Introduktion til arketyper & det kollektivt ubevidste

Er det nyfødtes sind fuldkomment tomt? Venter et nyfødts sind blot på stimuli og input fra verden for at opnå struktur og form? Eller kunne det tænkes at sindet har en præformet struktur, der påvirker hvordan vi mennesker oplever vores verden og virkelighed?

Disse spørgsmål har længe interesseret både psykologer og filosoffer. Carl Gustav Jung, det 20. århundrede psykiater og grundlægger af analytisk psykologi, var overbevist om at en præformet struktur skulle være grundvilkåret for det menneskelige sind.

Ifølge Jung eksisterer der "identiske psykiske strukturer, der er fælles for alle", som er arvelige og påvirker måden, som alle mennesker oplever i verden. Jung kaldte disse strukturer ARKETYPER, og i denne artikel følger en introduktion til Jungs arketyper, hvad de er, hvordan de påvirker vores liv, deres forhold til symboler og Jungs ideer om forbindelsen mellem religiøse erfaringer og arketyperne.

Introduktion

I den følgende artikel skal vi lidt tættere på de grundlæggende spørgsmål om hvad arketyper er for noget.

Et menneskes udvikling og navigering er i høj grad determineret af? – hvad? De styrende mentale stadium. Sindet er den styrende faktor. Opmærksomheden skal altid gives til det dominerende mentale stadium, for det vil styre og regulere alle handlinger, bedømmelser og vurderinger.

Livets stærkeste kraft ligger før dannelsen af menneskets person. Den findes ikke i jeget eller fornuften, men i underbevidstheden og det indre liv – i naturen og livskraften. Med bevidstheden skal livsviljen formes gennem en personlighed og evnen til at tænke og handle. 

Carl Jung mente, at vi arver fælles minder fra vores forfædre, der samles dybt i vores underbevidsthed, i det såkaldte kollektivt ubevidste. Disse minder organiseres gennem såkaldte arketyper. 

Arketyper har to hovedfunktioner:

  • De organiserer minderne i temaer
  • De sender dem op til det bevidste sind, når den rette situation opstår.​

Arketyper kan sammenlignes med instinkter fordi når de aktiveres, så påvirker de vores handlinger og adfærd. Arketyper kan være adfærdsmønstre, billeder, minder, symboler, tanker og karakterer med unikker personlighedsanlæg. Arketyper opbygger vores personlighedsstruktur, de guide vores værdier og de leder og gennem livets stadier. Hvis de er succesfulde, så vil vi handle i overensstemmelse med vores forfædre. Arketyperens udtryk bestemmes i høj grad af kulturen og personlige livserfaringer. 

Lad os tage et eksempel:

Vores forfædre havde alle mødre, der gav omsorg til deres børn. Mødrene gav dem mad, og lod dem føle sig elsket. En arketype samler disse minder sammen, og skaber tilsammen moderarketypen, som altså er en energi, der ligger i koblingen mellem den energetiske sjæl og de materielle nervebaner.  

Barnet har altså brug for sin moder, og når barnet ser sin moder, så aktiveres moderarketypen i barnet, og denne aktivering guider barnets forventninger til moderen. Arketypen guider også måden hvorpå barnet interagerer med moderen.

Arketypen aktiveres altså i de rette situationer, ligesom instinkter gør.

Arketyper viser sig også i litteratur, som karikaturer og temaer. Eksempler er den vise gamle mand, det uskyldige barn, helten og skurken. 

Arketyper bringer også meningsfulde symboler ind i bevidstheden. Vi ser arketypiske billeder i drømme og fantasier. Kulturer rundt omkring i verden har ligheder i deres myter, legender, historier og eventyr. 

Religioner håndterer skabelsesberetningerne, syndfloder og almindelig symbolisme som ex. vand, der symboliserer liv, genfødsel og syndsforladelse. 

Følingen med arketyperne gør os i stand til at havde føling med de skabende kræfter eller psykiske energiersom ligger under de tidsbestemte og mere eller mindre fejlbehæftede faktiske former. 

Reglen er

Vi skal lade vores bevidsthed gå i løbende dialog med det ubevidste, skal vi gøre brug af  vores medfødte nedarvede psykiske kræfter. Vi enten relaterer til disse psykoatkive instanser via introspektion, stilhed, indadvendthed, refleksion eller meditation eller også bliver vi bestemt af dem (styret af dem ubevidst). 

1. Ind i arketyperne

Carl Jung var udover at være en praktiserende psykiater, en af ​​de førende eksperter på studiet af religiøs og mytologisk symbologi. Det var arbejde på begge disse felter, der førte ham til opdagelsen af ​​arketyperne.

