Oplever du, at dit barn er mere ængsteligt, uroligt eller klæbende end før? At det ikke tør sove ude, ikke vil undvære dig – eller pludselig ikke kan overskue helt almindelige hverdagssituationer? Måske genkender du også noget af angsten fra dig selv. Så er du langt fra alene.
Hver femte dansker rammes på et tidspunkt af angst, og børn er ingen undtagelse. Den gode nyhed er, at angst kan forstås, reguleres og behandles – især når vi lærer at skelne mellem barnets indre forestillingsliv og den ydre virkelighed, og når vi som forældre tør tage vores eget lederskab tilbage.
1. BØRN HAR EN LEVENDE FANTASI – OG BLIVER HURTIGT UTRYGGE
“Kaos skal mødes med orden” – sådan ønsker vi det som voksne, og sådan ønsker børn det også.
Når børn oplever indre uro, vil deres stærke fantasi forsøge at gøre følelsen konkret: en mærkelig fornemmelse i maven bliver til frygt for sygdom, ulykke, indbrud, monstre, at fly styrter ned – eller at mor og far forsvinder. Følelsen er ubevidst, men tanken gør den håndgribelig. Dermed føles faren virkelig.
For barnet er det ikke “bare noget, det forestiller sig”. Det
Mange forældre reagerer med forklaringer: “Statistisk set sker der ikke noget”, “Det er meget usandsynligt, at flyet falder ned”. Men børn opererer ikke med voksenlogik. De hører ofte kun: “Nå… så kan det altså ske.”
2. MÅLET ER IKKE AT FJERNE ANGST – MEN AT HJÆLPE BARNET MED AT HÅNDTERE DEN
Der er ingen grænser for, hvilke skrækscenarier børn kan skabe. Derfor er det afgørende at skelne mellem:
- barnets indre psykologiske virkelighed
- den ydre faktiske virkelighed
Vi skal møde barnets frygt som et psykisk fænomen – ikke bare som “forkerte tanker”. Følelser reguleres ikke af fakta alene, men af tryg tilknytning og tydigt lederskab.
Når forældre begynder at indrette hverdagen efter barnets angst – undgår situationer, forbereder sig på angsten, skåner og forklarer i det uendelige – kan angsten blive en fast del af både barnets og familiens identitet.
Det dit barn har mest brug for, er ikke, at du fjerner alle mulige farer, men at du tydeligt viser: “Jeg er her, jeg kan bære det her sammen med dig – og vi klarer det.”
3. RESPEKTÉR BARNETS FRYGT – MEN STYRK DEN IKKE
Bekræftelse og anerkendelse betyder ikke, at du skal være enig i, at verden er farlig.
Eksempel: Dit barn skal vaccineres og er bange. Du har tre typiske muligheder:
- Bagatellisere: “Der er da ingenting at være bange for!”
- Overbekræfte: “Ja, det er også virkelig ubehageligt og farligt…”
- Eller: “Jeg kan godt se, du er bange. Det er okay. Jeg er hos dig, og jeg hjælper dig igennem det.”
Det sidste skaber både kontakt og styrke. Du respekterer følelsen – men du nærer ikke angsten som sandheden om verden.
4. STIL IKKE LEDENDE SPØRGSMÅL
“Er du nervøs?” – “Er du bange for prøven?” – “Er du utryg nu?” Den type spørgsmål kan komme til at plantede en frygt, der ikke var aktiv.
Brug i stedet åbne spørgsmål:
- “Hvordan har du det med prøven på mandag?”
- “Hvad tænker du om at sove hos mormor?”
- “Hvad er det værste, du forestiller dig kunne ske?”
Når barnet svarer, kan du hjælpe med at skelne: “Det her er en tanke – ikke en forudsigelse.”
5. UDTRYK POSITIVE, MEN REALISTISKE FORVENTNINGER
Du kan aldrig love dit barn, at der aldrig sker noget svært. Men du kan formidle en grundlæggende tillid til, at svære ting kan håndteres.
I stedet for at love: “Der sker dig aldrig noget”, kan du sige:
“Nogle ting i livet er svære – men du kan klare mere, end du tror. Jeg beder dig aldrig om noget, jeg ikke tror gør dig stærkere.”
Fejl, nederlag, røde kinder, små sammenbrud – det hører alt sammen med. Fejl lærer os, hvordan noget ikke hænger sammen – og det er lige så vigtig viden som alt det, der lykkes.
6. UNDGÅ AT OVERFØRE DIN EGEN ANGST TIL DIT BARN
Måske det sværeste punkt – og det vigtigste.
Mange forældre opdager pludselig, at barnets angst ligner deres egen: flyskræk, sygdomsangst, social usikkerhed, frygt for at være alene.
Det sker aldrig med vilje. Men børn er ekstremt følsomme over for de voksnes nervesystem:
- de mærker, når du spænder op
- de ser, når du undgår noget
- de hører, når du bekymrer dig højt
Den gode nyhed er, at når du begynder at berolige dine egne dæmoner, falder barnets angst ofte overraskende hurtigt. Forældrens trivsel afspejles direkte i barnets indre ro.
7. KONKRETE STRATEGIER, DU KAN TALE MED DIT BARN OM
UNDGÅ MOBILISERING AF ANGSTEN
- undgå at “forberede” barnet på alt det farlige
- tal om oplevelser som muligheder, ikke potentielle katastrofer
- lad hverdagen være så normal som muligt
VÆR SAMMEN, IKKE OVERBESKYTTENDE
- tilbyd nærvær – ikke total beskyttelse
- “Vi gør det her sammen” fremfor “vi undgår det her for din skyld”
- ros barnet for mod – ikke kun for succes
LÆR ENKLE RO-TEKNIKKER
- ånd langsomt ind gennem næsen, ud gennem munden
- tæl langsomt til 10 indeni, mens du trækker vejret
- tryk fødderne mod gulvet og mærk kroppen
SKAB EN STÆRK HISTORIE
- tal om barnet som modigt – ikke skrøbeligt
- genfortæl situationer, hvor barnet overvandt noget svært
- byg en identitet: “Jeg er én, der kan lære at håndtere angst”
8. NÅR DET IKKE ER NOK – HYPNOSE SOM EFFEKTIV BEHANDLING
Nogle børn har så stærke angstsymptomer, at almindelig støtte og samtale hjemme ikke er nok:
- massiv søvnproblematik
- panikanfald ved adskillelse
- skolevægring eller kraftig social undgåelse
- mareridt, kropslige symptomer, tilbagevendende katastrofetanker
Her er det ofte nødvendigt at arbejde dybere – i den del af psyken, hvor sproget ikke helt rækker. Hypnose og dybdepsykologisk behandling er særligt effektivt til børn, fordi:
- de naturligt går i indre billeder og fantasier
- nervesystemet kan beroliges direkte på det ubevidste plan
- gamle chok og oplevelser kan omkodes uden at skulle gennemanalysere alt
I Munk Schandorff-arbejdet kombineres hypnose med forældreindsats: hvordan I i hjemmet taler, rammesætter og støtter barnet på nye måder, så forandringen ikke kun sker i terapirummet – men i hverdagen.