Hvad er individuation?

Individuation er et nøglebegreb i den analytiske psykologi og termen blev indført af C.G. Jung i 1921. Individuation betegner den proces, hvorved et menneske både bliver sig selv bevidst i sin egenart og samtidig accepterer blot at være én blandt andre mænd og kvinder. Det er en betegnelse for menneskets udviklingsproces, en rejse hen imod en selvvirkeliggørelse, en personlig udvikling, i ordets egentlige betydning.

Individuation finder sted, når mennesket integrere ubevidst, glemt og fortrængt psykisk materiale (skyggemateriale) i sin vågne bevidsthed og herved begynder at skabe sin rigtige personlighed. 

"Jeg vil forsøge at forklare udtrykket "individuation" så enkelt som muligt. Ved individuation mener jeg den psykologiske proces, der gør et menneske til et "individ" - en unik, udelelig enhed eller "helt menneske.

- C. G Jung

Formålet med individuationen er, at mennesket skal blive sig selv, at finde ind til sin egen indre personlighedskerne. Det ikke er det samme som at fastslå, at det skal blive selvisk. Det er netop karakteristisk ved mennesker, der gennemgår en individuation, at de bliver mere sociale og medmenneskelige. "Individuation lukker ikke verden ude, men ind", siger Jung.

Individuation betyder følgelig at komme til sit hele selv. Jung brugte oprindelig begrebet til at beskrive en instinktmæssigt funderet personlighedsudvikling, der satte ind omkring livsmidten, og som kredsede omkring en bevidstgørelse af forholdet til selvet. Selvet er i den analytiske psykologi en særlig betegnelse for hele personlighedens samlende princip. Til forskel fra jeget, der ses som centrum for bevidstheden, omfatter selvet både det bevidste og det ubevidste. Hvad man i daglig tale kalder "at blive bevidst om sig selv" eller "at realisere sig selv", er imidlertid ikke det samme som erkendelse af Selvet.

"Individuation er den selvudviklingsproces, hvorunder et individ integrerer psykens mange facetter for at blive sig selv - et in-divid, dvs. en udelelig, adskil enhed med en følelse af psykisk helhed.
 

- C. G Jung

En eksistentiel søgen efter helhed

Individuation er en proces, der er informeret af det arketypiske ideal for helhed, som igen afhænger af et intimt forhold mellem menneskets egobevidsthed og underbevidstheden. Målet er ikke at overvinde ens personlige psykologi, for at blive perfekt, men at blive fortrolig med hele ens væsen. Individualitet involverer således en voksende bevidsthed om ens unikke psykologiske virkelighed, herunder personlige styrker og begrænsninger og samtidig en dybere forståelse af menneskeheden generelt.

Vigtigt at forstå er, at Jung anså mennesket som værende med en dobbeltbunden opgave, nemlig at leve med et både dyrisk driftsliv såvel som et højere åndsliv eller religiøsitet (ikke i kirkelig/teologisk forstand). 

På samme måde som organerne skal samarbejde i den fysiske krop, da skal menneskets forskellige psykiske fakulteter samarbejde i menneskets komplekse psyke. Vi skal have helheden med os, når vi bevæger os fremefter i livsprocessen, og der er en stor forskel mellem den del vi kender som vores nuværende og tillærte personlighed, og så den totalitet vi har iboende os som hele mennesker.

Psykens struktur

Jungs analytiske psykologi rummer en psykisk struktur og dynamik. Med psyke mener Jung vort væsens helhed, både bevidst og ubevidst. Den er iboende formålsrettet og stræber efter vækst, helhed og ligevægt. Den adskiller sig fra hans begreb om Selvet, som står for det mål, psyken er rettet imod.  

Psyken er delt i det bevidste og i det ubevidste, og det sidste tjener til at kompensere den bevidste holdning. Når som helst den bevidste holdning er for ensidig, melder dens ubevidste modsætning sig autonomt (græsk: auto = selv, nomos = lov, selvberoende) for at afhjælpe ubalancen. Den gør dette indefra gennem magtfulde drømme og billeder, eller den kan fremkalde sygdom. 

Ofte legemliggør en ubevidst komponent sog og kommer til syne uden for en selv, et fænomen der kendes som projektion. Denne medfører en overdreven følelsesmæssig reaktion på en anden person eller situation som ved forelskelse eller stærk antipati (modstand). Sådanne kraftige følelsesmæssige reaktioner kan pege på, at det ubevidste indhold søger at trænge ind i bevidstheden, men at det kun kan komme legmliggjort, eller projiceret, til syne i den anden person. Det er ikke den anden person, vi elsker eller hader, men dele af os selv, vi har projiceret over på hende eller ham. 

