I den første artikel beskrev vi, hvorfor så mange voksne børn i dag bryder kontakten med deres forældre. Ikke som et opgør drevet af vrede, men som et forsøg på at bevare sig selv. Denne artikel handler om det næste skridt: hvad der konkret sker i det voksne barn – og hvordan man i praksis begynder at bryde fri af et familiemønster, der ikke længere giver plads til at være sig selv.
FAMILIEN SOM LUKKET SYSTEM
For at forstå, hvad der sker i mange fastlåste familierelationer, er det hjælpsomt at betragte familien som det, den ofte fungerer som psykologisk: et lukket og afgrænset system.
I enhver familie eksisterer der uskrevne regler, normer og værdier, som kun gælder netop dér. De er ikke universelle, ikke nødvendigvis rationelle – men de er virksomme. På den måde bliver familiens værdier dybt subjektive, og i et sundt system burde de løbende kunne forhandles, udfordres og udvikles.
Men sådan fungerer magt sjældent.
Jo mere usikre magtpersoner er, desto større bliver behovet for kontrol. Og desto mindre plads er der til børnenes selvstændige værdier – særligt når disse står i konflikt med familiens etablerede moral eller selvforståelse.
Præcis de samme mekanismer kendes fra enhver sekt. Man underordner sin individualitet for at få adgang til fællesskabets beskyttelse, tryghed og tilhørsforhold. Prisen er, at egne impulser, tvivl og værdier må undertrykkes.
Men for barnet er tilpasningen ikke et frit valg. Den er et eksistentielt vilkår. Man tilpasser sig ikke for at få magt – men for at overleve følelsesmæssigt.
NÅR INTEGRITETEN LANGSOMT FORSVINDER
Jeg vover den påstand, at langt hovedparten af psykiske lidelser, kroniske symptomer og indre konflikter ikke opstår, fordi der er noget galt med mennesket, men fordi mennesket ikke har kunnet bevare sin integritet i relationen.
Man har ikke følt sig elsket betingelsesløst. Man har ikke oplevet, at egne følelser og impulser havde plads. I stedet har man lært: “Jeg er god nok, når jeg er sådan, som de andre har brug for.”
TINA – SET INDEFRA
Tina er vokset op i et system, hvor hendes rolle var tydelig. Anerkendelsen lå i at leve op til moderens indre billede. Hun lærte tidligt at justere sig, tage ansvar og tilsidesætte sin intuition.
Den undertrykte side – skyggesiden – viste sig ikke som oprør, men som indre uro, spænding, vrede, angst og fysiske symptomer. Ikke fordi Tina var forkert, men fordi noget i hende aldrig fik lov til at være til stede.
BRUDDET – IKKE SOM HÆVN, MEN SOM DIFFERENTIERING
Det afgørende er dette: Kun barnet kan bryde mønsteret. Ikke forælderen. Ikke samtalen alene. Bruddet er et indre opgør med rollen, samvittigheden og håbet om, at relationen bliver, som den burde.
Dette opleves ofte som skyld eller egoisme. Psykologisk er det en nødvendig bevægelse mod voksenhed.
HVORDAN MAN GØR DET I PRAKSIS
For Tina – og for mange andre – handler det konkret om at holde op med at forklare sig, acceptere forælderens begrænsninger og tage sin egen samvittighed tilbage.
Det er ikke kulde. Det er ikke straf. Det er selvbeskyttelse. Og ofte er det først her, helingen kan begynde.
NY RELATION – ELLER ACCEPT
Når barnet træder ud af sin gamle rolle, sker der én af to ting. Enten kan relationen genopstå på nye vilkår – mere nøgtern og mindre idealiseret. Eller også må relationen accepteres, som den er, uden håb om forandring.
Begge dele kræver mod. Begge dele kan være helende. At give slip på familien som psykologisk system er ikke at opgive sin historie, men at holde op med at leve i den.
VIDERE HERFRA
I næste artikel ser vi på, hvad der sker, når dette brud ikke tages – eller kun tages halvt. Og hvorfor kroppen ofte begynder at tale gennem symptomer, når psyken ikke længere kan holde konflikten nede.