men samtidig en vigtig del af den psykiske udvikling, fordi vi i sådanne øjeblikke får mulighed for at gøre vores egen reaktion til genstand for undersøgelse.

Når vi kan tænke sådan, sker der en bevægelse i vores selvbillede. Vi behøver ikke længere være fuldstændig den person, vi troede, vi var, fordi vi kan rumme lidt mere af os selv uden at opleve, at hele vores værdi som menneske dermed forsvinder.

Det er også individuation.

Ved stærke narcissistiske træk kan denne bevægelse være vanskeligere, fordi bestemte sider af én selv kan være så smertefulde eller truende for selvbilledet, at de bliver svære at erkende som ens egne. Problemet opstår for alvor, når andre mennesker derfor kommer til at bære noget af det, man selv har svært ved at rumme.

På den måde bliver narcissismen relationel, fordi det, der foregår inde i det ene menneske, begynder at organisere forholdet mellem to mennesker.

Når barnet bliver en del af forælderens selvbillede

Det bliver særligt tydeligt i forholdet mellem forældre og børn, fordi barnet fra begyndelsen er så tæt forbundet med forælderens identitet. En forælder kan opleve sit barn som noget af det mest værdifulde i sit liv og samtidig, uden rigtigt at vide det, bruge barnet som en del af sit eget selvbillede.

Det dygtige barn kan blive beviset på, at man er en god forælder. Det smukke barn kan være noget, man viser frem. Barnets uddannelse, popularitet, sportslige resultater eller senere karriere kan blive fortalt videre med en stolthed, hvor grænsen mellem dit liv og mit liv langsomt bliver vanskeligere at få øje på.

Forældres stolthed over deres børn er selvfølgelig ikke i sig selv et problem. Vanskeligheden opstår, hvis barnet i stigende grad kun kan værdsættes på de måder, der passer ind i forælderens psykiske behov, for det samme barn, som tidligere var en kilde til stolthed, kan på et andet tidspunkt begynde at vække noget langt vanskeligere.

En datters skønhed kan vække moderens egen oplevelse af at blive ældre. En søns succes kan konfrontere faderen med det liv, han selv aldrig fik. Barnets popularitet kan vække misundelse, dets uddannelse kan skabe en afstand, dets økonomiske uafhængighed kan ændre magtforholdet, og dets valg af partner kan betyde, at forælderen ikke længere har den samme plads i barnets liv.

Her står forælderen over for en vanskelig, men helt menneskelig psykisk opgave.

Det kræver, at barnet gradvist får lov til at træde ud af rollen som en del af forælderen og blive et menneske i sin egen ret, og når barnet begynder at individuere, begynder det derfor også på forskellige måder at sige:

For en forælder med et nogenlunde stabilt selv kan dette selvfølgelig gøre ondt. Man kan savne det lille barn, føle sig tilsidesat eller have svært ved at forstå nogle af det voksne barns valg, men relationen kan stadig overleve forskellen.

For en forælder med stærke narcissistiske træk kan forskellen i højere grad opleves som et tab, en krænkelse eller et svigt, fordi barnets bevægelse væk fra forælderen samtidig påvirker den rolle, barnet hidtil har haft i forælderens psykiske verden.

Hvad er så farligt ved skam?

Skam bliver af fagpersoner og forskere diskuteret som et vigtigt fænomen i forbindelse med en række psykiske vanskeligheder, og en del af forklaringen kan være, at skam rammer noget mere grundlæggende end vores handlinger.

Skyld handler om noget, jeg har gjort. Jeg kan have løjet, svigtet et menneske eller opført mig dårligt og bagefter tænke: Det skulle jeg ikke have gjort. Skammen går et andet sted hen, fordi den ikke kun retter sig mod handlingen, men mod oplevelsen af én selv.

Det er en afgørende forskel, fordi vi mennesker udvikler os i relation til andre. Fra begyndelsen er vi afhængige af at høre til, blive mødt og opleve, at der er plads til os i de relationer, vi er afhængige af, og senere udvides dette til det større fællesskab, mens et grundlæggende spørgsmål følger os:

Skammen kan få os til at tvivle på netop dette, fordi den ikke bare fortæller os, at vi gjorde noget forkert, men kan skabe en oplevelse af, at hvis andre virkelig så os, som vi er, kunne vi risikere deres kærlighed, respekt eller accept.