 

Livet forlanger helhed

Vi skal have helheden med os, når vi bevæger os fremefter i livsprocessen. Hvad mange glemmer er, at vi mennesker er hele og fuldkomne skabninger, der lever i en hel og fuldkommen verden. Vores objektive hjerne, vores immunforsvar, kredsløb, celledelinger mv. er fuldkomne integrerede processer, der ikke kunne fungere, var de ikke i fuldstændig overensstemmelse med sig selv og hinanden. 

Anderledes er det med den mere fleksible personlighed, der for langt de flestes vedkommende ikke færdigudvikles endsige blot videreudvikles genne integration af det ubevidste og fortrængte. Det eneste ved mennesket, der ikke er fuldkomment, det er menneskets subjektive selvforståelse, selvbillede og selvforhold. Dette skyldes at vi er bundet til opdragelse, underkastelse og tilpasning til den ydre virkelighed og omverden. Ganske få mennesker lærer at stole på deres instinkt og intuition som det allermest hellige. Heldigvis er den objektive totalpsyke - selvet - altid fuldkommen uanset det enkelte menneskes vildfarelse og fremmedgørelse fra sit autentiske jeg.

Forene vores splittede personlighed

I figuren ovenfor ser du se menneskets rejse fra helhed, til opsplitning, polaritet - godt/ondt, lyst/ulyst og videre til en integration eller aktiv dobbelt bevidsthed, hvor mennesket erkender, at det inderst inde er helt, autonomt og unikt. 

Livet er for os alle hårdt eftersom vi mister den fuldkommenhed, der var vores fødselsret. Vi oplever at bliver splittet i to forskellige personligheder - et af omverdenen ønsket og anerkendt barn (persona) og et af omverdenen uønsket og forkert barn (skyggen). Hermed skabes en indre konflikt, der til sidst ender med, at noget af vores potentielle personlighed bortvises og fortrænges. 

Alle oplever vi altså at vores personlighedsudvikling er en slags overenskomst med opvækstvilkårene. Heldigvis får vi hjælp fra underbevidstheden, der hele tiden vil søge at hjælpe menneskets bevidsthed med at frigøre sig fra alt for snævre forestillinger, dvs. at vi får vores skyggeside eller tvilling integreret i os igen. 

Mennesket har helheden iboende sig først, og den naturlige dobbelthed med bevidsthedsdannelse kommer først efterfølgende. Der sker en virkelighedsforrykkelse væk fra det medfødte psykiske centrum af helhed ofte fordi familie, samfund, kultur, tid og sted fremtvinger et fokus på den ydre og praktiske realitet. Herved mistes ofte den indre fornemmelse med noget større og kostbart som fokus systematisk tvinges mod den ydre verden og de gevinster i form af materiel og social anerkendelse, der kan høstes. 

Psyken som et selvregulerende system

Jung ser psyken som et selvregulerende system på sammen måde som organerne i kroppen er selvregulerende og samarbejdende. I psyken kompenserer underbevidstheden for hvad der mangler i bevidstheden. Begge former tilsammen en totalitet som Jung kalder for selvet eller helheden. Jung sagde, at vi underbevidstheden står i en kompenserende proces til det bevidste sind. Selvet er totaliteten af både det bevidste og det ubevidste. Jung påpeger vanskeligheden ved at konceptualisere selvet når han siger, at Selvet er underordnet til det bevidste ego, den er en personlighed vi også er. Vi kan se os selv som en persona uden stor vanskelig, men det er vanskeligere for vores fantasi at forstå hvordan vi er som et selv. 

" Når og hvis individuationsprocessen endelig gennemleves til ende og succesfuldt, står der et modent menneske, som rummer både de maskuline og feminine sider af sig selv, og som har frigjort sig seksuelt og følelsesmæssigt fra såvel moren som faren og er forankret i sig selv og sine arketyper. Jegets relativisering og en forankring har fundet sted i selvet.

- C. G Jung

Samarbejdet mellem jeget & selvet

Ved selvet forstå vi den mennekelige helhed hvilket vil sige at selvet omfatter, hvad man normalt omtaler som ånd, sjæl og krop, dvs. selvet er totaliteten, alt det hele til en hvilken som helst tid, dette være sig bevidst og ubevidst, udvendigt og indvendigt, materielt eller energetisk. 