I studiet af myter og religioner af kulturer fortid og nutid jung bemærkede, at mange af dem delte lignende mønstre, temaer og symboler. Dette var interessant i sig selv, men hvad der yderligere pikede Jungs nysgerrighed var, at nogle af disse samme temaer og symboler opstod i drømmene og fantasierne hos patienter, som led af skizofreni. Hvad kan der tegnes for sådanne ligheder?

Jung foreslog, at det menneskelige sind eller psyke ikke udelukkende er produktet af personlig erfaring, men indeholder elementer, der er præpersonlige eller transpersonelle og fælles for alle. Disse elementer kaldte han arketyperne, og han foreslog, at det er deres indflydelse på menneskets tanker og adfærd, der giver anledning til lighederne mellem de forskellige myter og religioner.

De fire vigtigste universelle arketyper er: Selvet, Skyggen, Animus (kvinde) og Anima (mand) og Personaen.

Vigtigt er det at forstå, at arketyper er ikke personlighedstyper. Jung troede ikke, at man kunne klassificere en person som en bestemt arketype. En mand kan ikke tage en test for at fortælle ham, at han er en "skygge." Arketyperne er snarere simpelthen mønstre for adfærd og tanker eller "energier", der kan findes i alle mennesker i varierende grad.

Jung troede på, at arketyperne spiller en enorm rolle i alle enkeltpersoners liv. Ved at blive mere opmærksom på de arketypiske mønstre gennem de symboler, de manifesterer i psyken, oplever individet en udvidelse af bevidstheden. En sådan ekspansion, Jung troede, var af afgørende betydning, for som han sagde det:

"Menneskets opgave er at blive opmærksom på indholdet, der presser sig opad fra det indre og ubevidste. Mennesket må ikke fortsætte i sin bevidstløshed eller forblive identisk med sine ubevidste elementer og dermed undgå sin skæbne, som er at skabe mere og mere bevidsthed (og altså livet igennem blive mindre ubevidst - også kaldet individuationsprocessen)

Menneskelig bevidsthed er et evolutionært nyt fænomen, der i jungiansk psykologi ikke blot et personligt bevidsthedsliv der omfatter bevidste tanker og følelser, men er også et fint og tyst spil mellem bevidstheden og en eller anden ubevidst instans der opretholder bevidsthedsstrømmen uafbrudt (altså også under søvn eller falden-i-staver) og som kun kan forstås som uudtømmelig kilde der er anderledes og langt større end det villende egos instans eller vores nuværende personlighed.

Når fosteret ligger i maven og drømmer, så er det ikke blot biologiske impulser - dyriske automatreflekser - der kommer i spil, i jungiansk psykologi er der et kollektivt åndsliv, som alle mennesker spontant kommer i forbindelse med, og dette liv er i sidste instans helligt, alle mennesker har brug for følingen med større psykiske kræfter, skal de klare sig i et til mange tider hårdt og praktisk liv, som menneskelivet i den grad er. Derfor er det også et enormt problem, at så mange mennesker i dag definerer sig gennem egoet, og er med stor ulyst til stilhed, refleksion og eftertænksomhed. 

"Der er god grund til at antage at arketyperne er de ubevidste billeder af instinkterne selv, med andre ord, at de er mønstre af instinktiv adfærd.

- C. G. Jung

2. Arketyperne opererer i den menneskelige psyke

Psyke er det græske ord for sjæl. I den græske mytologi navnet på en gestalt (en kompleks af egenskaber), som en personifikation af sjælen. Man kan sige, at psyken står for hele den "ikke fysiske" del af livet – primært menneskelivet. 

Psyken er de energimæssige dele, alt det som har med følelser, tanker, idéer, visioner åndelighed. Kort sagt det "skema", som det enkelte menneske ser sig selv indsat i – til forskel fra naboen – eller en person på den anden side af kloden.

Platon kan være den første filosof til at referere til arketyper. Han kaldte dem Forms. For Platon var der to virkeligheder: Verden vi lever i og det ikke-fysiske Rige, hvor Formen eksisterer. Disse former, til Platon, er allerede eksisterende ideelle skabeloner eller tegninger. De omfatter karakteristika som runde, blødhed, hårdhed, grønt, sorthed og så videre. Forms er et andet udtryk for arketyper.

I moderne tid har Carl Jung gjort os opmærksomme på disse arketyper. Han så arketyper som de grundlæggende enheder i det menneskelige sind. Arketyper er et levende system af reaktioner og kvalifikationer, der bestemmer individets liv på usynlige væremåder.

De antikke grækere forstod behovet for at ære alle psykens dele. Tilbedelsen foregik gennem autonome guder og gudinder. Grækerne vidste således, at såfremt de ignorerede en gud eller en gudinde, da kunne den vende sig mod dig og ødelægge dig. Enhver del, vi forkaster os, vender sig mod os. Den personlige skygge (arketype) repræsenterer en samling af disse afviste dele af den psykiske helhed.

