Der findes allerede tusind angreb på Donald Trump. Du behøver ikke et til. Denne artikel er noget andet: et forsøg på at forstå den psykologi, der gør ham mulig – og hvorfor han kan trigge os så voldsomt.
OG DET, DER VÆKKER STÆRKE FØLELSER I OS, GØR DET OFTE ALLEREDE.
- Hvorfor Trump kan føles befriende – og hvordan skamløs vrede virker som “lettelse”.
- Hvordan narcissisme fungerer som et ubevidst styresystem og forsvar af det falske selv.
- Hvad du konkret kan gøre i familie, på arbejdspladsen og over for narcissistiske chefer.
For det, vi ikke forstår, kan styre os. Og det, der vækker stærke følelser i os, siger ofte mere om os selv, end vi tror.
For mange af os begyndte det ikke som en tragedie, men som en lettelse. Trump blev oplevet som et friskt pust. Hvor galt kunne det gå? Inderst inde var han jo “som os andre” – bare mere oppustet, mere direkte, mere grov. Og hvis man vil noget stort, må man vel være lidt oppustet. Politikken havde længe føltes poleret, korrekt og følelsesløs. Her stod en mand, der sagde det, andre ikke turde sige højt.
Og der er noget dybt befriende ved et menneske, der virker skamløst. Særligt når man er træt af at blive fortalt, hvad man må mene, hvordan man må tale, og hvilke følelser man bør have. I en tid hvor mange oplevede debatter om MeToo, transspørgsmål og identitet som en konstant moralsk overvågning – og hvor venstreorienteret kulturpolitik for nogle føltes som en form for social disciplinering – trådte Trump frem med noget andet: skamløs vrede. Ikke indpakket. Ikke afstemt. Ikke undskyldende.
Vrede kan være tiltrækkende, når man selv er frustreret. Pludselig var der én, der “satte tingene på plads”. Én, der sagde “nok er nok”. Grovhederne blev accepteret. Uforskammetheden bortforklaret. Man tænkte: Det er jo ikke mig, han taler om. Det er dem, der fortjener det.
Men narcissistisk vrede skelner ikke i længden. Den har ikke loyalitet. Den har ikke proportionalitet. Den har ét formål: at regulere et indre pres ved at flytte det ud i verden. Først er det “de andre”. Så bliver det nogen tættere på. Og pludselig er det også os. Pludselig er det Danmarks tur. Eller Grønlands.
TRIGGEREN
Hvis Trump trigger dig, er det værd at spørge hvorfor. Ikke for at “give ham ret”, men for at blive fri af ham. For det, der udløser stærk foragt eller fascination, er ofte det, vi endnu ikke har tænkt klart om. Forstår du ham ikke, forstår du heller ikke en del af dig selv.
Vi har alle noget til fælles med Trump: Vi har alle været sådan. Da vi var fire år gamle. Dengang verden enten adlød eller var imod os. Dengang behov kom før relationer, og frustration blev til raseri. De fleste af os udviklede os videre. Vi lærte at rumme afvisning, tvivl og begrænsning. Vi lærte at regulere os selv indefra. Men nogle gør ikke. Nogle bliver stående i et psykologisk udviklingstrin, hvor verden fortsat skal regulere deres indre tilstand.
Nogle af os har flere narcissistiske træk end andre. Men nogle mennesker bliver strukturelt besat af narcissisme. De kaldes narcissister. Og Trump har – mere end nogen anden offentlig person i nyere tid – leveret et råt, ufiltreret materiale til psykologisk analyse. Ikke fordi han er “særlig ond”, men fordi han er særligt åbenlys.
DAVOS: SELVROS SOM REGULERING
Det blev tydeligt, da Trump talte i Schweiz. Ikke fordi oplægget var særligt informativt, men fordi det var psykologisk afslørende. Selvrosen var massiv. Gentagelserne var næsten rituelle: Han havde gjort mest, leveret mest, reddet mest, skabt mest. Budskabet var ikke “vi”. Budskabet var “jeg”.
Det er fristende at høre det som ren arrogance. Men i narcissistisk psykologi er selvforherligelse ofte noget andet: En indre støttepæl. En fortælling, der skal gentages, til den føles som virkelighed. For når verden ikke giver den anerkendelse, narcissisten føler sig berettiget til, opstår der ikke bare skuffelse – der opstår trussel.