Når følelsen af egen værdi bliver stærkt afhængig af andres blik, bliver en nærliggende løsning derfor at forsøge at blive rigtig.

Kroppen skal se rigtig ud, man skal opføre sig rigtigt, sige det rigtige, vælge den rigtige uddannelse, have det rigtige arbejde, være en god mor, en succesfuld far eller et ordentligt menneske, samtidig med at man holder øje med, hvad andre tænker, om nogen er skuffede, om man har gjort noget forkert, om man har skyld i noget, og om ens position i fællesskabet er truet.

Udefra kan det ligne samvittighedsfuldhed, perfektionisme, ambition eller et stort hensyn til andre mennesker, mens livet indefra kan være organiseret omkring et langt mere uroligt spørgsmål:

Når skammen ikke kan rummes

Her mødes skammen og den narcissistiske dynamik.

Hvis jeg kan rumme den smerte, der følger med at opdage mindre flatterende sider af mig selv, kan jeg også undersøge dem. Jeg kan opdage, at jeg var misundelig på mit barn, at jeg blev jaloux, at jeg havde brug for at være den vigtigste, eller at jeg sårede et andet menneske, uden at disse erkendelser behøver at udslette min oplevelse af at være et menneske, der stadig er værd at elske.

Hvis skammen derimod opleves som en trussel mod hele min værdi, bliver selverkendelsen vanskeligere, fordi erkendelsen jeg gjorde noget egoistisk lettere kan opleves som jeg er et dårligt menneske, jeg er utilstrækkelig, og jeg er ikke værd at elske.

I den situation bliver behovet for at beskytte selvbilledet langt mere forståeligt, og forklaringen på det smertefulde kan i stedet begynde at blive placeret hos den anden.

Det er her, barnet kan blive fanget i forælderens kamp med noget, forælderen selv har svært ved at rumme. Der behøver ikke ligge nogen bevidst beslutning bag, for det kan ske gennem den måde, relationen igen og igen organiseres på, når forklaringen på det ubehagelige placeres hos barnet.

Barnet har endnu ikke et færdigt og stabilt selvbillede, som den voksnes fortælling kan holdes op imod, og derfor kan den voksnes blik efterhånden blive en del af barnets eget blik på sig selv.

Barnet begynder med andre ord at holde øje med sig selv.

Når forælderen har svært ved at bevæge sig psykisk over i barnets perspektiv, kan barnet derfor blive nødt til at foretage den modsatte bevægelse og forsøge at forstå sig selv gennem forælderens perspektiv.

At skille sit eget fra den andens

Og så er vi tilbage ved individuationen, for måske består en væsentlig del af det voksne arbejde ikke i at blive et bedre menneske, men i at undersøge, hvorfor man gennem så mange år har følt, at man skulle være et andet menneske for at være værd at elske.

Det betyder heller ikke, at alt det vanskelige kan placeres hos ens forældre. Individuation kræver netop, at man efterhånden bliver i stand til at tage ansvar for det, der faktisk er ens eget, samtidig med at man holder op med at bære det, der aldrig var det.

Individuation bliver på den måde også en differentiering, hvor man langsomt undersøger, hvad der faktisk tilhører én selv, hvad man har overtaget, hvad man har tilpasset sig til, og hvad man har bygget som en modreaktion på de mennesker, man voksede op iblandt.

Det gælder også de egenskaber, vi er stolte af. Den, der altid har været stærk, må måske opdage, at styrken engang var nødvendig, fordi ingen andre tog ansvaret. Den, der altid har været hjælpsom, må undersøge, om hjælpsomheden også blev en måde at sikre sin plads hos andre på, mens den meget selvstændige måske må opdage, at selvstændigheden blev udviklet i en familie, hvor det ikke var særligt trygt at have brug for nogen.

Disse egenskaber bliver ikke falske, fordi vi opdager deres historie. De er blevet en del af os, men når vi forstår, hvorfra de kommer, får vi en mulighed, vi ikke havde som børn, fordi vi nu kan begynde at vælge, om de stadig skal bestemme den måde, vi lever på.