3. Jungs forståelse af psyken

Jung delte psyken op i tre dele: 

  • Bevidsthed
  • Personligt ubevidste 
  • Kollektivt ubevidste

1: Bevidstheden rummer egoet, der agerer som en central enhed, der regulerer hvilke dele der kommer ind og hvilke der afvises.

2: Personligt ubevidste rummer alle de erfaringer, der ikke er fuldt ud erkendt. Det psykiske materiale der finde vej ind i det ubevidste er blevet absorberet ubevist. Dette skyldes at det har været for svært at erkende eller acceptere (forstå) og følgelig bliver afvist af egoet, og derfor eksisterer i et såkaldt ikke-realiseret stadie. Det er ikke bragt til vores fulde opmærksomhed og undersøgt ordentligt af bevidstheden. Selv om det eksisterer i et underordnet niveau, så har det stadig potentiale til at influere vores mønster af adfærd. Ubevidst nedskunken psykisk materiale fungerer som en skjult frekvens der forvrænger vores forståelse af virkeligheden. 

  • De forskellige områder af psyken (det oplyste/bevidste og det dunkle ubevidste) står altid i en dynamisk relation i forhold til hinanden. Der er altid en krydsinterferens i gang. 

3: Det kollektivt ubevidste er Jungs forståelse af hvor psykens fænomener udspringer fra til at begynde med. Var der en underlæggende konstellation af psyken, der er kilden til og motiverer dens fremtrædende mønstre? Det kollektivt ubevidste er en potentiel grund af aktivitet, der eksisterer uafhængigt af egoet og mønsteret af det personligt ubeviste. Det kollektivt ubeviste influerer det bevidste og det personligt ubevidste på samme måde dets som det personligt ubevidste influerer vores bevidste aktivitet. 

Jung kom til disse erkendelser gennem omfattende undersøgelser af patienters drømme, fantasier og ubevidste forestillinger og undersøgelser af komparativ mytologi og verdensreligioner. Jung fremkom til den realisering, at bestemte mønstre fremtrådte igen og igen i disse observationer, der altså ikke kun var blotte tilfældigheder. Der måtte være nogle organiserende styrker iboende psyken, der animerer og definerer disse udtryk, der kommer som essentielle funktioner. Dette ville være opklarende for hvorfor mange forskellige motiver og mønstre dukker op i forestillinger, drømme og kulturelle udtryk over alt i verden, upåagtet at kulturerne ikke har haft særlig krydskulturel kontakt.

For korrekt at forstå arketypernes rolle må vi først forklare Jungs opfattelse af psyken. Jung beskrev psyken som den samlede personlighed, der omfatter alle ens tanker, adfærd, følelser og forestillinger.

Som ovenfor anført opdelte psyken i tre store riger: bevidsthed, det personlige ubevidste og det kollektive ubevidste. Disse tre riger er ikke lukket af hinanden, men konstant interagerer på en kompenserende måde.

Det bevidste rige er simpelthen et bevidsthedsfelt, der består af de psykiske indhold, som man har kendskab til. Med andre ord, enhver erfaring, der går ind i ens bevidsthedsfelt, tager på sig bevidsthedens kvalitet.

4. Et uvidenskabeligt fænomen

Intet omkring Jungs store arbejde er vel mere kontroversielt end idéen om et kollektivt bevidsthedsfelt som er et ubevidst menneskeligt felt, hvor tingene så at sige hænger sammen. Derfor er Jung også blevet kritiseret (også latterliggjort) fra de mennesker, der stod på en rendyrket empiristisk videnskabelig side - en rationel virkelighedsmodel, der ikke kan acceptere Jungs idéer, fordi disse ikke lader sig bevise eller modbevise inden for de normale videnskabelige metoder. 

Jung mener dog, at der indlejret i det menneskelige organiske system ligger et ubevidst domæne af aktivitet der fungerer som den styrende kraft for mange af vores psykologiske mønstre (informeringer) af materien – det der sanses og erfares, og gennem overførsel af denne dynamiske dialog som eksisterer mellem de tre områder af psyken, som bliver det indlejret i karakteren af vores handlinger og personlige udtryk. 

Ulig det psykiske materiale tilhørende det personligt ubevidste, der stammer alene fra menneskets eget personlige tidsbundne erfaringsunivers, så er et kollektivt ubevidste indeholdende kollektivt materiale, der er nedarvet gennem vores evolutionære arv. Instinkt og impulser der motiveres spontant uden personlig/bevidst motivation. Derfor kaldes det for det kollektive ubevidste – det tilhører det kollektivt organisk system, der involverer alle levende mennesker og eksisterer uafhængigt af ydre fænomener.

Vi kan kalde det essentielle dele af vores psyke eller psykens rødder, der skaber grundlag for grene og blade. 

