Hvis du har prøvet at være smaskforelsket, ved du præcis, hvordan det føles: Som om hele verden drejer sig om den anden person. Som om I er skabt for hinanden. Det er intenst, uimodståeligt – og kan føles som det mest rigtige i livet. Men måske har du også oplevet, at alt føles anderledes efter noget tid. Hverdagen melder sig, de små irritationer fylder, og det er, som om du pludselig ser personen med helt nye øjne.
Hvad skete der med magien? Og hvorfor føles det pludselig, som om du ser noget helt andet, end du gjorde i starten? Svaret ligger i en psykologisk mekanisme, Jung kaldte projektion – og forståelsen af den kan være nøglen til både at redde et forhold og til at vælge mere bevidst i kærlighedslivet.
De fleste af os går ind i kærlighedsforhold med håbet om at finde “den eneste ene” – en partner, der passer perfekt til os, som vi kan elske uden forbehold, og som vil forstå os fuldstændigt. Men i praksis ender mange med at skændes, glide fra hinanden eller føle, at de har valgt forkert. Hvorfor sker det så ofte? Jung gav et svar, som stadig er lige så relevant i dag, som det var for 100 år siden.
1. Forelskelsen er ofte en projektion
Når vi møder et menneske, der vækker stærk tiltrækning, er det sjældent, fordi vi ser dem, som de er. Ifølge Jung projicerer vi en del af vores ubevidste psyke over på den anden – typisk vores anima (den feminine side i mænd) eller animus (den maskuline side i kvinder).
Det betyder, at vi ofte forelsker os i vores eget indre billede – ikke i personen foran os. I starten føles det magisk, altopslugende og skæbnebestemt. Vi oplever en slags indre genkendelse: “Endelig – der er du.” Men det, vi genkender, er ofte noget i os selv, vi endnu ikke har taget helt ejerskab over.
Forelskelsen er derfor sjældent ren løgn – men den er heller ikke hele sandheden. Den er en blanding af den anden og af de drømme, længsler og skygger, vi lægger over på dem. Og det er her, illusionen sniger sig ind.
2. Når projektionen falder
På et tidspunkt begynder vi at se partneren mere realistisk. Vi opdager, at de ikke er den perfekte bærer af vores drømme, men et selvstændigt menneske med egne behov, fejl og skygger. Den fase er kritisk, for det er her, mange forhold knækker – eller modnes.
Nogle bliver skuffede og trækker sig: “Du er ikke den, jeg troede.” Andre bliver vrede og forsøger at presse partneren tilbage i den rolle, vi først så dem i: mere romantisk, mere nærværende, mindre krævende, mere bekræftende.
Og så er der dem, der bruger skuffelsen som et springbræt til ægte kærlighed: hvor man begynder at møde partneren, som de virkelig er – og ikke kun som bærer af ens egne indre billeder.
Forelskelse er ofte en projektion af vores ubevidste idealer. Skuffelsen, der kommer bagefter, er ikke nødvendigvis et tegn på, at vi har valgt forkert – men på, at virkeligheden er ved at dukke op. Det er dér, det egentlige parforholdsarbejde begynder.
3. Ægte kærlighed kræver bevidsthed
Jung mente, at den virkelige opgave i et parforhold starter, når illusionen om den perfekte partner falder. Før det er vi i høj grad drevet af indre billeder og ubevidste længsler. Når sløret løftes, skal vi i stedet vælge – bevidst.
Ægte kærlighed bygger på tre ting:
Selvkendskab – at kende og eje sine egne følelser, længsler og skygger, så man ikke igen og igen læsser dem over på partneren og gør dem ansvarlige for ens indre liv.
Individuation – at begge parter udvikler sig som hele mennesker, ikke kun som “halvdelen af et par”. Man skal kunne stå som sig selv, for at man reelt kan vælge den anden.
Ærlig kommunikation – at turde sige, hvad man føler og har brug for, uden at gøre den anden forkert. Ikke kun i vrede, men også i sårbarhed.
4. Hvorfor vi ofte skændes
Når vi ikke forstår projektionens rolle, tolker vi skuffelse som et tegn på, at vi har valgt forkert – og frustration som et tegn på, at den anden bør ændre sig. Men mange skænderier handler i virkeligheden om indre konflikter, vi har givet partneren skylden for.
Eksempel: Du føler, at din partner ikke ser dig. I virkeligheden handler det måske om, at du selv er ude af kontakt med dine egne behov – og håber, at de vil gøre arbejdet for dig.
Eller du bliver rasende over en detalje, men reaktionen er overdreven, fordi den trækker på gamle, ubevidste sår fra tidligere relationer. Partneren står så med hele reaktionen – men er kun en lille del af årsagen.
5. Filmkærligheden – den store misforståelse
Moderne kultur – især film og serier – romantiserer forelskelse, som om den i sig selv er sand kærlighed. Vi ser scener, hvor to mennesker mødes, gnisterne flyver, og de “bare ved”, at de hører sammen.
Men den type kemi er ofte ubevidst gensidig projektion. Det betyder ikke, at den er værdiløs – men hvis vi tror, den kan bære et helt liv alene, bliver vi skuffede. Den holder sjældent uden bevidst arbejde bagefter.
6. Hvad vi bør forstå om kærlighed
Den første forelskelse er ikke hele sandheden – den er begyndelsen på en rejse. Når skuffelsen kommer, er det ikke nødvendigvis slut. Det kan være en invitation til at mødes på et dybere plan.
Ægte kærlighed kræver, at vi arbejder med os selv lige så meget som med relationen. Det bedste fundament for et parforhold er ikke blind lidenskab, men to mennesker, der har set hinandens virkelige jeg – og vælger hinanden alligevel.
Jung formulerede det sådan: “Mødet mellem to personligheder er som kontakten mellem to kemiske stoffer: hvis der sker en reaktion, forvandles begge.” Det gælder både i forelskelse og i den langsomme, dybe kærlighed, der kan vokse frem bagefter.
Når narcissisme eller borderline er på spil
Netop derfor bliver det et stort problem, når der er narcissisme eller ubehandlet borderline på spil. For her er forvandling ofte langt vanskeligere. Projektioner er ikke kun romantiske illusioner, men kan udvikle sig til destruktive dynamikker, hvor gensidig vækst bliver næsten umulig.
I relationer med udtalt narcissisme bliver partneren ofte brugt som spejl og regulator, snarere end mødt som et selvstændigt menneske. Kritik, idealisering, nedgørelse og gaslighting kan gøre det ekstremt svært at bevare kontakten til egne følelser og grænser.
I relationer præget af borderlineproblematikker kan intensitet og frygt for at blive forladt skabe voldsomme følelsesmæssige udsving, hvor både idealisering og devaluering af partneren afløser hinanden. Her bliver projektionerne ikke et udviklingsrum, men et følelsesmæssigt stormvejr.
I begge tilfælde kan det være nødvendigt med støtte udefra – terapi, rådgivning eller et trygt rum – for overhovedet at kunne se klart, hvad der er dit, hvad der er den andens, og hvad der faktisk er muligt.
