Psykopaten

Han går forbi en ulykke uden at mærke noget. Er det kulde, ondskab – eller noget mere komplekst?

AF CARSTEN LAURSEN

København —

Af og til viser verden sig i et enkelt øjeblik, så uforstyrret og nøgent, at den afslører noget, vi ellers gør alt for ikke at se.

En mand går ned ad gaden en kold eftermiddag. Hænderne er dybt i lommerne; hans skridt er mekaniske, målrettet mod et enkelt formål: at stille sulten.

Ved et gadekryds foran ham står en bil med døren åben. En kvinde knæler på asfalten. Hun skriger – ikke et filmisk skrig, men det rå, ufiltrerede brøl, der kun findes, når verden pludselig falder fra hinanden. Hendes barn ligger i vejkanten, livløst.

Folk løber. Nogle hjælper. Andre filmer.

Manden standser.

Hans blik registrerer scenen med teknisk præcision:

Bil. Barn. Kvinde. Skrig. Blod.

Det er som at se et kamera panorere hen over en katastrofe. Ingen følelser. Ingen chokreaktion. Ingen intuitiv bevægelse mod barnet.

Det handler ikke om ligegyldighed. Der er simpelthen intet, der tænder.

Efter nogle sekunder fortsætter han. Han er stadig sulten.

Timer senere står han foran spejlet hjemme i sit køkken. Den skarpe lampe kaster et ubarmhjertigt lys over glasset. Han løfter sine hænder, trækker ansigtet i den grimasse, kvinden lavede: åben mund, anspændte kæbemuskler, tårer i øjenkrogen.

Han efterligner. Studerer. Justerer.

Men som et menneske, der forsøger at forstå varme ved at se ind i ilden, uden at kunne mærke dens hede, er det hele blot mekanik. Ingen genklang. Ingen resonans.

Bare imitation.

Den indre mekanik

Psykolog og forsker Sam Vaknin beskriver forskellen mellem narcissisten og psykopaten med kirurgisk klarhed.

Begge mangler empati. Men årsagen – og konsekvensen – er vidt forskellig.

Narcissisten føler i fragmenter. Han reagerer, men kun i relation til, hvordan han selv bliver spejlet. Han har brug for anerkendelse, for at blive set, for at blive bekræftet i, at han findes. Hans indre liv er porøst, skrøbeligt, konstant i fare for at opløses i tavsheden mellem to blikke.

Psykopaten derimod føler ikke i det hele taget. Hans indre er et vakuum. Mennesker er ikke personer, men funktioner. Ressourcer. Forhindringer. Et middel til noget, men aldrig et mål.

Hvor narcissisten længes efter anerkendelse, længes psykopaten efter magt. Ikke nødvendigvis politisk magt, men en dybere form for dominans: kontrol over situationer, over relationer, over andre menneskers reaktionsmønstre.

Det er derfor, psykopater ofte stiger til tops – især hvis de er intelligente.

De tænker klart, uden støj fra samvittighed. De tager beslutninger, hvor andre tøver. De kalkulerer, hvor andre overvejer. De charmerer, hvor andre forsøger. Og de manipulerer, fordi de instinktivt forstår spillet – uden selv at være fanget i det.

For dem eksisterer moral ikke som grænse, men som data.

Den menneskelige afgrund

Det er en fejl at se psykopaten som et væsen skabt til vold. Mange er ikke destruktive – blot forbløffende rationelle i deres fravær af følelser.

De kan lede, skabe, inspirere og præstere. Men de kan ikke forbinde sig.

Deres verden er en arena, ikke et fællesskab. Et spil, ikke et samfund. Et sted, hvor man vinder – ikke et sted, hvor man forstår.

Måske derfor fascinerer de os: Psykopaten bærer en mørk skygge af noget, der findes i os alle. Den del af vores natur, vi helst vil bortforklare – driften efter dominans, efter overlevelse, efter kontrol.

Psykopati findes ikke kun i kriminalitetens yderkanter. Den findes i bestyrelseslokaler. I kærlighedsforhold. I politik. I familier.

Sjældent dramatisk.

Men altid kold.

Hvor narcissisten siger: “Se mig. Jeg eksisterer, fordi du ser mig.”
siger psykopaten:
“Jeg eksisterer. Du eksisterer kun, hvis jeg kan bruge dig.”

Den fysiologiske sandhed

I årtier antog forskere, at psykopaten var følelsesmæssigt flad – at han manglede fysiologiske reaktioner.

Det viste sig ikke at være sandt.

Når man måler hans puls, hudens svedudskillelse, mikrobevægelserne i ansigtet, afsløres et andet mønster:

Psykopaten reagerer – bare ikke på det, vi andre gør.

Hvor almindelige mennesker reagerer på sorg, skyld, smerte og tab, reagerer psykopaten på noget helt andet:

på tab af kontrol, intimitet, sårbarhed, afsløring.

Han frygter ikke vold – men nærhed.
Ikke blod – men kontakt.
Ikke kaos – men følelser.

Det er derfor, mange psykopater trives dér, hvor andre går i panik: i hæren, i cockpittet, i brandbilen, i politibilen.

De præsterer under pres, fordi frygt ikke lammer dem – den skærper dem.

Men under denne næsten overmenneskelige ro ligger en mere dybtliggende sandhed:

De er ikke uden angst.
Deres angst er blot vendt på hovedet.

Faren kommer ikke udefra, men indefra.
Den udløses ikke af trusler mod kroppen, men af trusler mod det menneskelige.

Derfor søger psykopaten magt og kontrol – ikke kun som strategi, men som selvbeskyttelse mod noget, han oplever som mere truende end død:

intimitet.

Han kan møde krig uden at ryste –
men ikke kærlighed uden at bryde.