Det kollektivt ubevidste er arketypernes domæne og arketyperne er fundamentalt set byggeklodserne for vores psykes struktur. De arketypiske forestillinger er altså rene psykologiske fænomener, der principielt unddrager sig dokumentation og bevisførelse.

For behandlingen af det kollektivt ubevidste som fænomen betyder dette, at der på intet tidspunkt kan ses bort fra, at det kollektivt ubevidste ikke kan gøres til genstand for naturvidenskabelige målinger, og at det derfor aldrig kan betragtes som andet end en hypotese - på ganske samme måde som begrebet 'sjæl', begrebet 'ånd' og begrebet 'selvet.

Den spontane psykiske aktivitet ser vi eksemplificeret i dans og sang, spontane drømme og forestillinger, kreative aktiviteter eller projekter samt spontane forestillinger om fortidige eller fremtidige begivenheder. Adfærdssituationer, hvor der ikke forud er sket nogen bevidst viljesindgriben, ex. lyst til spontqnsang, men hvor mennesket blot udtrykker spontansangen ubevidst og uden særligt motiv, vilje eller hensigt. 

Netop konsekvensen af de ubevidste kollektive fænomener er hvad der skal gøres til grundlag for vores forståelse af emergens og uigennemsigtighed i samfundslivet. Vi kan ganske enkelt ikke forudsige, hvad der kommer frem fra det ubevidste og derfor præges vores samfund og kultur af emergens, nyspring og uforudsigelighed

" Jungs beskrivelse af individuationsprocessen – jegudviklingen, skyggeintegrationen, modsatkønnethed, visdom – fører bevidstheden hen til selvets grænse. Jungs dybdepsykologiske kortlægning af menneskets selvudfoldelse fører til selvets virkelighed som grænse uden om jegbevidsthedens verdensbillede og oplevelsesmuligheder. Det etablerede psykologiske verdensbillede ser således bort fra de utallige mystikeres grunderfaringer med de højere bevidsthedstilstande, dvs. oplevelser af selvets virkelighed og arketyper. Disse erfaringer er endnu og stadigvæk ualmindelige og strider mod det mekanistiske naturbillede af psyken som fysiologisk og kemisk determineret. 

5. Det kollektivt ubevidste

Jungs opdagelse og beskrivelse af det kollektivt ubevidste og de arketypiske forestillinger bragte os ny psykologiske og ikke mindst eksistentialistisk forståelse for vores menneskelige situation, både på et personligt plan, men også kollektivt. Det er først og fremmest Jung der har formået at give en rimelig og brugbar forklaring på at menneskene til alle tider har haft fælles og ret ensartede forestillinger om guder med hvad dertil hører. 

Det ligger i de universelle arketypiske forestillinger, og disse er igen udslag af det kollektivt ubevidste. Dette kan ikke påvises naturvidenskabeligt eller 'objektivt', det kan kun erfares subjektivt gennem direkte føling med fænomenerne, men det er til gengæld en erfaring alle mennesker har spontant, som børn lige fra fødslen og som voksne primært i drømme, meditation, kunst og musik samt anden kreativitet.

Jung sprænger så at sige den konventionelle gængse religiøse forståelse hvor Gud sættes lig med noget udenjordisk og dermed metafysisk og spekulativt. Jung sætter Gud lig med det han kalder Selvet, som ikke er noget udenjordisk men noget ganske biologisk og energetisk, der er udviklet i kraft af bevidsthedsdannelsen, og som altså fører irrationelle og ubevidste forestillinger ind i mennesket og knytter biologiske nerveceller sammen med energetiske forestillinger. 

Manifestationer af det kollektivt ubevidste kan også forlede folk til at tro at de har haft tidligere inkarnationer, dvs. levet tidligere liv (ofte som berømte, karakteristiske eller store mennesker/persontyper). Oplevelserne kan være genuine nok som manifestationer af dyb kontakt med det kollektivt ubevidste, og de kan i denne forstand være vigtige som terapeutiske eller udviklingsmæssige tegn, men de må ikke tages som andet end tegn.

6. Arketypiske forestillinger

Det kollektivt ubevidste er forudsætningen for at forstå hvad der dybest set sker i kulturudviklingen.

Denne forudsætter et yderst kompliceret og uigennemskueligt samspil mellem individernes personlige sjæleliv (bevidsthed og ubevidsthed under ét) og kollektivernes, et samspil som endda også overskrider individernes tidshorisonter og kan trække på 'oplagrede' erfaringer og forestillinger gennem et utal af generationer helt tilbage til mytisk 'urtid'. Og da mange af disse forestillinger og erfaringer går igen i mange kulturer og religioner, taler dybdepsykologerne om universelle og 'arketypiske' forestillinger.

