Når mor (eller far) har borderline – og ingen ved det

Borderline personlighedsforstyrrelse (BPD) er en alvorlig psykisk lidelse, der primært er kendetegnet ved følelsesmæssig ustabilitet, impulsivitet, voldsomme reaktioner på afvisning og et ustabilt selvbillede. Mennesker med borderline kæmper ofte med intense, men kortvarige forhold, frygt for at blive forladt og et konstant skift mellem idealisering og devaluering af andre.

Tilstanden rammer ca. 1-2 % af befolkningen – men mange er udiagnosticerede. Den opstår ofte i ungdommen som følge af traumer, tilknytningsforstyrrelser eller genetisk sårbarhed. Der er stor overlap med både narcissisme og PTSD, og mange borderline-ramte har samtidige diagnoser (såkaldt komorbiditet).

Borderline kan behandles, men gør stor skade – især når den ikke erkendes, og særligt når den ramte er forælder.

 

En overset arv af kaos, splittelse og skam

I de senere år har narcissisme fået stor opmærksomhed i medierne og i terapeutiske kredse. Mange har genkendt sig selv som børn af narcissistiske forældre, og det har givet sprog til en række usynlige sår og livsstrategier. Men i skyggen af narcissismen findes en anden forstyrrelse, som er mindst lige så ødelæggende – og ofte endnu sværere at få øje på: borderline personlighedsforstyrrelse. Mange, der har haft en borderline-forælder tæt inde på livet, lever stadig med eftervirkningerne – uden at forstå, hvor det hele kommer fra.

 

Grænsen, der hele tiden flytter sig

Borderline personlighedsforstyrrelse handler i sin kerne om en dyb indre kaos-tilstand. Den borderline person er ofte præget af ekstreme følelsesmæssige udsving, impulsivitet, tomhedsfølelse, angst for at blive forladt – og samtidig angst for at komme for tæt på. Intimitet og kærlighed føles som både frelse og trussel.

I relationer – især de nære – er mønstret intenst og ofte destruktivt: først idealiseres den anden, næsten som en frelser, og kort efter devalueres de og bliver opfattet som onde eller svigtende. “Jeg hader dig – forlad mig ikke!” er et velkendt udtryk for denne dynamik.

 

Børn af borderline: Fanget i et følelsesmæssigt mareridt

At vokse op med en borderline-forælder er ikke bare uforudsigeligt – det er som at leve i en følelsesmæssig krigszone. Stemningen kan skifte på et sekund. En mors eller fars stemme, der er lav og kærlig det ene øjeblik, kan eksplodere i raseri det næste.

Barnet forsøger hele tiden at afkode, navigere og regulere forælderens følelsesliv – for overlevelse, bogstaveligt talt. Rollen byttes om: barnet bliver den emotionelle forælder, mens den voksne glider ind i barnets rolle. Det kaldes parentificering, og det er ét af de mest giftige dynamikker, man kan udsættes for i en opvækst.

Og hvad gør et barn, når mor eller far er uforudsigelig, vred, såret, manipulerende og samtidigt sårbar og elskelig? Barnet vender skylden indad. Det lærer: Det er mig, der er noget galt med. Det er mig, der ikke er god nok. Det er min skyld, at mor ikke er glad.

 

Narcissisme og borderline – to sider af samme mønt?

Der er en dyb sammenhæng mellem narcissisme og borderline. Mange med borderline udviser også narcissistiske træk – og omvendt. Den store forskel er ofte drivkraften: hvor narcissistens vrede er reaktiv og knyttet til krænkelse af selvbilledet, er borderline-vreden som en konstant baggrundsstøj, forårsaget af et ureguleret følelsesliv og dyb indre smerte.

Begge forstyrrelser involverer dog en form for emotionel outsourcing: man bruger andre til at regulere sit indre kaos. I borderline-forstyrrelsen udliciteres sindet og følelseslivet til en partner, et barn eller en ven, som bliver ansvarlig for at holde sammen på det hele. Og når det uundgåeligt fejler, eksploderer relationen i raseri, forladthed og drama.

 

Når barnet bliver voksen – og bærer arven videre

Voksne børn af borderline-forældre kæmper ofte med relationer, selvtillid, skam og kronisk skyldfølelse. Mange udvikler selv borderline-træk – eller tiltrækkes af dysfunktionelle partnere, der genskaber barndommens mønstre. Andre bliver overpræsterende, følelsesmæssigt overansvarlige og slider sig selv op i forsøget på at gøre andre glade – præcis som de gjorde med deres mor eller far.

Mange lever langt under deres potentiale, fordi de stadig er styret af den indre stemme, de voksede op med: “Du er ikke god nok.” “Du må ikke fejle.” “Hvis du ikke er perfekt, bliver du forladt.”

 

Vejen videre: Erkendelse og behandling

Det vigtigste skridt er erkendelse. At sætte navn på det. At turde se, at mor (eller far) ikke bare var “følsom”, “træt” eller “lidt dramatisk” – men at der faktisk var noget alvorligt på spil.

Og det næste skridt er hjælp. For som forskning viser: borderline er en forstyrrelse, der faktisk kan behandles – både hos den ramte selv og hos de voksne børn, der bærer arven. Terapi, især dialektisk adfærdsterapi (DBT) og psykodynamisk behandling, kan hjælpe med at nedbryde den indre kritik, opløse de automatiske reaktionsmønstre og lære nye måder at være i verden på.

 

Til dig, der genkender dig selv

Hvis du læser dette og mærker, at noget resonerer dybt i dig – så er du ikke alene. Mange har levet hele liv i skyggen af en borderline-forælder uden nogensinde at forstå det. Du er ikke svag. Du er ikke forkert. Du er et menneske, der har overlevet noget ekstremt – og nu har du mulighed for at hele.

 

Hvis du er vokset op med en forælder med borderline-træk, kan du have været udsat for følelsesmæssig manipulation, splitting, skyldplacering og parentificering – uden at forstå det som sådan. Det er vigtigt at tage dine oplevelser alvorligt, søge støtte og begynde at afkode de mønstre, du måske stadig bærer med dig. At forstå borderline er første skridt mod at forstå dig selv.

Test dig selv: Er du vokset op med en borderline-forælder?

At vokse op med en forælder, der har borderline personlighedsforstyrrelse, efterlader ofte usynlige spor. Mange opdager det først langt senere i livet – som voksne, i terapi eller i mødet med egne børn. Denne test er ikke en diagnose, men et refleksionsværktøj, som kan hjælpe dig med at forstå din opvækst og dine mønstre.

Tag testen her