Tænker du over, hvad andre tænker om dig?

Hvem bliver vi, når andre ser på os?

Vi møder andre gennem de erfaringer, vi allerede har gjort os. Har vi følt os ydmyget, overset eller afvist, kan vi begynde at beskytte os, før nogen overhovedet har sagt noget.

Som ung kunne jeg træde ind i et rum og næsten øjeblikkeligt se mig selv udefra. Hvordan stod jeg? Hvordan lød min stemme? Kunne de se, at jeg var usikker?

Den samme uro viste sig, når et kamera blev rettet mod mig, eller når jeg stod over for en pige, jeg gerne ville have skulle kunne lide mig. Jeg hadede at blive fotograferet, og jeg frygtede at blive afvist. I stedet for bare at være til stede begyndte jeg at holde øje med mig selv. En del af mig deltog, mens en anden del stod på afstand og overvågede, hvordan jeg tog mig ud. Jeg blev på én gang skuespiller og instruktør: Den ene del forsøgte at være med, mens den anden hele tiden rettede på mit udtryk for at skabe det bedst mulige indtryk. Resultatet blev let kunstigt og prætentiøst, fordi jeg ikke længere bare var i mødet. Jeg var i gang med at iscenesætte mig selv.

Meget misforståelse og konflikt vokser netop her. Jeg reagerer ikke længere på det menneske, der står foran mig, men på den rolle, min frygt har givet det. Den anden mærker min afstand, min spydighed eller mit forsvar og reagerer på det. På den måde kan jeg selv være med til at skabe den afstand, jeg på forhånd frygtede.

Derfor lærte jeg en rolle. Jeg kunne spille smart, være direkte, gøre mig større og tage kontrollen over situationen, før nogen fik mulighed for at afvise mig. Jeg kunne blive spydig, vende det alvorlige til humor eller nedvurdere andre, så de ikke længere virkede farlige.

Rollen fungerede. Den holdt skammen på afstand og gav mig en måde at være i verden på. Men det, der beskytter os mod afvisning, kan samtidig gøre et ægte møde umuligt. Rollen virker, indtil prisen for beskyttelsen bliver større end den fare, den skulle beskytte os imod.

Det kan forstås som et narcissistisk forsvar. Jeg bruger ikke ordet som en diagnose, men som betegnelse for et forsøg på at beskytte et sårbart selv. Hvis et andet menneskes selvsikkerhed vækker mit mindreværd, kan det føles tryggere at gøre den anden mindre end at mærke min egen sårbarhed.

Mit lave selvværd har uden tvivl kostet mig relationer, jeg ikke turde gå ind i, nærhed, jeg ikke turde risikere, og muligheder, jeg ikke opdagede. I forsøget på at undgå den afvisning, jeg forventede, holdt jeg også det liv på afstand, som jeg længtes efter.

Vi lærer tidligt, om det er trygt at være os selv

Som børn er vi afhængige af vores omsorgspersoner. Tilknytning er derfor ikke blot noget, barnet ønsker sig. Den opleves som en betingelse for at høre til.

Barnet formulerer det ikke med ord, men mærker efter: Er der plads til mig? Bliver jeg mødt? Er jeg stadig elsket, når jeg larmer, fejler, græder eller bliver vred? Må jeg være den, jeg er, eller skal jeg være på en bestemt måde for at bevare kontakten?

Her grundlægges det, jeg kalder vores psykiske immunforsvar: den indre modstandskraft, der senere hjælper os med at møde afvisning, nederlag og usikkerhed uden at miste hele oplevelsen af vores egen værdi.

Det kræver ikke perfekte forældre. Kontakten vil blive brudt. Voksne vil misforstå, miste tålmodigheden og reagere ud fra deres egne sår. Det afgørende er, om kontakten også kan repareres: om den voksne kan vende tilbage, tage ansvar og vise barnet, at relationen kan bære både konflikten og forskellen.