Det kollektivt ubevidste er dybdepsykologiens brede betegnelse på det principielt udefinerlige og videnskabeligt umålelige felt mellem menneskelige kollektivers, lokale eller regionale samfunds, nationale samfunds og hele menneskehedens psykiske energier som i fysikken har sin analogi i det definerlige og målelige elektromagnetiske felt af langtrækkende og fundamental virkning.

Det kollektivt ubevidste afvises af rationalistiske mennesker fordi det ikke kan videnskabeligt verificeres, men hvis man vil opnå nuanceret viden om sjælelivet og dets dybder kan begrebet ikke undværes. Det er netop den bedste fællesbetegnelse for de træk ved den psykiske verden som er principielt umålelige og udefinerlige, og som giver et væld af kreative, eksistentielt meningsgivende og forvandlingsgivende impulser og energier fra en fælles kilde.

Begrebet gør disse manifestationer forståelige som en komplementær modsætning til det rationelle, målelige og definerlige. Det kollektivt ubevidste manifesterer sig i menneskets privatliv, samfunds- og kulturliv gennem de såkaldt arketypiske forestillinger, dvs spontane forestillinger af overvejende billedmæssig art som ligger uden for viljens kontrol og som i vid udstrækning er af universel karakter, men dog ofte kombineres med individuelle eller lokale forestillinger af spontan art. 

Dybdepsykologerne må acceptere at forestillingernes udspring ikke kan efterforskes, hvorfor de skelner mellem de empirisk konstaterbare arketypiske forestillinger der dukker op og bruges i historisk tid og så den tænkte eller hypotetiske kilde bag dem.

Det afgørende for universaliteten er at forstå forestillingernes enorme og også empirisk konstaterbare psykiske energiladning. Forestillingerne ville ikke være så stærkt virkende og inspirerende universelle fænomener som de vitterligt er uden denne energiladning. Og dette peger igen på den grundliggende betydning som de psykiske primærprocesser og den stærke psykiske fundamentalkraft har for al irrationalitet.

Adgang til det kollektivt ubevidste gennem primærprocesser

Alle kender, uden at vide det, primærprocesserne fra den bevidsthedsstrøm der kører uafbrudt i sindet nedenunder den mere fokuserede opmærksomhed (også under søvn) og som bl.a. dukker op i drømme eller når man falder i staver og bliver væk i sine egne forestillinger. Alle disse fænomener og flere til kan lettes forstås hvis de opfattes som ubevidste kollektive processer der så at sige udgør et felt mellem mennesker der kan sammenlignes med det elektromagnetiske felt mellem fysiske genstande. Men det skal understreges at dette blot er en analogi der kan lette forståelsen, men ifølge sagens natur ikke er bevislig. Modsat fysiske fænomener kan psykiske fænomener nemlig aldrig bevises, måles eller kortlægges.

7. Det kollektivt ubevidste og umiddelbare øjeblikke

Alle børn falder i staver med jævne mellemrum. Det betyder at de for en stund slipper følingen med den aktuelle hverdagssituation eller sædvanevirkelighed og begiver sig ind i det kollektivt ubevidstes eventyragtige og uafladeligt skabende univers.

At børn falder i staver ses simpelthen på at de midt i en aktivitet bliver stille og fjerne. De har tankerne et andet sted end i det aktuelle og nærværende nu og rum. De bliver fyldt op af en undren og åbenhed som de ikke bagefter er i stand til at redegøre for. Denne falden i staver eller spontane mediteren bør altid respekteres. Den er uhyre værdifuld for barnets sunde udvikling. Den giver dem et afgørende indblik i den åndens verden som er komplementær til den praktiske eller jordiske og som er helt uundværlig for opretholdelsen af en ubevidst mening med tilværelsen.

Stille undren over naturen og skabelsen er af samme art som den spontane meditation. I særlige åbne øjeblikke hensættes mennesket ved synet af naturen i en tilstand af dyb forundring over skønheden i landskabet og dets kurver eller i skoven og dens rum, i betagelse af haves og søers glitrende bølger og spejlinger eller i fascination af skyernes former og bevægelser og stjernehimlens uendelighed - eller i fascinationen af barske og vilde bjergformationer, stormes rasen i træernes kroner, havets oprør eller uvejrets rasen med torden og lyn. Undertiden gribes et menneske ved sådanne syn af dyb beundring for skaberværket og dyb taknemmelighed mod 'skaberen', den almægtige og guddommelige instans der på en uforståelig og uigennemskuelig måde står bag det skabte. Teorier om tilblivelsen er irrelevante. Skønheden, storladenheden og det gennemskuelige mønster i det skabte kosmos med hele dets uudtalte mening sætter i sig selv en 'skaber' der går ud over forstandens kategorier.

