Er du en god kæreste?
Det er et spørgsmål, de fleste mennesker har stillet sig selv – om ikke andet i stille øjeblikke. Måske efter et skænderi. Måske efter et brud. Måske når noget gentager sig.
Medmindre et narcissistisk forsvar står i vejen.
For én af narcissismens kernefunktioner er netop at forhindre sådanne refleksioner. Ikke af ond vilje, men som beskyttelse mod skam, sårbarhed og indre usikkerhed. Hvis man aldrig stiller spørgsmålet, behøver man heller ikke mærke det ubehag, der kan følge med svaret.
Men for de fleste mennesker melder spørgsmålet sig før eller siden:
Hvordan bliver man egentlig en god kæreste?
Vi har ikke samme udgangspunkt for relationer
Ingen af os starter samme sted.
Vores evne til at være i nære relationer afhænger i høj grad af, hvordan andre mennesker relaterede til os, da vi selv var afhængige. Hvordan vores følelser blev mødt. Hvordan vores behov blev forstået – eller ignoreret. Hvordan vores sårbarhed blev rummet – eller gjort forkert.
Hvordan vi i dag relaterer til en partners indre liv – deres følelser, håb, tvivl, drømme, længsler – afhænger direkte af, hvordan vores eget indre liv engang blev taget alvorligt.
Man kan ikke give det, man aldrig har haft kontakt med.
Følelser er ikke handlinger
Som barn i 1980’erne og 1990’erne blev én sætning næsten et ideal:
“Du skal gøre, hvad du føler.”
Det lød frigørende. Og på mange måder var det et nødvendigt opgør med autoritet, pligt og undertrykkelse.
Men noget gik tabt undervejs.
For følelser er ikke handlinger. Følelser er ikke impulser, der skal udføres.
At føle er i sin kerne evnen til at værdigive. At mærke, hvad noget betyder. Hvad der har værdi. Hvad der er vigtigt. Hvad der er truende. Hvad der er nærende.
Følefunktionen er ikke et handlingsorgan – den er et orienteringssystem.
Værdier opstår før moral
Fra vi fødes, giver værdierne sig selv.
Spædbarnet skriger ved kulde, ensomhed og utryghed. Det pludrer ved varme, kontakt og tryghed.
Der er ingen moral her. Ingen overvejelse. Ingen strategi.
Bare værdi.
Det bliver langt mere kompliceret, når barnet skal tilpasse sig den sociale verden.
Her opstår samvittigheden.
Samvittigheden betyder, at andres behov, holdninger, normer og forventninger får betydning – ofte for at undgå skyld, skam og afvisning. Det er nødvendigt. Men det har en pris.
Hvis samvittigheden overtager for tidligt eller for massivt, mister mennesket kontakten til sine egne værdier.
Og det får konsekvenser i voksenrelationer.
Når relationer bliver moralske projekter
Mange parforhold bryder ikke sammen på grund af manglende kærlighed – men på grund af manglende kontakt med egne værdier.
Relationer bliver moralske projekter: hvem gør nok? hvem giver mest? hvem burde ændre sig? hvem har ret?
Når værdier ikke længere mærkes indefra, bliver relationen styret af “bør” i stedet for “er”.
Det skaber afstand, kritik og forsvar.
Skyggen er ikke nok – sårbarheden skal også bæres
Vi har tidligere talt om skyggen: de sider af os selv, vi ikke vil kendes ved, men som alligevel påvirker relationen.
Men skyggearbejde er ikke nok i sig selv.
For man kan godt erkende sine mørke sider – uden at tage ansvar for sin sårbarhed.
Og det er her, mange parforhold går galt.
At være en god kæreste handler ikke kun om at kende sine mønstre. Det handler om at tage ansvar for dem.
Din partner er ikke din frelser
En af de mest ødelæggende forestillinger i moderne kærlighed er idéen om soulmate-relationen.
At den rette partner skal hele dig, redde dig, give dig mening og gøre dig hel.
Det er romantisk. Og dybt uansvarligt.
Din partner er ikke sat i verden for at redde dig fra dit eksistentielle ansvar. Hun eller han skal ikke bære din uforløste historie, din manglende selvudvikling eller dit fravær af indre arbejde.
At være en god kæreste er at tage ansvar for egne utilstrækkeligheder, egen følelsesregulering, egen udvikling og egen sårbarhed.
Ikke perfekt. Men ærligt.
Sårbarhed er ikke at læsse af
Sårbarhed er ikke at aflæsse følelser. Ikke at gøre partneren ansvarlig for dit indre. Ikke at kræve konstant bekræftelse.
Sårbarhed er evnen til at stå ved sine følelser uden at placere ansvaret hos den anden.
At kunne sige:
“Det her rammer mig – og jeg ved, det er mit.”
Det kræver modenhed.
Interesse er en evne
Mange parforhold dør langsomt af manglende reel interesse.
Ikke fascination. Ikke forelskelse. Men oprigtig interesse i den andens indre liv.
At være en god kæreste betyder at lytte uden at forsvare sig, at være nysgerrig uden straks at forstå, og at kunne rumme forskellighed uden at ville korrigere.
Og hvis du ikke er interesseret – så er det ikke nødvendigvis et tegn på, at relationen er forkert.
Det kan være et tegn på, at du skal lære det.
Interesse er en færdighed. Ikke en automatisk følelse.
Kærlighed kræver ansvar
At være en god kæreste handler ikke om at være rar, korrekt eller konfliktfri.
Det handler om ansvar.
Ansvar for dit indre liv. For dine reaktioner. For dine sår. For dine værdier.
Og modet til at stå i relationen uden at bruge den til at flygte fra dig selv.
Det er ikke let. Men det er voksent.
Og måske er det netop dér, kærlighed begynder at få dybde.