Sigmund Freud
Begrebet projicering eller projektion (lat. projicere egl. kaste frem, af pro- + jacere kaste, slynge) blev konceptualiseret af Sigmund Freud i sine breve til Wilhelm Fliess, og sidenhen videreudviklet af Karl Abraham og Anna Freud.
Freud mente, at de tanker, motivationer, ønsker og følelser, som vi ikke kan acceptere som værende vores egne, de får en plads i vores psyke ved at blive tillagt andre:
"Hvad vi af den ene eller anden årsag afviser i os selv, spalter vi fra vores egen personlighed og placerer/ overfører (projicerer) i andre."
Vi mennesker projicerersåledes både vores positive og negative menneskelige kvaliteter.
Positive kvaliteter kan være ved overidealisering, dvs. at man overfører de positive kvaliteter man ikke har opdaget eller kan finde i sig selv på andre personer (pigen der forguder sin stærke far eller har en klog kæreste, fordi hun ikke selv føler sig intelligent).
Negative kvaliteter kender vi som kritisering eller dæmonisering. Her gælder, at det er ens samvittighed, der ex. tvinger os til projicering i et forsøg på at undslippe følelser skyld og skam. Man vil således projicere "det forkerte og forbudte" på andre i et forsøg på at undslippe samvittighedens dom og kontrol (manden der dømmer andre for noget han selv gør (ex. køre hensynsløst, være doven, tygge med åben mund, bagtale andre etc.) men ikke vil vedkende sig disse ugerninger eller er komplet ubevidst om han også selv kan finde på sådanne ting).
Projicering er i høj grad et ubevidst fænomen, der også kan forstås som virkelighedsforvrængning, dvs. at man forvrænger (tilpasser) den ydre virkelighed, handlinger og medmennesker, så det hele passer til de indre idéer, forestillinger og koncepter, man lever i forhold til.
En forsvarsmekanisme
Projicering kan særligt forstås som en psykologisk forsvarsmekanisme, der aktiveres, hvor det menneskelige ego forsvarer sig mod ubevidste impulser eller kvaliteter (både positive og negative) ved at benægte eksistensen af disse i sig selv, de tilskrives derimod andre. For eksempel kan en person, der selv er uhøflig, gå og beskylde andre mennesker for at være uhøflige. Det er tydeligt, at denne person har et forvrænget forhold til hvad høflighed er, og sikkert aldrig har fået lov at tage stilling til sin adfærd, og hvordan adfærden påvirker andre. Derimod har vedkommende tidligt i barndommen lært, at man ALDRIG er uhøflig, og dermed er uhøflighed noget ondt og følgelig ganske ukendt som man ikke kan forbinde med sig selv. Det indebærer forskydning af skyld. En person, der er aggressiv kan beskylde andre for at være aggressive. Det er således angsten for at være forkert, der kan skabe en ubevidst projektion.
En tommelfingerregel er, at alt det menneskelige, vi ikke kan finde i os selv, det finder vi som regel i andre - på godt og naturligvis også ondt.
Når man projicerer, så overfører man sine indre forestillinger og værdier på andre, og man ser andre som man forestiller sig dem. Man kan jo i grunden umuligt se noget som helst uden at gøre brug af sine egne tanker og følelser.
Projektion er altså flere ting, men rent psykologisk taler man normalt om de ubevidste forestillinger man putter ud på verden og dermed over på andre mennesker.
Det projicerede materiale kan indeholde både positive forestillinger eller negative forestillinger, men det er ikke (og ofte langt fra) kvaliteter, der tilhører den anden, men derimod tilhører os selv.
Hvad stiller vi op med denne indsigt?
Det store problem, er ikke at vi projicerer eller lever med en forvrænget virkelighedsforståelse, dersom ingen mennesker jo kan se virkeligheden "i sig selv".
Problemet er mere det, at vi faktisk tror, at vi taler om virkeligheden "i sig selv". Ja, en stor del af livet bruger vi mennesker tiden på at diskutere og skændes med andre mennesker omkring netop virkeligheden "i sig selv".
Vi tror vi snakker og tænker om den samme objektive virkelighed, men glemmer gang på gang, at vi oftest taler om egne psykologiske projiceringer, fortolkninger, forvrængninger og meget personlige virkeligheder.