Spontansang og -fløjten er udtryk for samme føling med det kollektivt ubevidste, men giver sig her ikke udslag i stilhed, men tværtimod i en udfoldelse af en spontan musikalitet, der igen er et meget sikkert tegn på trivsel. Böse Leute haben keine Lieder, siger man på tysk. Og det er sandt, fordi glæde og trivsel uvægerligt giver sig fysiske udslag. Humor og latter bekræfter den indbyggede modsætning mellem det rationelle og det irrationelle eller mellem det nyttige og det unyttige, det alvorlige og det komiske. Tilfældigheden skinner igennem, undertiden også det absurde eller tragiske. Men en sammenhæng anes alligevel.

8. Det kollektivt ubevidste og folkeeventyr

Folkeeventyrenes univers er kendetegnet af arketypiske forestillinger som prinser og hekse, helte og trolde. Prinsen på den hvide hest; Prinsen der er forvandlet til en frø og som den endnu ikke udsprungne unge pige skal vove at kysse for at få tilbage i den ønskede form; Askepot er det ringeagtede stedbarn der dog til sidst sidst vinder prinsen og det halve kongerige; Askeladden eller Klods-Hans er hendes mandlige sidestykke. Den onde stedmoder og det forbyttede barn er andre faste typer.

Det var nogle af romantikkens store forskere der begyndte at indsamle og bearbejde det omfangsrige materiale af folkeeventyr der forelå. Eventyrene kan konstateres at være forankret i en specifik social og kulturel sammenhæng, men det afgørende er at arketypiske forestillinger går igen og igen og ikke kan føres tilbage til historiske fakta. Arketyperne bagved er af hypotetisk art, men de faktiske og konkrete forestillinger får netop mening ved at blive betragtet som sider af den menneskelige psyke eller udtryk for de inderste menneskedrømme.

De store og sande eventyrdigtere som H.C. Andersen, E.T.A. Hoffmann og Astrid Lindgren har forstået hvad sagen drejede sig om og havde hver især personlig føling med det kollektivt ubevidste der skaber skikkelserne.

Af vigtige arketyper kan nævnes barnets arketype, moderens arketype, faderens arketype, mandens 'indre kvinde' (anima) og kvindens 'indre' mand (animus) og selvets arketype (totalpsyken eller helhedspsyken til forskel fra jeget). Desuden Gud og guder, Satan og Djævel, Himmel og Helvede, Paradiset eller Paradisets have. 

Det afgørende for universaliteten er at forstå de arketypiske forestillingers enorme og også empirisk konstaterbare psykiske energiladning. Forestillingerne ville ikke være så stærkt virkende og inspirerende universelle fænomener som de vitterligt er uden denne energiladning. Og dette peger igen på den grundliggende betydning som de psykiske primærprocesser og den stærke psykiske fundamentalkraft har for al irrationalitet. 

Tolkiens store, filmatiserede eventyrromaner under fællestitlen 'Ringenes Herre' er en moderne udgave af eventyret der trækker på alle folkeeventyrenes arketypiske forestillinger som elverfolk, troldmænd, 'orker' og 'hobitter' samt mørkets krigere. De drejer sig om kampen mellem det gode og det onde i jagten på ringen der besidder al magt i verden, den magt der kan destruere hele menneskeheden.

Værkets store udbredelse er det solide bevis for at de arketypiske forestillinger besidder en enorm inspirations- og fascinationskraft. Den går igen i utallige populærværker, herunder også science-fiktion-film og computerspil.

9. Arketypisk forestilling: vor allesammens ubevidste paradis

Paradiset som forestillingen om et fremtidigt lykke-samfund uden ulighed, ulykker, sygdom eller død er en drøm som i tidens løb har været næret og stadig i et vist omfang næres af mennesker der ser jordelivet som en jammerdal. Drømmen har - både i middelalderen og i nyere tid - været kendetegnende for store dele af kristenheden i form af målet for pilgrimmenes længsel. Jordelivet ses kun som vejen mod det himmerige der er pilgrimmens egentlige hjem. Men drømmen genfindes på sin vis også i fx buddhismens forestilling om Nirvana.

Paradiset i mytologisk forstand er imidlertid noget helt andet end sådanne drømme, nemlig forestillingen om den virkelighed det uskyldige barn lever i indtil det når puberteten - og den virkelighed de første mennesker levede i før de blev bevidste om deres hårde lod at skulle arbejde for føden, kunne bære lidelser og afsavn, påtage sig ansvaret for deres gøren og laden samt bøje sig for dødens kendsgerning.

I livmoderen dannes den måske stærkeste energiladede arketype, som mennesket kan trække på, nemlig følingen med paradis, dvs. en verden uden livets iboende modsætninger - godt og ondt - en dybt paradisisk tilstand som vi alle længes efter, særligt når vi søger endelige løsninger  Drømmen om paradis er ikke i sig selv negativ, men den kan som endeligt mål føre til troen på en fremtidigt endeligt samfund, hvor der hersker fred, og dermed ikke eksisterer dynamik, frihed, vekselvirkning og udvikling.   