GRØNLAND: NÅR VERDEN SKAL RETTE SIG
Det er i den sammenhæng, Grønland bliver mere forståelig – uden at blive acceptabel. Udefra virker det absurd: at et land, et folk og en suverænitet reduceres til et objekt, som kan kræves, kontrolleres eller “tages”. Men i narcissistens logik handler det sjældent om sagen. Det handler om krænkelse.
Når narcissisten føler sig underkendt, flytter styresystemet affekten ud i verden. I stedet for indre sårbarhed kommer ydre krav. I stedet for selverkendelse kommer dominans. Verden skal ændres – eller straffes.
STRUKTUREN
For at bevare integriteten i analysen er det vigtigt at sige det tydeligt: Grønland er ikke kun en impuls udløst af én episode. Temaet har været tilbagevendende i årevis. Det peger på et dybere mønster: Grønland fungerer som et symbolsk kontrol-objekt i en større fortælling om styrke, sikkerhed, ret og dominans.
Derfor kan begrundelserne også skifte: NATO, sikkerhed, “ret”, historik. Men begrundelserne er ofte ikke årsager. De er efterrationaliseringer: styresystemets måde at give affekten et sprog, som kan præsenteres som fornuft.
FORSVARET AF DET FALSKE SELV
Narcissismen er et forsvar af et falsk selv. Et falsk selv er ikke en løgn, der bevidst fortælles. Det er en konstruktion, som psyken har brug for. Den opstår som et overlevelsessystem: “Hvis jeg er stor, stærk og uovervindelig, kan jeg ikke blive ramt.”
Men prisen er høj. For det falske selv kan ikke tåle almindelig menneskelighed: fejl, tvivl, begrænsning, kompleksitet. Det kan ikke tåle at være et menneske blandt mennesker. Det må være noget særligt.
NARCISSISME SOM STYRESYSTEM
Forestil dig en narcissist. Hvad er det? I grunden er narcissismen et styresystem, der regulerer ubevidst. Donald Trump – hvem han end var eller kunne have været – er selv underkastet dette styresystem.
Systemet regulerer negative følelser, og negative følelser er hvad der styrer. Altid. Der er ingen stabil adgang til positive følelser. Der er kun korte highs gennem beundring, magt og kontrol – og en konstant risiko for at skam, tomhed og mindreværd bryder igennem.
Derfor gør det så ondt, når Trump ikke får den anerkendelse, han forventer. Det truer det falske selv. Og i stedet for selverkendelse – som kræver sårbarhed og indadvendthed – overføres vreden på verden. Verden skal ændres. Eller straffes.
DEN INDRE LOGIK
Udefra ligner det et barn i affekt. Indefra opleves det som retfærdighed. Narcissisten føler sig snydt og underkendt – og derfor føler han sig legitimt berettiget til gengældelse. Det giver ikke moralsk mening. Men det giver psykologisk mening.
HVAD MAN GØR I HVERDAGEN
Det vigtigste, narcissismen kan lære os, er dette: Virkelighed er ikke altid fælles. Nogle mennesker navigerer ikke ud fra empati, proportionalitet og gensidighed – men ud fra trussel, kontrol og regulering. Når du forstår det, slipper du behovet for hele tiden at forklare og forsvare dig.
I familien:
- Stop med at forklare dig. Forklaringer bliver ofte brændstof.
- Forvent ikke indsigt eller gensidighed. Tænk i grænser og konsekvens.
- Hold kommunikationen kort, rolig og konkret.
På arbejdspladsen:
- Dokumentér aftaler og beslutninger.
- Kommunikér faktuelt – ikke følelsesmæssigt.
- Undgå magtkampe. Vind ved struktur, klarhed og fravær.
Hvis din chef har stærke narcissistiske træk:
- Giv ikke “næring” gennem drama, forklaringer eller underkastelse.
- Brug struktur frem for kritik: aftaler, referater, klare leverancer.
- Hvis du kan: forlad spillet. Narcissistiske systemer æder energi.
HVAD VI KAN BRUGE DET TIL
Vi kan bruge denne indsigt til at beskytte os selv – og til at blive mere modne. For narcissisme er ikke kun “derude”. Det er en mulighed i psyken, når vi ikke kan rumme smerte indad og i stedet flytter den udad. Trump er ikke kun et politisk fænomen. Han er et spejl.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvordan man stopper en mand som Trump, men hvad man gør med det i sig selv, som gør ham mulig: behovet for en stærk leder, der bærer vores vrede, og som lover at straffe verden på vores vegne.