Ingen har set "virkeligheden"
En atomfysiker har engang sagt meget fornuftigt, at der ikke er noget "derude" derude. Der findes naturligvis en virkelighed, vi lever i den, vi er en del af den. I denne virkelighed er der planeter, stjerner, dyr og fysiske ting, men vi mennesker snakker aldrig om disse ting "i sig selv", men disse ting, som vi tænker og føler om dem.
Intet mennesker har nogensinde set virkeligheden "i sig selv" dvs. uden at gøre brug af sine egne personlige tanker og følelser. Nogle mennesker aflæser og afkoder den ydre realitet bedre end andre. Evnen hertil handler i høj grad om at kunne sætte sig ud over egne subjektive behov, ex. at skulle have ret og føle sig sikker.
Hvad bestemmer så hvordan virkeligheden fremtræder for os hver især?
Hvad bestemmer så den personlige filtrering eller forvrængning?
Det gør vores hver især bevidste og ubevidste fordomme, antagelser og værdier, ofte de værdier, vi har spejlet os i og accepteret som værende gældende og moralsk rigtige.
Alle lever vi i et personligt meningsopretholdende univers, der er dybt meningsfuldt og sandt for os hver især, men altså ikke nøvendigvis afspejler meningsfuldhed for andre mennesker.
Nogle mennesker lever i så fjerne psykologiske verdener, at de slet ikke er ordentligt forbundet med den ydre realitet. Skizofrene udgør her den absolut yderse potens af virkelighedsfjern psykologisk eksistens, da realitetsprøvelsen her er totalt kollapset.
Tag dine projiceringer tilbage
Alle lever vi altså i hvert vores eget meningsfulde psykologiske univers, og alle projicerer vi.
Vi ser alle til enhver tid det billede af virkeligheden, der passer til vores bevidsthedsniveau, selvindsigt og erkendelsesstadie. "Virkeligheden" er mest af alt et psykologisk fænomen, og det betyder, at vi ser det, vi kan "tåle" at se uden at miste følelsen af mening og sammenhæng.
Det er en øvelse og en livskunst, at blive bedre til at trække sine projiceringer tilbage, og prøve at se verden og andre mennesker uden at være alt for påvirket af egne fordomme og ubevidste antagelser.
En stor hjælp er, at få arbejdet med sin egen skyggeside, og herved sørge for at man ikke projicerer alt for mange ubevidste taker følelser og forestillinger på andre.
Hvad er projektiv identifikation?
Projektiv identifikation er en psykologisk forsvarsmekanisme og kommunikationsform, hvor en person (afsenderen) projicerer uacceptable følelser over på en anden (modtageren), der på ubevidst vis presses eller manipuleres til at opføre sig i overensstemmelse med det projicerede materiale.
Når vi taler om projektiv identifikation, så taler vi altså om mindst to personer, hvor én person projicerer (overfører) idéer og forestillinger over i en anden person (eller flere), der modtager disse som værende "sande".
At tillægge andre en adfærd man selv har, for at kunne få lov at føle det, kaldes for projektiv identifikation, og det er et finurligt træk ved psyken. Modsat projektion så genkender subjektet nu adfærden i sig selv, men påstår at den er repræsenteret gennem respons på objektet.
Projektiv identifikation adskiller sig fra projicering, idet der forventes, at den anden person bliver identificeret med den impuls eller lyst, der projiceres udenfor, ex. styrke, intellekt eller svaghed.
Hvad er transferens?
Transferens betyder overdragelse, og det et bestemt tilfælde af projektion, der beskriver det ubevidste, følelsesmæssige bånd, der opstår i analysen over for terapeuten/analytikeren i en terapisession.
Ubevidst psykisk indhold bliver altid projiceret ud på konkrete personer og situationer. Mange projiceringer kan integreres tilbage i den person, der sender dem ud i verden, og dette sker først når personen er bevidstgjort om projiceringernes subjektive oprindelse.
Men mange modstår en integration også selv om de måske får løsnet projiceringen fra det oprindelige objekt, så kan de overføre projiceringen til et nyt objekt ex lægen eller veninden.
Af ubevidst indhold der kan føre til transferens er i særdeleshed indhold fra barnets forholdet til forældre, forholdet til det modsatte køn, relationen fra søn til mor og relationen fra datter til far såvel som relationen mellem søskende.
Når projiceringerne bliver anerkendt (dvs, man gør sig bevidst at man projicerer sit eet indhold ud, og stopper med det) da stopper transferensen, og udfordringen med en individuel relation kan nu begynde.
En overførsel kan være præget af følelser af kærlighed og respekt og/eller fjendtlighed og modstand.
