I en tid, hvor flere og flere børn og voksne får diagnosen ADHD, er det vigtigt at stille spørgsmålstegn ved, om vi egentlig forstår årsagerne bag symptomerne. Er medicinering virkelig den eneste – eller bedste – løsning, eller er der noget dybere på spil? Ofte behandles ADHD som en fastlåst hjernetilstand, men hvad nu, hvis ADHD i højere grad er et svar på den måde, vi lever og opdrager på?
Den canadiske læge og forfatter Dr. Gabor Maté udfordrer den gængse opfattelse af ADHD som en primært medfødt sygdom. Han ser i stedet ADHD som en coping-mekanisme – et resultat af stress og følelsesmæssig overbelastning i barndommen. Spørgsmålet bliver dermed: Hvad hvis ADHD ikke først og fremmest handler om en fejl i hjernen, men om et miljø, der påvirker hjernen fra de tidligste leveår?
ADHD – SYGDOM ELLER COPING-MEKANISME?
Traditionelt beskrives ADHD som en neurobiologisk, medfødt forstyrrelse, der kræver medicinsk behandling for at styre symptomer som koncentrationsbesvær, impulsivitet og hyperaktivitet. Denne model lægger vægten på genetik og hjernens kemi.
Gabor Maté foreslår en anden vinkel. Han ser ikke ADHD som “noget man bare er født med”, men som en måde, hjernen tilpasser sig et følelsesmæssigt overbelastet miljø på. Ifølge ham er diagnosen beskrivende, men ikke forklarende. Den siger noget om, hvordan barnet opfører sig – ikke hvorfor.
ADHD er ikke bare en defekt i hjernen – det er hjernens måde at beskytte barnet mod et miljø, der bliver for meget. Symptomerne er ikke tilfældige; de er meningsfulde reaktioner.
ADHD SOM EN REAKTION PÅ STRESS
I stedet for at betragte ADHD som en isoleret lidelse ser Maté det som en reaktion på stress og traumer i barndommen. Når et barn lever i et miljø præget af uro, følelsesmæssig afstand, konflikter eller kronisk stress, uden mulighed for at flygte eller påvirke situationen, reagerer hjernen ved at “tune ud”.
Denne mentale frakobling – at dagdrømme, glide væk, ikke kunne holde fokus – bliver en forsvarsmekanisme, der hjælper barnet med at håndtere overvældende følelser og situationer. Over tid kan denne tilstand blive habitualiseret og senere i livet beskrives som ADHD-symptomer.
Maté understreger, at symptomer som koncentrationsbesvær, impulsivitet og urolig adfærd kan ses som hjernens naturlige respons på et overvældende miljø. Det er ikke nødvendigvis en “defekt”, men resultatet af en tilpasning, der gav mening i en bestemt kontekst.
KRITIK AF MEDICIN SOM PRIMÆR LØSNING
En af Matés klare bekymringer er den udbredte brug af medicin som førstevalg i behandlingen af ADHD. I mange sammenhænge bliver børn hurtigt medicineret for bedre at kunne passe ind i skolesystemet og opfylde bestemte krav til ro, opmærksomhed og præstation.
Maté anerkender, at medicin som Ritalin og lignende præparater kan have en kortvarig positiv effekt på koncentration og adfærd. Men han mener, at medicin ikke adresserer de underliggende årsager: stress, følelsesmæssig dysregulering og utryghed i barnets miljø.
Hvis vi alene fokuserer på at dæmpe symptomerne, risikerer vi, at barnet bliver mere “funktionsdygtigt” i et miljø, der stadig er følelsesmæssigt overbelastende – uden at nogen spørger, hvad det gør ved barnets indre verden på længere sigt.
HJERNENS UDVIKLING OG MILJØET
Maté bygger sin forståelse på neurovidenskabelig forskning, der viser, at hjernens udvikling er dybt afhængig af vores tidlige miljø. Hjernens kredsløb formes i samspil med den følelsesmæssige og sociale kontekst, barnet lever i.
Når et barn vokser op i et miljø præget af stress – f.eks. med følelsesmæssigt fraværende, meget stressede eller konfliktramte forældre – påvirker det hjernens evne til at regulere følelser og impulser. Frakobling (tuning out) kan blive en indgroet strategi, som senere viser sig som vanskeligheder med opmærksomhed og regulering.
Samtidig peger Maté på hjernens plasticitet: Selv om hjernen formes af stress, har den også en udtalt evne til at forandre sig. Når miljø, relationer og følelsesmæssig støtte ændres, kan hjernens funktion ændre sig med.
EN HELHEDSORIENTERET TILGANG
Matés tilgang til ADHD-behandling handler om at se barnet i kontekst – ikke kun som individ med symptomer, men som en del af et familiesystem. Han mener, at vi må se på familiens følelsesmæssige dynamikker, forældrenes stressniveau og kvaliteten af den kontakt, barnet møder.
Mange børn med ADHD er særligt følsomme og opfanger spændinger i deres omgivelser. De mærker forældres stress, konflikter eller fravær, også når det ikke bliver sagt højt. Derfor foreslår Maté, at vi spørger: Hvordan reagerer de voksne på barnets følelser? Bliver barnet mødt, trøstet og reguleret – eller korrigeret, skældt ud og medicineret?
Når forældre og omgivelser begynder at arbejde med deres egen regulering, nærvær og måde at møde barnet på, kan der ofte ske markante ændringer i barnets adfærd – uden at symptomerne nødvendigvis behøver at være “barnets problem”.
DIAGNOSEN ER IKKE HELE FORKLARINGEN
Maté advarer imod at betragte ADHD-diagnosen som en endegyldig forklaring. Diagnoser kan være nyttige, fordi de skaber fælles sprog og adgang til hjælp – men de kan også komme til at fungere som et låg på nysgerrigheden.
ADHD kan beskrive, hvad der sker – rastløshed, impulsivitet, koncentrationsbesvær – men siger ikke nødvendigvis noget om, hvorfor det sker. Hvis vi stopper ved diagnosen, risikerer vi at behandle symptomerne og overse de følelsesmæssige og relationelle lag nedenunder.