Som skrevet mange gange før kan et forhold med en person, der udviser narcissistiske træk, være dybt udfordrende og følelsesmæssigt udmattende. Et af de mest komplekse aspekter i denne dynamik er det psykodynamiske fænomen, hvor partneren ubevidst træder ind i en rolle, der minder om en morfigur for narcissisten. Det sker ikke, fordi du vælger det – men fordi narcissistens egen løsrivelsesproces fra barndommen aldrig blev fuldført. Skaden ligger i den tidlige relation til moderen, og du ender med at betale prisen.
Professor Sam Vaknin, der forsker i narcissisme, har udfoldet, hvordan netop denne uafsluttede proces formes af moderens svigt: for lidt, for meget eller for forstyrret kærlighed. I denne tekst tages der udgangspunkt i en mandlig narcissist, men psykodynamikken mellem datter og mor er grundlæggende den samme. I dag ser vi desuden lige så mange kvindelige som mandlige narcissister.
NARCISSISTENS FØLELSESMÆSSIGE TOMRUM
I et forhold med en narcissist opdager du ofte, at du skal være mere end partner – du bliver følelsesmæssig mor. Narcissisten søger ubevidst en person, der kan træde ind i den omsorgsfulde rolle, som hans egen mor enten aldrig opfyldte eller overdrev på en forvrænget måde.
Det skaber en ubalanceret dynamik, hvor du forventes at yde ubetinget støtte, trøst og regulering – præcis som en mor ville gøre for sit barn. Ifølge Sam Vaknin er narcissisme en forsvarsmekanisme, udviklet på baggrund af massivt omsorgssvigt fra moderen. Skaden sker ofte, før barnet er tre år gammelt, længe før der er ord, men ikke før der er dyb følelsesmæssig indlæring.
I praksis betyder det, at du ender med at fylde narcissistens følelsesmæssige tomrum, beskytte hans skrøbelige selvbillede og levere den bekræftelse, han desperat savnede fra sin mor. Uden at det siges højt, bliver du fanget i en relation, der dræner dig for energi, glæde og styrke.
“THE GOLDEN CHILD” – EVIG JAGT PÅ IDEALISERING
Når et barn bliver forgudet af sin mor – gjort til et “Golden Child” – kan det skabe lige så dybe skader som ved afvisning eller dæmonisering. Idealiseret kærlighed kan se smuk ud udefra, men er ofte betinget og egocentrisk.
Barnet tilpasser sig ikke en fælles virkelighed, men udvikler et “falsk Selv” – en idealiseret facade, det forsøger at leve op til. Bag facaden ligger usikkerhed, angst og manglende autentisk kontakt. Det, moderen elskede, var ikke barnet, men billedet af barnet.
Som voksen er narcissisten fanget i dette falske Selv. Han forsøger at genskabe idealisering eller dæmonisering i sine relationer: du er enten fantastisk eller uduelig, engel eller fjende. Som partner trækkes du ind i hans fantasiverden, hvor du både skal være moderfigur og konstant beundrende publikum. Presset bliver umenneskeligt. Du skal bære noget, der aldrig var dit.
DEN UFULDENDETE LØSRIVELSE
I virkeligheden er narcissisten håbløst fanget i en forstyrret individuationsproces – den udviklingsvej, hvor barnet langsomt bliver sin egen, sætter grænser og får en identitet, der er tydeligt adskilt fra moderens.
Når moderen er overkontrollerende, følelsesmæssigt utilgængelig eller decideret forsømmende, forstyrres denne løsrivelse. Barnet lærer ikke at stå selv. Som voksen længes narcissisten stadig efter den ubetingede kærlighed og validering, han aldrig fik – men han søger den sjældent gennem terapi. I stedet forsøger han at kompensere gennem dig.
Narcissismen fungerer som en mental panserplade, der beskytter mod egen sårbarhed. I jeres forhold bliver du derfor en erstatning for den mor, han altid har længtes efter: du er stærk, du kan bære, du er næsten gudinde. Resultatet er en massiv følelsesmæssig afhængighed, hvor han konstant kræver din opmærksomhed, pleje og validering – uden at give noget tilsvarende tilbage.
Du kan ikke redde narcissistens indre barn. Du kan kun ende med at stå i ruinerne af din egen identitet, hvis du prøver længe nok.