Hvis varme derimod især følger dygtighed, tilpasning eller godt humør, mens vrede, sorg og behov mødes med kulde, kan et spørgsmål langsomt flytte ind i barnet:

Barnet har ikke ansvaret for at bevare relationen til den voksne. Men barnet kan opleve, at det har det. For hvad skal barnet gøre, hvis den voksne afviser det? Det må forsøge at sikre kontakten med de muligheder, det har. Derfor bliver barnet måske nemt, dygtigt, morsomt eller stille. Det lærer at aflæse den voksnes humør og tilsidesætte sine egne behov. Det er ikke en bevidst beslutning, men en tilpasning til en relation, barnet er afhængigt af.

For barnet kan det være mere tåleligt at tænke “der er noget galt med mig” end at opdage, at den voksne ikke kan give den nødvendige tryghed. Hvis fejlen er min, kan jeg måske ændre mig og redde relationen. Så får barnet en oplevelse af handlekraft i en situation, hvor det i grunden er magtesløst.

Barndommen forklarer ikke alt, men de tidlige relationer kan give os en grundtone: en tillid til, at vi må være her, eller en mistanke om, at vores plads skal fortjenes.

Det synlige problem er sjældent hele problemet

Bekymringen kan samle sig om kroppen, stemmen eller om, hvorvidt andre kan lide én. Under den ligger ofte en mere grundlæggende tvivl.

Spørgsmålene viser sig i den måde, vi lever på. Vi forsøger måske at blive beundrede, nyttige eller uundværlige. Relationer bliver til prøver, der skal bestås, og efterhånden kan beskyttelsen ligne vores personlighed.

Spejlkabinettet

Forestil dig, at du skammer dig over din krop. Når du træder ind i et rum, kan det føles, som om alle ser dig gennem netop dét, du selv er usikker på. Du tror, de først og fremmest ser din vægt, dine ben, din hud eller din højde.

Du er fanget i dit eget spejlkabinet. Andre menneskers ansigter bliver til spejle, der synes at sende dit kritiske blik tilbage mod dig. Din forestilling om deres dom føles som virkelighed, selv om du måske kun ser din egen frygt gentaget fra forskellige vinkler.

Hjernen leder efter det, den forventer

Hjernen møder ikke verden neutralt. Den bruger tidligere erfaringer til at forudsige, hvad der sandsynligvis vil ske, og sorterer i de mange indtryk, vi hele tiden modtager.

Hvis jeg forventer at blive afvist, bliver min opmærksomhed lettere fanget af tegn på kritik: et ansigtsudtryk, en pause, en kort besked eller en bestemt tone. Samtidig kan jeg overse det, der ikke passer til min forventning.^†

Har jeg lavt selvværd, kan jeg derfor bruge megen energi på at finde ud af, hvem der er kritisk, og hvordan jeg undgår dem. Opmærksomheden rettes mod den mulige fare, mens spørgsmålet om, hvorfor jeg forventer at blive afvist, træder i baggrunden.

Så bliver årsag og virkning let blandet sammen. Jeg tror, at jeg reagerer på den andens kritik. Måske har jeg i stedet læst et tvetydigt signal som kritik, reageret med afstand og dermed været med til at skabe den kulde, jeg frygtede.

Sådan virker et kompleks. En enkelt del af os bliver ladet med så meget skam og betydning, at den kommer til at stå for hele vores person.

Men en del kan aldrig beskrive et helt menneske. Du kan ikke reduceres til din krop, din uddannelse, dine fejl eller det, du endnu ikke har lært. Komplekset fortæller ikke først og fremmest, hvem du er. Det fortæller, hvordan du oplever dig selv i mødet med andre.

Når den anden bliver et objekt

Spejlkabinettet reducerer både os selv og de andre. De mister deres dybde og bliver enten-eller-figurer: De beundrer eller afviser os, godkender eller fordømmer os. Vi møder dem ikke som hele mennesker, men gennem den funktion, de får i vores frygt. Mekanismen har et slægtskab med det narcissistiske forsvar, uden at det dermed gør os til narcissister.

