Donald Trump er overalt. I medierne, i samtalerne, i konflikterne. Han vækker fascination, vrede, loyalitet og foragt – ofte samtidig. Mange fjerndiagnosticerer ham som narcissist. Andre afviser kritikken som elitær foragt. Trump selv synes ligeglad. For i hans verden findes der kun to positioner: vindere og tabere.
Men hvad er det for en verden, Trump ser? Og hvorfor kan man – uden at være dum eller umoralsk – blive charmeret af ham, være enig med ham, få lyst til at tage en øl med ham?
For at svare på det spørgsmål må vi forstå narcissisme, ego – og hvorfor fraværet af ego kan ligne styrke.
NARCISSISME ER IKKE SELVKÆRLIGHED
I daglig tale bliver narcissisme ofte beskrevet som selvoptagethed, arrogance eller et “stort ego”. Men psykologisk er det næsten det modsatte.
Narcissisme er ikke kærlighed til selvet. Det er fraværet af et stabilt selv. Hvor et sundt menneske har et ego – et indre sted, hvor modsætninger kan rummes, fejl tåles og sårbarhed overleves – har den patologiske narcissist ikke dette rum.
Man siger, at narcissisten har et stort ego. I virkeligheden har narcissisten intet ego.
HVAD ER ET EGO – EGENTLIG?
Egoet er ikke arrogance. Egoet er ikke selvsikkerhed. Egoet er evnen til at sige: Jeg tog fejl. Jeg er i tvivl. Jeg er både stærk og sårbar. Jeg kan rumme, at verden er kompleks.
Egoet er det sted i psyken, hvor ambivalens kan holdes uden at føre til kollaps. Det er her, refleksion, empati og ansvar opstår.
NÅR NARCISSISMEN ERSTATTER EGOET
Når egoet mangler, bliver narcissismen en erstatningsstruktur. I stedet for indre regulering opstår ydre kontrol. I stedet for refleksion opstår dominans. I stedet for skyld opstår projektion.
Verden bliver ikke et sted, man lever i, men et spejl, man enten vinder eller taber i. Her opstår Trumps binære verdensbillede: vinder/taber, loyal/fjende, stærk/svag.
ENTEN-ELLER SOM OVERLEVELSE
Når et menneske ikke kan rumme tvivl, sårbarhed eller ambivalens, må virkeligheden forsimples. Ellers bryder den indre struktur sammen. Enten-eller er ikke ideologi – det er overlevelse.
PROJEKTION OG FJENDEBILLEDER
Det, man ikke kan erkende i sig selv, opleves som truende i andre. Hvis sårbarhed er utålelig indeni, må den bekæmpes udenfor. Trumps aggressive retorik bliver i dette lys ikke et udtryk for styrke, men for en total afvisning af sårbarhed.
FADEREN OG DEN UMULIGE OPGAVE
Fred Trump var ekstremt dominant og nådesløs i sin vurdering af styrke og svaghed. Succes var ikke et mål – det var et eksistenskrav. I et sådant miljø er der kun én måde at overleve på som barn: Man må vinde.
Trumps storebror fulgte ikke faderens manuskript. Han drømte om at flyve og blev pilot. For faderen var det en fiasko. Storebroderen begyndte at drikke – og drak sig til sidst ihjel.
For et barn, der ser dette, er budskabet brutalt klart: Der findes ingen plads til at fejle. Ingen plads til sårbarhed. Ingen alternativ måde at være menneske på.
HVORFOR BLIVER MAN CHARMERET?
Trump tøver ikke. Undskylder ikke. Kompleksitet reduceres til én sætning. I en tid præget af konstant refleksion kan det føles befriende. Ikke fordi man deler alt – men fordi man genkender følelsen bag ordene.
VÆRDIER ELLER POSITIONER?
Et normalt menneske har værdier. En narcissist har positioner. Trump taler ikke om styrke som refleksion – men som nødvendighed. Ikke om sandhed som søgen – men som sejr.
AT FORSTÅ UDEN EGO
At forstå Trump psykologisk er hverken at forsvare eller dæmonisere ham. Det er at se strukturen. Og måske spørge sig selv: Hvad er det i mig, der genkender noget her?