FASTLÅST I ET INFANTILT UDVIKLINGSTRIN
Freud beskrev “arrested development” som det fænomen, hvor den psykologiske udvikling stopper. Hos narcissisten viser det sig som manglende evne til at løsrive sig fra moderfiguren – og dermed en voksen tilværelse præget af ekstrem afhængighed af andres bekræftelse.
Han er fysiologisk voksen, men følelsesmæssigt fast i et infantilt udviklingstrin. Det er derfor, han insisterer på at være centrum, kræver særbehandling, bliver rasende ved grænsesætning og reagerer med kulde eller straf, når du ikke spiller din rolle.
DEN EMOTIONELLE BYRDE: NÅR DU BLIVER HANS “MOR”
At påtage sig rollen som narcissistens “mor” er en ekstremt tung byrde. Han er ude af stand til at give ægte kærlighed og støtte, fordi fokus konstant er rettet mod at få egne behov opfyldt. Du står tilbage drænet, tom og isoleret i en relation, hvor du giver alt og får minimalt igen.
Som skuespilleren Thomas Bo Larsen sagde om sit forhold til alkohol: “En øl er ikke nok, og tusind øl er heller ikke nok.” På samme måde er det med narcissisten: én kvinde er ikke nok, og tusind kvinder ville heller ikke være nok, hvis han havde tiden. Hver eneste kvinde ville gennemgå den samme cyklus af idealisering, devaluering og afvisning.
Ingen partner kan erstatte den mor, narcissisten længes efter – og han er ikke længere et barn. Situationen er strukturelt umulig. Den er patologisk. Det er netop denne syge dynamik, der gør, at man kan blive følelsesmæssigt ødelagt af at blive i et sådant forhold.
DEN DELTE FANTASI: HVORFOR FALDER DU I FÆLDEN?
I begyndelsen overøser narcissisten dig ofte med idealisering. Du føler dig set som aldrig før, udvalgt, uundværlig. Det er den følelse, han selv længtes efter som barn, men aldrig fik – nu forsøger han at genskabe den gennem dig.
Her opstår det, Sam Vaknin kalder “den delte fantasi”. Det er narcissistens falske og idealiserede livsfortælling, som du langsomt suges ind i: alt er fantastisk, og fremtiden vil kun blive endnu mere fantastisk. Lige indtil den ikke er det længere.
Det er her, du langsomt begynder at miste din egen identitet. Du tilpasser dig hans behov, hans humør, hans krav. Det er, som om han koloniserer din krop og dit sind, og du bliver opslugt af hans selvbillede. I forsøget på at opfylde hans behov risikerer du at udslette dine egne.
Narcissistens manglende evne til at skelne klart mellem sig selv og andre betyder, at han konstant veksler mellem idealisering og nedvurdering. Alt er sort eller hvidt, ingen nuancer. Denne yderlighed spejler hans ambivalente forhold til sin mor: længsel efter kærlighed og omsorg – og samtidig en dyb foragt for afhængigheden.
Som partner bliver du fanget i en følelsesmæssig rutsjebane af tilknytning og afvisning. Det er en dynamik, der kan være dybt ødelæggende at leve i – netop fordi den både føles intens, “skæbnebestemt” og samtidig helt umulig.
DEN STORE SORG: NÅR DU GÅR – ELLER BLIVER FORLADT
I et forhold med en narcissist er valget ofte brutalt: Enten forlader du ham – eller også bliver du selv forladt. Uanset hvem der tager det sidste skridt, kan bruddet føles som at miste en del af dig selv.
Det skyldes, at narcissisten fra første stund langsomt har udvisket din identitet. Du har givet, elsket og tilpasset dig – men undervejs er du også gledet ind i hans falske virkelighed. Når forholdet opløses, står du ofte tilbage med en følelse af tomhed, skam og identitetsløshed: “Hvem er jeg, når jeg ikke længere er i det her?”
Men i denne sorg ligger også en mulighed. Smerten er reel – men den er også et tegn på, at du er i gang med at forlade en sygelig dynamik. Det kan blive starten på en proces, hvor du langsomt genfinder dig selv, får kontakt til dine egne behov og begynder at opbygge en mere balanceret tilværelse, fri af narcissistens greb.