Ved jeget forstår vi alt det, hvor omkring mennesket siger jeg: jeg spiser, jeg tænker, jeg føler lever, elsker, stræber, arbejder, tvivler og dør. Jeget er den bevidste del af mennesket og selvet er den underbevidste. 

Jeget er kun en forsvindende lille del af selvet, nemlig den del, der falder sammen med bevidstheden - underbevidstheden er altså altid størst.

Jegets dannelse og styrke

Jegets dannelse betyder at der fremkommer en instans i psyken der oplever sig som handlende og villende, men dette er et stort spring i det enkelte individs udvikling, og derfor undgår børn længe at bruge ordet 'jeg' ved at kalde sig ved det egennavn forældrene har givet dem og bruger, altså benævne sig selv i 3. person i stedet for i 1. person. Men vigtigheden af at jegfunktionen på et tidspunkt går i gang er stor, og har forståeligt nok fået nogle til at betragte det som selve tegnet på at det pågældende barn er blevet et rigtigt menneske. Dér begynder nemlig den for livets opretholdelse nødvendige realitetsprøvelse og erfaring gennem den stadige videreudvikling af sekundærprocesserne. 

Da der er enorme praktiske gevinster ved jegets udvikling, er det ikke underligt at ethvert barn føler stolthed ved at kunne hævde sit jeg. Som bekendt skal de fleste børn endda på et vist tidspunkt igennem en 'trods-alder', hvor det netop ubevidst udvikler sin jegbevidsthed ved at sige trodsigt nej til hvad forældrene forlanger. Barnet vil selv bestemme.

I resten af barndommen og i de fleste tilfælde også resten af livet vedbliver det at være centralt for ethvert menneske at hævde sig ved at adskille sig fra andre, tage afstand fra andre, polemisere mod andre og endda bekæmpe eller direkte bekrige andre - med undtagelse af medlemmer af det fællesskab det selv tilhører. Der er intet mærkeligt i forholdet, for det ligger i jegets natur at det vokser ved at tilslutte sig et fællesskab og komme i opposition til andre eller ligefrem fjendskab mod andre.

Jeget styrkes også gennem alle de kundskaber og praktiske færdigheder det tilegner sig. Det vinder ved succes og stiler efter det bedst mulige forløb i karrieren. Det vinder fra starten også gennem al den opmærksomhed, kærlighed og opmuntring det får. Til gengæld kan det være karrig med at give andre opmærksomhed, opmuntring og kærlighed. Det kan blive egoistisk og selvcentreret.

Jeget vil normalt også være angst for døden, ikke blot for dødsprocessen og dennes eventuelle smerter og lidelse, men for selve opløsningen af jeget, dvs opløsningen af evnen til overhovedet at kunne tænke, ville og kunne træffe beslutninger, ja, angst for at slippe selve den bevidsthed der oftest identificeres med sjælen.

Denne dødsangst er et klart udtryk for at jeget er snævert - uanset hvor stort det er og hvor stærkt det gennem tiden er blevet udbygget. Snæverheden ligger i at jeget aldrig er blevet relativiseret, dvs aldrig har indset at det er en del af en større instans, en instans som ikke er rent personlig, men kollektiv, og som har eksisteret før jeget blev dannet - og omvendt vil forsvinde senere end jeget dør. Denne instans kalder jungianerne 'selvet', men det skal understreges at instansen ikke er måleligt konstaterbart eller kan bevises (hvad jeget heller ikke er eller kan). Det er alene en betegnelser der skal tjene det formål at gøre det muligt at skelne mellem det snævre personlige jeg og det større overpersonlige eller kollektive jeg, som igen kun kan forstås som værende en bestemt lokalisering af det kollektivt ubevidste.

Først når denne indsigt slår igennem, kan man tale om jegets relativisering. Og det skal understreges at selvet netop er karakteriseret ved ikke at være selvisk eller egoistisk, ikke være polemisk mod andre. Og det frygter heller ikke døden, da det ikke dør men så at sige ved jegets død vender tilbage til sit ophav i det kollektivt ubevidste. Netop denne sondring går det nødvendigt at afvise hjernedødskriteriet til afgørelse af hvornår et menneske er definitivt dødt. Et menneske dør ikke før hjertet holder op med at slå, for sjælen (totalpsyken) er større end jeget og de hjerneprocesser der knytter sig til jeget.

