Hjælp. Jeg er blevet akkurat som mine forældre
Der findes et øjeblik, mange voksne kender. Det kommer ofte uventet. Midt i hverdagen. I stemmen, der hæver sig. I kroppen, der spænder. I irritationen over noget småt. I behovet for kontrol.
Og så rammer erkendelsen:
“Det dér… det er jo min far.”
Eller:
“Det er præcis sådan, min mor gjorde.”
Ikke bare i handling – men i tonefald, i affekt, i den måde verden pludselig snævrer ind på.
For mange er det et chok. For andre en stille resignation. For de fleste en skamfuld erkendelse.
For vi har jo lovet os selv noget andet.
VI LOVEDE OS SELV, AT DET IKKE SKULLE GENTAGE SIG
De fleste mennesker bærer på en indre kontrakt, de har indgået tidligt i livet:
Vi vil ikke være fraværende. Vi vil ikke være kontrollerende. Vi vil ikke være følelsesmæssigt kolde. Vi vil ikke lade vrede, alkohol, tavshed eller skam fylde rummet.
Og ofte lykkes det – på overfladen.
Vi drikker måske ikke. Vi slår ikke. Vi råber mindre. Vi gør os umage.
Men alligevel sniger noget sig ind.
Noget, der ikke handler om hvad vi gør – men hvordan vi er.
HVORFOR KAMPEN IMOD OFTE GØR DET VÆRRE
Der er et paradoks, som de fleste overser:
Jo mere vi kæmper imod vores forældre, jo mere risikerer vi at ligne dem.
For kampen holder os fast i dem.
Når vi definerer os selv i opposition, bliver vores indre kompas stadig orienteret mod det samme udgangspunkt. Vi reagerer, korrigerer, justerer – men vi er ikke frie.
Det, vi forsøger at undgå, bliver det, der organiserer os.
Ikke bevidst. Men strukturelt.
VI FORVEKSLER ADFÆRD MED DET EGENTLIGE PROBLEM
Når vi siger “jeg vil ikke blive som mine forældre”, mener vi næsten altid deres adfærd:
- det, de sagde
- det, de gjorde
- det, de undlod
Men adfærd er kun det synlige lag.
Under adfærden ligger noget langt mere styrende:
- måden følelser blev reguleret på
- hvordan magt og ansvar blev fordelt
- hvordan konflikter blev håndteret – eller undgået
- hvordan kærlighed blev givet, trukket tilbage eller gjort betinget
Det er disse mønstre, vi overtager.
Ikke fordi vi vil. Men fordi de blev indlejret i os, før vi havde et sprog.
VI LIGNER VORES FORÆLDRE MERE, END VI TROR
Jeg vil vove den påstand, at vi emotionelt, mentalt og relationelt ligner vores forældre mere end nogen andre mennesker.
Også når vi har læst bøger. Også når vi er reflekterede. Også når vi har “forstået det hele”.
For det, der ligner mest, er ikke vores holdninger – men vores reaktioner under pres.
Det er dér, arven viser sig.
I stress. I tab af kontrol. I relationer, hvor noget står på spil.
NÅR VI SELV FÅR BØRN, AKTIVERES DET UBEVIDSTE
At få børn er ikke bare en ny rolle. Det er en aktivering.
Vores egen barndom bliver pludselig levende igen – ikke som minder, men som kropslige tilstande.
Det barn, vi selv var, står pludselig ved siden af det barn, vi har fået.
Og uden at vi opdager det, begynder vi at reagere ud fra gamle indre positioner:
- den, der måtte klare sig selv
- den, der skulle være sød
- den, der ikke måtte fylde
- den, der aldrig blev set
Barnet foran os vækker noget bagud i tiden.
NÅR VI BRUGER VORES BØRN – UDEN AT VIDE DET
De færreste forældre bruger deres børn bevidst. Men mange gør det ubevidst.
Ikke på en grov måde. Men subtilt.
Vi kan komme til at bruge barnet til:
- at reparere vores egen barndom
- at bevise, at vi er anderledes
- at skabe mening i vores eget liv
- at regulere vores egen angst
Og så sker det farlige:
Barnets behov bliver sekundære i forhold til vores indre projekt.
Vi begynder at måle os selv gennem barnet.
“Jeg henter dig altid.”
“Jeg drikker aldrig.”
“Du har det jo godt.”
Men barnet lever ikke i vores intentioner. Det lever i relationen.
SKYGGEN FORSVINDER IKKE – DEN FLYTTER BARE STED
Det, vi ikke har integreret i os selv, forsvinder ikke, fordi vi bliver voksne.
Det bliver til skygge.
Og skygger:
- søger udtryk
- søger relation
- søger næste generation
Ikke fordi vi er dårlige mennesker. Men fordi psyken vil helhed.
INDIVIDUATION: VEJEN UD AF GENTAGELSEN
Carl Gustav Jung kaldte den nødvendige proces individuation.
Ikke at blive perfekt. Ikke at blive fri for sine forældre. Men at blive et selvstændigt psykologisk subjekt.
Individuation betyder:
- at tage ansvar for sit indre liv
- at erkende sine reaktioner
- at bære sin historie uden at gentage den
Det er her, bruddet sker.
Ikke et ydre brud. Men et indre.
MIN EGEN ERFARING (OG HVORFOR DEN ER RELEVANT)
For mit eget vedkommende har terapi og psykoanalyse været en vej til at give mindre videre til min søn.
Ikke ingenting. Men mindre.
Ved at forstå min egen vrede, mit behov for kontrol og min uro ved tab af styring, kan jeg oftere lade være med at handle på den.
Jeg kan mærke affekten – uden at overføre den.
Noget så enkelt som at sætte mig ved siden af mit barn og ikke gøre noget har været en øvelse i sig selv. Ikke for ham. For mig.
For det nærvær faldt mig ikke intuitivt. Og netop derfor var det vigtigt.
BEVIDSTHED ER IKKE EN TILSTAND – DET ER ET ARBEJDE
Bevidsthed er ikke noget, man opnår én gang for alle. Det er et valg, man gentager.
I hvert øjeblik:
- handler jeg ud fra gamle mønstre – eller aktuelle værdier?
- reagerer jeg – eller vælger jeg?
Det er ikke en opgave, man bliver færdig med. Det er en opgave, man påtager sig.
DET HANDLER IKKE OM SKYLD – MEN OM ANSVAR
Det er ikke vores skyld, hvad vi har fået med os.
Men det er vores ansvar, hvad vi giver videre.
Terapi er ikke en luksus. Det er ikke selvoptagethed. Det er ikke et svaghedstegn.
Det er et forsøg på at standse en gentagelse.
Og måske er det i virkeligheden dét, der ligger i sætningen:
Ikke en dom. Men en mulighed.