Det at have adgang til disse indre kilder giver os den dybeste mening med livet. Denne føling med den umiddelbare realitet - umiddelbar helhed - vedbliver at være psykens stærkeste kilde livet igennem. Mister vi denne forbindelse, så mister vi ganske enkelt forstanden. 

Det fuldkomne samfund kan aldrig realiseres i en verden der består af mennesker af den art vi kender i dag og har kendt i hele historien. Her kommer de gamle paradis-forestillinger nødvendigvis ind i billedet. 

Vi kender alle til forestillingen om paradis. Den er som sådan umulig at definere, men selve idéen er en utopisk forstilling, der ikke kan undværes når vi gerne vil bevæge os fra noget nuværene godt til noget fremtidigt bedre. En sådan forestilling har mennesket I sig, og sådanne finder vi også i politiske visioner og som ingen moderne partier kan være foruden.

Visioner om noget bedre er godt, men realiseringen af den arketypiske forestilling i et ex. sovjetisk arbejderparadis som fuldkomne samfund er en pest for den politiske tænkning netop fordi den så let forbindes med ønsket om en totalitær samfundshersen der ender i det rene tyranni.

Paradiset som forestillingen om et fremtidigt lykke-samfund uden ulighed, ulykker, sygdom eller død er en drøm som i tidens løb har været næret og stadig i et vist omfang næres af mennesker der ser jordelivet som en jammerdal. Drømmen har - både i middelalderen og i nyere tid - været kendetegnende for store dele af kristenheden i form af målet for pilgrimmenes længsel. Jordelivet ses kun som vejen mod det himmerige der er pilgrimmens egentlige hjem. Men drømmen genfindes på sin vis også i fx buddhismens forestilling om Nirvana.

Paradiset i mytologisk forstand er imidlertid noget helt andet end sådanne drømme, nemlig forestillingen om den virkelighed det uskyldige barn lever i indtil det når puberteten - og den virkelighed de første mennesker levede i før de blev bevidste om deres hårde lod at skulle arbejde for føden, kunne bære lidelser og afsavn, påtage sig ansvaret for deres gøren og laden samt bøje sig for dødens kendsgerning.

Jung afveg også fra Freuds teori om det ubevidste ved at hævde, at der var et andet, endnu dybere, ubevidst sind, der eksisterede i alle mennesker. Jung kaldte det første niveau af ubevidste (den ene Freud bekræftede også) den "personlige ubevidste." Den personlige ubevidste blev skabt af personlig erfaring.  Det andet niveau af det ubevidste sind Jung kaldte det "kollektive ubevidste."

Ifølge Jung består det kollektive ubevidste af instinktuelle og universelle tankemønstre, som mennesker udviklede sig over tusinder af evolutionsår. Jung kaldte disse primordial adfærd blueprints "arketyper." For jung, danne arketyper grundlaget for alle personlige erfaringer. Det er ligegyldigt, om du er en sofistikeret forretningsmand, der bor i en højhuslejlighed på Manhattan eller en bushman, der bor i en hytte i Afrika; Jung ville hævde, at uanset hvem du er, har du samme arketypiske opførsel indlejret i dig.  

Jung troede på, at disse arketyper af menneskelig adfærd kom til overfladen i det bevidste sind gennem symboler, ritualer og myter. Han hævdede, at disse arketypiske mønstre forklarer, hvorfor vi ser lignende motiver og symboler i ritualer og mytiske historier på tværs af kulturer. For eksempel kan den døende / opstandende gudfigur findes i historier og myter fra antikke grækere, gamle sumerere, kristne og indianere. Jungs tro på, at det kollektive ubevidste afspejles, selvom symboler og ritualer også formentlig forklarer hans fascination med det mystiske og esoteriske. Han var en seriøs studerende på områder som bl.a. alkymi, astrologi, drøm fortolkning og tarot, selvom han ikke troede på deres evne til at fortælle fremtiden eller forvandle bly til guld. Det handler om den større mening eller helhed, vejen mod Selvet, som psyken søger gennem alverdens forskellige metoder. 

Han udforskede altså disse esoteriske traditioner, fordi han troede at de kunne hjælpe individer med at komme ind i det kollektive ubevidste og udforske de arketypiske adfærd, der var bosiddende.

"Mennesket "besidder" mange ting, som det aldrig har erhvervet, men har arvet fra sine forfædre. Mennesket er ikke født som en tabula rasa (blank tavle), men det er dog født  ubevidst. Mennesket bringer med sig systemer, der er organiseret og klar til at fungere på en bestemt menneskelig måde, og dette skyldes millioner af års menneskelig udvikling. 

