Projicering er i høj grad et ubevidst fænomen, der også kan forstås som virkelighedsforvrængning, dvs. at man forvrænger (tilpasser) den ydre virkelighed, handlinger og medmennesker, så alt det "ydre" passer til de indre idéer, forestillinger og koncepter, man lever i forhold til.
Projicering kan særligt forstås som en psykologisk forsvarsmekanisme, hvor det menneskelige ego forsvarer sig mod ubevidste impulser eller kvaliteter (både positive og negative) ved at benægte eksistensen af disse i sig selv. I stedet tilskrives disse egenskaber andre. For eksempel kan en person, der selv er uhøflig, gå og beskylde andre mennesker for at være uhøflige. Dette indikerer et forvrænget forhold til begrebet høflighed, og det tyder på, at personen måske ikke har haft mulighed for at reflektere over sin egen adfærd og dens virkning på andre. Tidligt i barndommen kan vedkommende have lært, at man ALDRIG er uhøflig, hvilket gør uhøflighed til noget ondt og dermed ganske ukendt i relation til ens egen identitet. Dette medfører en forskydning af skyld, hvor personen projicerer egne karaktertræk og følelser på andre. En person, der oplever angst for at være forkert, kan derfor ubevidst ty til projicering som en forsvarsmekanisme.
En tommelfingerregel er, at alt det menneskelige, vi ikke kan finde i os selv, det finder vi som regel i andre - på godt og naturligvis også ondt.
Vi tror vi snakker og tænker om den samme objektive virkelighed, men glemmer gang på gang, at vi oftest taler om egne psykologiske projiceringer, fortolkninger, forvrængninger og meget personlige virkeligheder.
Ingen har set "virkeligheden"
En atomfysiker har meget fornuftigt sagt, at der ikke er noget "derude" derude. Der findes naturligvis en ydre virkelighed, vi lever i den, vi er en del af den. I denne virkelighed er der planeter, stjerner, dyr og fysiske ting, men vi mennesker snakker aldrig om disse ting "i sig selv", vi snakker om disse ting, som vi tænker og føler om dem.
Hvad bestemmer så hvordan virkeligheden fremtræder for os hver især?
Hvad bestemmer så den personlige filtrering eller forvrængning?
Det gør vores hver især bevidste og ubevidste fordomme, antagelser og værdier, ofte de værdier, vi har spejlet os i og accepteret som værende gældende og moralsk rigtige.
Alle lever vi i et personligt meningsopretholdende univers, der er dybt meningsfuldt og sandt for os hver især, men altså ikke nøvendigvis afspejler meningsfuldhed for andre mennesker.
Nogle mennesker lever i så fjerne psykologiske verdener, at de slet ikke er ordentligt forbundet med den ydre realitet. Skizofrene udgør her den absolut yderse potens af virkelighedsfjern psykologisk eksistens, da realitetsprøvelsen her er totalt kollapset.
Tag dine projiceringer tilbage
Alle lever vi altså i hvert vores eget meningsfulde psykologiske univers, og alle projicerer vi.
Vi ser alle til enhver tid det billede af virkeligheden, der passer til vores bevidsthedsniveau, selvindsigt og erkendelsesstadie. "Virkeligheden" er mest af alt et psykologisk fænomen, og det betyder, at vi ser det, vi kan "tåle" at se uden at miste følelsen af mening og sammenhæng.
Det er en øvelse og en livskunst, at blive bedre til at trække sine projiceringer tilbage, og prøve at se verden og andre mennesker uden at være alt for påvirket af egne fordomme og ubevidste antagelser.
En stor hjælp er, at få arbejdet med sin egen skyggeside, og herved sørge for at man ikke projicerer alt for mange ubevidste taker følelser og forestillinger på andre.
