Hvad er det bedste, vi kan gøre for vores børn?

Der er mange gode ting at gøre for sine børn. Måske er det i virkeligheden lidt søgt at opstille dem i en hierarkisk orden.

Men der er én ting, som ligger mig meget på sinde – og som jeg tror kunne spare mange børn for både angst, uro og senere diagnoser:

EN FØLING, VI ENGANG HAVDE

Tidligere var denne føling mere eller mindre naturgiven. Alle mennesker havde den.

Naturmennesker havde den. Bønder havde den. Håndværkere havde den. Børn havde den.

Man levede tættere på kroppen, rytmerne, naturen og døden. Ikke fordi livet var lettere – tværtimod – men fordi mennesket ikke var adskilt fra sin eksistens på samme måde, som mange er i dag.

Det moderne menneske gjorde i høj grad op med troen på guder, ånder og det himmelske tilbage i 1500-tallet. Oplysning, videnskab og kritisk tænkning har givet os enorm frihed, og det skal ikke romantiseres væk.

Men som det ofte sker, glemte vi noget undervejs.

DE UBEVIDSTE KVALITETER, VI MISTEDE

Religion fungerede – også – som noget selvopretholdende for mennesket. Ikke fordi dogmerne nødvendigvis var sande i sig selv, men fordi de holdt mennesket forbundet med noget større end egoet.

Noget, der:

• gav plads til frygt og håb
• rummede det uforudsigelige
• mindede mennesket om, at det ikke var alene
• forbandt det indre liv med verden udenfor

Når man fjerner dette uden at erstatte det med noget andet, står mennesket mere nøgent end nogensinde.

“SKAL MIT BARN SÅ I KIRKE?”

Nu tænker du måske:

Carsten, siger du, at jeg skal tage mit barn med i kirke? At det skal tro på gamle bøger og dogmer?

Nej.

Jeg er ikke selv medlem af nogen kirke. Men er jeg et religiøst menneske?

Ja. Delvist.

For mig betyder religion ikke magtreligion – hverken i form af indremission, islam eller andre systemer, hvor religion bruges til at styre menneskers adfærd. Det er politik forklædt som religion. Gamle magtmenneskers drøm om at kontrollere andre mennesker.

RELIGION SOM PSYKOLOGISK FÆNOMEN

Ordet religion kommer af religare – at samle det adskilte til en helhed.

For mig er religion i psykologisk forstand:

• følingen med mig selv som et helt menneske
• oplevelsen af at høre til i verden
• forbindelsen mellem krop, følelse, natur og mening

Jeg er ikke fremmed på denne jord. Jeg er ikke kastet ind i verden som noget, der ikke hører til.

Jeg er vokset ud af den. Ud af en særdeles jordisk kvinde.

Jeg skal ikke overvinde naturen. Jeg er en del af den.

Jeg skal ikke overvinde mig selv. Jeg skal ikke konstant retfærdiggøre min eksistens.

Ligesom intet andet levende eller organisk væsen behøver at retfærdiggøre sit.

DET, VORES BØRN RISIKERER AT MISTE

Problemet i dag er ikke, at børn mangler regler, struktur eller viden. Problemet er, at mange børn mister kontakten til deres indre kompas.

De lærer tidligt:

• hvad de bør mene
• hvad de bør føle
• hvordan de bør være
• hvad der er rigtigt og forkert

Men de lærer sjældent:

• hvordan noget mærkes
• hvornår noget føles sandt for dem
• hvor længe det føles sandt
• hvornår de skal justere

Når denne føling forsvinder, opstår uroen. Angsten. Tilpasningen. Selvkontrollen.

Ikke fordi barnet er svagt – men fordi forbindelsen indad er blevet forstyrret.

AT KUNNE MÆRKE MODGANG – UDEN AT GÅ I STYKKER

Noget af det vigtigste, vi kan give vores børn, er ikke beskyttelse mod modgang – men evnen til at mærke den.

At kunne være i besvær. At kunne stå i ubehag. At kunne blive overvældet af frygt uden straks at skulle væk fra den.

For modgang, lidelse og usikkerhed er ikke fejl i livet. De er livet.

Hvis et menneske ikke lærer at mærke disse tilstande i kroppen, vil det senere enten:

• undgå dem for enhver pris
• kontrollere sig selv og andre
• eller blive overvældet, når de uundgåeligt opstår

TRO, TVIVL OG DET INDRE ARBEJDE

Tro bliver ofte forstået som det modsatte af tvivl. Men egentlig er tro det modsatte af desorientering.

Blind tro er ignorance. Men moden tro er evnen til at blive i det, man ikke forstår endnu.

At kunne sige:

Det er en evne, der skal læres. Og den læres ikke gennem forklaringer.

“HVORDAN MÆRKEDE DU DET?”

Måske er det et af de vigtigste spørgsmål, vi kan stille vores børn:

Ikke:

• var det godt eller dårligt?
• kunne du lide det?
• var det rart?
• gik det som det skulle?

Men:

• hvor i kroppen mærkede du det?
• var det tungt eller let?
• var det skræmmende – og hvor længe?
• ændrede det sig, mens du sad med det?

Når et barn lærer at forholde sig til sine oplevelser på denne måde, begynder det at udvikle værdier indefra.

Ikke værdier, der er overtaget. Men værdier, der er erfaret.

NÅR VI VIL FOR HURTIGT VIDERE

Her tror jeg, vi som forældre ofte bliver for ivrige.

Vi vil gerne have, at børnene har det godt. At oplevelserne er rare. At de føler sig trygge og glade.

Det er forståeligt. Men der er en risiko.

For hvis vi for hurtigt forsøger at:

• gøre noget rart igen
• trøste væk
• forklare væk
• aflede
• fikse

… så lærer barnet ikke at være i det, der er svært.

Det lærer i stedet:

AT BLIVE I FRYGTEN – UDEN AT VÆRE ALENE

At lære et barn at mærke frygt betyder ikke at efterlade det alene i den. Tværtimod.

Det betyder:

• at være til stede
• at holde rummet
• at lade følelsen være der
• uden at presse den væk
• uden at gøre den forkert

Når et barn oplever, at frygt kan mærkes, holdes og aftage igen, sker der noget afgørende:

VÆRDIER, DER VOKSER I KROPPEN

På den måde lærer barnet ikke, hvad det bør føle. Men hvordan det kan føle.

Det lærer, at værdier ikke er noget, man får udleveret færdigt. De udvikler sig i kroppen, i erfaringen, i mødet med verden.

Og netop derfor bliver de robuste.

Et barn, der kan mærke både glæde og modgang, bliver ikke et barn uden smerte – men et barn med indre bevægelighed.

Og det er måske noget af det vigtigste, vi kan give videre.