Målet med individuationsprocessen

Jung brugte oprindelig begrebet til at beskrive en instinktmæssigt funderet personlighedsudvikling, der satte ind omkring livsmidten, og som kredsede omkring en bevidstgørelse af forholdet til selvet. 

Selvet er en såkaldt arketype, som ikke kan bevidstgøres og integreres på samme måde som fortrængte dele af jeget. En identifikation med selvet kan fx føre til narcissistisk prægede grandiose forestillinger og selvoptagethed. En vellykket individuationsproces må snarere opfattes netop som en modifikation og overvindelse af narcissistiske længsler, bl.a. karakteriseret ved accepten af ens personlige begrænsninger såvel som begrænsningerne ved menneskelivet, især døden. 

Jeg'ets erfaringer af Selvets helhed, er det endelige mål med individuationsprocessen. Sagt på anden vis, så skal den ubevidste helhedsfølelse gøres til menneskets inderste jeg. Først der er man blevet et autonomt selvstændiggjort individ, der ikke ligger under for ydre moral og forældreautoriteter. 

Processen kan ofte tage sin begyndelse midt i livet (midtvejskrise), og fordrer et langvarigt, aktivt og ikke altid behageligt arbejde af personen. Impulsen til at starte en sådan proces kan være følelsen af at have "mistet sig selv", angst og forvirring i hverdagen. I løbet af individuationsprocessen vil personens Jeg blive konfronteret med, og få bevidstgjort, psykens forskellige sider: personaen, skyggen, modsatkønnetheden anima/animus, arketyperne til en kontakt med eller erfaring af Selvet.

Jegets erfaringer af Selvets helhed, er det endelige mål med individuationsprocessen. Processen kan ofte tage sin begyndelse midt i livet (midtvejskrise eller Lebenswende), og fordrer et langvarigt, aktivt og ikke altid behageligt arbejde af personen. Impulsen til at starte en sådan proces kan være følelsen af at have "mistet sig selv", angst og forvirring i hverdagen.  

I løbet af individuationsprocessen vil personens Jeg blive konfronteret med, og få bevidstgjort, psykens forskellige sider: personaen, skyggen, modsatkønnetheden, arketyperne til en kontakt med eller erfaring af Selvet. 

Individuationsprocessen kan blive stoppet  blevet gennemført. Han er standset foran det, han ikke kan rumme, og der vil han blive, indtil han er motiveret til at få professionel hjælp til at rumme hele sig selv. 

Individuation handler om bevidstgørelse

Individiduaseringsprocessen vil føre til realiseringen af Selvet som en psykisk virkelighed, der er større end egoet. Således er individation i det væsentlige forskellig fra processen til simpelthen at blive bevidst.

Individualiseringsprocessen kan forveksles med egoets succes, kamp og bedrifter, og galt går det, hvis egoet identificerer sig med Selvet, da mennesket her ender i narcissisme og selvtilstrækkelighed (gudkompleks mv.)  

Ifølge Jung bliver intet menneske nogensinde fuldkomment individualiserede, hvorfor Jung da også siger, at man ikke skal stræbe efter fudlkommenhed, men gerne må blive fuldstændiggjort. Målet er helhed og et sundt samarbejde mellem egoet og selvet, og her er den sande værdi af individation i alt det spændende, der finder sted undervejs.

Målet er altså kun vigtigt som en ide, det væsentlige er den vedvarende eksistentielle tilblivelse, der gør livet til en meningsfuld og sammenhængende proces hen imod den uundgåelige død. Det er livets mål.

Hvornår begynder processen?

Processen kan ofte tage sin begyndelse midt i livet ex gennem midtvejskrise, og fordrer et langvarigt, aktivt og ikke altid behageligt arbejde af personen. Impulsen til at starte en sådan proces kan være følelsen af at have "mistet sig selv", angst og forvirring i hverdagen.  

I løbet af individuationsprocessen vil personens Jeg blive konfronteret med, og få bevidstgjort, psykens forskellige sider: personaenskyggenmodsatkønnethedenarketyperne til en kontakt med eller erfaring af Selvet. Individuationsprocessen kan blive stoppet  blevet gennemført. Man kan opleve at standse foran det som man ikke kan rumme, og der vil han blive, indtil han er motiveret til at få professionel hjælp til at rumme hele sig selv.