I disse år ser vi et voksende fænomen: voksne børn, der bryder kontakten med deres forældre. Nogle gør det midlertidigt, andre i længere perioder – og for nogle bliver bruddet permanent. Denne artikel er den første i en serie om familier i krise. Serien har ikke til formål at udpege skyldige, men at undersøge, hvad der kan gå galt i relationen – og hvad man som forælder kan være opmærksom på, hvis man ønsker et livslangt forhold til sine børn.
Vi lever i en tid, hvor vi i langt mindre grad er afhængige af hinanden. Økonomisk, socialt og praktisk kan mange klare sig uden familien. Det gør det lettere at bryde relationer, som tidligere blev opretholdt af nødvendighed. For nogle mennesker er et brud tvingende nødvendigt for at kunne overleve psykisk. For andre er det måske ikke – men bliver alligevel resultatet.
Det handler om roller, samvittighed – og om det svære arbejde med at give slip.
BARNET FØDES IND I FORÆLDRENES PSYKOLOGISKE VIRKELIGHED
Et barn fødes ikke blot ind i en ydre verden, men ind i forældrenes indre virkelighed. Deres konflikter, uforløste følelser, blinde vinkler og værdier bliver en del af barnets psykiske landskab.
Barnets samvittighed – den indre stemme, barnet senere tænker med – rummer både mor og far. Det er ikke noget, barnet vælger. Det er et grundvilkår. Og her kan problemer opstå.
Nogle forældre formår ikke at se barnet som et selvstændigt menneske, men kun som deres barn. Barnet bliver en forlængelse af forælderens identitet, behov eller uforløste liv. Når det sker, kan barnet opleve en grundlæggende fremmedgørelse – en fornemmelse af aldrig helt at være sig selv, men altid at skulle være noget for nogen.
SKYLD, SKAM OG FORVEKSLINGEN AF MAGT OG KÆRLIGHED
Nogle forældre anvender – ofte ubevidst – skyld og skam som reguleringsmekanismer. Ikke nødvendigvis for at kontrollere, men fordi de ikke har tillid til, at relationen kan bæres af frivillighed, varme og gensidighed.
Andre forstår ikke forskellen mellem magt og kærlighed. Autoritet bliver forvekslet med nærhed, kontrol med omsorg. Når barnet vokser op, bliver dette ofte uudholdeligt.
For kærlighed kan ikke kræves. Den kan kun gives.
ET KONKRET EKSEMPEL: TINA OG HENDES MOR
Tina ønsker ikke længere kontakt med sin mor. For moderen er det uforståeligt. Hun oplever, at de blot taler forbi hinanden, og at datteren uden grund har vendt hende ryggen.
Moderen har altid haft et indre billede af sin datter. Et billede af den pige, hun har kendt siden barndommen – som hun mener at kende ind og ud. Problemet er, at Tina ikke længere opfører sig i overensstemmelse med dette billede. Hun passer ikke ind i moderens forestilling om, hvem hun er og bør være.
Det fører til gentagne konflikter. Moderen bliver skuffet og såret. Tina føler sig ignoreret, korrigeret og talt ned til. De taler ikke om det samme – de taler ud fra hver deres virkelighed.
Her ser vi et klassisk eksempel på en forælder, der aldrig har lært sit barn at kende uden for sine egne projektioner.
NÅR ANERKENDELSE BLIVER BETINGET
Som barn identificerede Tina sig i høj grad med moderens forventninger. Det var her, anerkendelsen og kærligheden lå. At være “rigtig” i moderens øjne var en forudsætning for at høre til.
I teenageårene begyndte dette at skride. Tina havde ikke længere brug for, at moderen var det moralske overhoved. Hun trak sig gradvist – ikke som oprør, men som en nødvendig differentiering.
Moderen kunne imidlertid ikke finde ud af at relatere til Tina som et voksent menneske. Hun havde selv levet i loyalitet med sin egen mor, ofte mod sin vilje, men af samvittighed. Hun havde gjort, hvad der blev forventet, og bar dette indre krav videre.
NÅR SAMVITTIGHEDEN IKKE GÅR I ARV
Tina overtager ikke denne samvittighed. Hun lever ikke ud fra skyld og pligt på samme måde. Og netop dét opleves af moderen som voldsomt provokerende.
Moderen føler sig svigtet og skuffet. Tina føler sig uset og reduceret til et gammelt billede af sig selv.
Konflikten handler ikke om konkrete handlinger eller uenigheder, men om relationens grundlag: Moderen relaterer til en forestilling – ikke til det menneske, der står foran hende.
Når et barn ikke længere vil bære forælderens indre billede, opleves det ofte som et tab. Men for barnet er det et nødvendigt skridt mod at blive sig selv. Og hvis dette skridt ikke respekteres, kan afstand blive den eneste mulighed.
IKKE SKYLD – MEN ANSVAR OG ACCEPT
Denne artikel handler ikke om skyld. Den handler om forståelse – og om at give slip. For i sidste ende er det sjældent muligt at ændre sine forældre. Ikke fordi de er onde, men fordi nogle mennesker ganske enkelt ikke har evnen eller viljen til selvindsigt.
Kun barnet kan skabe forandringen. Ikke ved at forklare, overbevise eller vente på, at forælderen forstår – men ved selv at bryde fri af det mønster, relationen er fanget i.
At give slip er ikke det samme som at afvise. Det er at holde op med at kæmpe mod det, der ikke kan ændres – og i stedet tage ansvar for sit eget liv.