Måske er det den dybeste pris ved hele tiden at tænke på, hvad andre tænker om os: Vi bliver så optagede af deres formodede dom, at vi aldrig lærer dem at kende. Vi er alene med vores forestilling om dem – og kalder det et møde.

Det, vi skjuler, får magt

Frygten viser sig i de liv, vi ikke lever: det, vi ikke siger, den nærhed, vi ikke risikerer, og de muligheder, vi ikke griber. Udadtil kan livet se velfungerende ud. Indadtil bevæger vi os rundt i sko, der for længst er blevet for små.

Frygten er ikke en fjende. Den er et forsvar, som på et tidspunkt gav mening. Friheden begynder derfor ikke med endnu en krig mod os selv, men med en nøgtern erkendelse: Jeg beskytter mig stadig mod noget, som måske ikke længere er her.

Det ironiske er, at det, vi skjuler for at bevare vores plads, ofte er det, der må vises, hvis vi skal opleve virkelig kontakt. Det skal ikke vises til hvem som helst eller til hele verden, og andre skal ikke gøres ansvarlige for at redde os. Sårbarheden hører hjemme hos mennesker, der har gjort sig fortjent til vores tillid.

Når hovedet ved det, men hjertet stadig beskytter sig

Som voksen kan jeg godt forstå, at et andet menneskes afvisning ikke afgør min værdi, og at jeg ikke har ansvaret for at holde enhver relation i live. Alligevel kan kroppen reagere, som om den gamle fare stadig er til stede. Forsvaret beskytter ikke fornuften, men hjertet mod den smerte, der engang føltes ubærlig.

Terapi bliver en differentiering mellem dengang og nu: mellem følelsen af ansvar og det faktiske ansvar, mellem den andens afvisning og min værdi, mellem frygten for at miste relationen og min evne til at overleve dens tab.

Afvisning gør ondt, også på et menneske med et sundt selvværd. Opgaven er at erfare, at smerten ikke er udslettelse, og at jeg ikke behøver at opgive mig selv for at bevare kontakten.

At øve sig i det virkelige møde

Vi tænker os ikke ud af den gamle frygt. Den må mødes af nye erfaringer. Man kunne sige, at vi må øve os i at være i hjertet – i et jeg-du-forhold, hvor den anden ikke kun er dommer, trussel eller leverandør af anerkendelse, men et helt menneske med et indre liv, vi ikke på forhånd kender.

Samtidig må jeg selv træde ind i mødet som et helt menneske. Jeg er ikke kun den morsomme, den dygtige, den stærke eller den korrekte. Jeg behøver ikke udføre en rolle for at gøre mig fortjent til min plads.

Jeg-det-forholdet er ikke forkert. Vi har brug for hovedet for at kunne tænke, vurdere og orientere os. Problemet opstår, når kategorierne stiller sig imellem os, så jeg ikke længere møder dig, men min forestilling om dig.

Helt lavpraktisk kan et jeg-du-møde betyde:

• At jeg flytter opmærksomheden fra, hvordan jeg virker, til hvem der faktisk står foran mig.
• At jeg lytter til det, du siger, i stedet for at forberede mit forsvar, mens du taler.
• At jeg opdager min trang til at gøre dig mindre, når noget ved dig vækker mit mindreværd.
• At jeg tør sige “nu bliver jeg usikker” til et menneske, som har gjort sig fortjent til min tillid.
• At jeg kan høre et nej uden at gøre det til en dom over hele min værdi.
• At jeg kan sætte en grænse uden at gøre dig til et dårligt menneske.
• At jeg efter en konflikt spørger “hvad skete der mellem os?” frem for straks at afgøre, hvem der er forkert.

Et jeg-du-møde kræver ikke, at jeg altid bliver. Nogle gange viser respekten for både dig og mig sig ved, at jeg går. Forskellen er, at jeg ikke behøver at gøre dig til en karikatur for at kunne beskytte mig selv.