(Samlede Værker af C.G. Jung: Bind 4, Carl Jung)

Psykens bevidste rige, jeget eller egoets virkelighed, selv om det er yderst vigtigt i sig selv, er ifølge Jung af en mindre størrelse set i forhold til omfanget af det ubevidste rige.

Det ubevidste består af de psykiske indhold, som man ikke er opmærksom på, og Jung opdelte det i to hoveddele: det personlige ubevidste og det kollektive ubevidste. Den personlige ubevidste, som navnet antyder, er særligt for hver enkelt person. Den består af begivenheder i ens liv, der anses for ubetydelige, glemmes eller undertrykkes på grund af deres foruroligende karakter.

Ud over det personlige ubevidste er der et dybere og mere grundlæggende rige for det ubevidste, som Jung kaldte det kollektive ubevidste. Det kollektive ubevidste består af "psykiske strukturer" eller "kognitive kategorier", som ikke er unikke for den enkelte, men snarere deles af alle, der påvirker vores tanker, adfærd og den måde vi ser på verden. Med andre ord er det kollektive ubevidste hjem til arketyperne.

Erich Neumann (studerende hos Jung), brugte analogi af fysiske organer til at hjælpe med at belyse begrebet arketyper. Ligesom en krop er struktureret af organer, der stort set dannes forud for fødslen, så har sindet psykiske organer, der strukturerer det, dvs. arketyperne. Desuden fungerer ligesom de fysiske organer i de fleste tilfælde uden en bevidst bevidsthed, så gør arketyperne. Og vigtigst af alt, lige som tilstrækkeligt velfungerende fysiske organer er afgørende for en sund krop, er et sundt hjerne afhængig af arketypernes rette funktion. Neumann forklarer:

"Psykiske arketypiske strukturelle elementer er psykiske organer, hvis velfærd individets velfærd afhænger af, og hvis skade har katastrofale konsekvenser." (Erich Neumanns oprindelser og historie)

10. Arketyper kan kun ses indirekte

En vigtig forskel mellem de fysiske organer og arketyperne er, at mens fysiske organer kan observeres direkte med sanserne, kan arketyperne ikke. Eksistensen af ​​arketyper afsløres af de arrangementer, de producerer i bevidstheden, nemlig gennem manifestationen af ​​symbolsk billedsprog.

Det er kun gennem fortolkningen af ​​de symboler, der manifesteres af arketyperne, at man kan få en forståelse af det menneskelige sindets arketypiske mønster. Edward Edinger giver i sit værk Ego og Arketype, en forklaring på, hvad et symbol er med hensyn til jungisk psykologi, ved at kontrastere det til et tegn:

"Et tegn er et tegn på mening, der står for en kendt enhed. Ved denne definition er sprog et tegn på tegn, ikke symboler. Et symbol på den anden side er et billede eller en repræsentation, der peger på noget i det væsentlige ukendt, et mysterium. Et tegn kommunikerer abstrakt, objektiv betydning, mens et symbol befordrer levende, subjektiv betydning."

Den psykiske energi og det kollektivt ubevidstes udslag hos mennesker

Ud over drømmevirksomheden - der altså allerede begynder senest ved 24 ugers fostertilstanden og fortsætter livet igennem omend i mindsket omfang - så er det et vigtigt og usvigeligt sikkert tegn på et barns åndsliv at det begynder at falde i staver, dvs. pludseligt uden nogen ydre anledning standser sine aktiviteter og kontakt med andre for at blive stille og kigge ud i det fjerne - og opleve et indre liv af uforklarlig karakter, men ofte forbundet med det man i gamle dage kaldte 'fylde', oplevelse af en helhed der fuldstændigt opløser det lille individuelle jegs begrænsninger. Her lægges grunden til al senere åndsvirksomhed, derfor er det en alvorlig fejl fra opdragernes side at afbryde barnets meditation og brutalt kalde det tilbage til sædvanevirkeligheden.

Almen er også den indre dialogsom alle mennesker har kørende, når de slapper af og ikke koncentrerer sig om bestemte opgaver. Den betragtes af de fleste mennesker som så værdifuld, at de gerne hengiver sig til den ved mange former for rekreation som fx at gå eller cykle en tur. At den også udnyttes litterært til former for uendelige bevidsthedsstrømme som fx James Joyce's 'Ulysses' er en biting. Det afgørende er at den indre dialog eller bevidsthedsstrøm er almen og uundværlig for alle menneskers mentale sundhed. Den er oplagt at forstå som frembrud af det kollektivt ubevidste.Og derfor er det ikke mærkeligt, at den også finder sted når individet sover og så at sige har slået sin individuelle bevidsthed fra. Den kollektive bevidsthed fortsætter sin aktivitet - ikke blot i drømme, men også i problemløsninger og anden kreativitet. Man kan tumle med et problem om aftenen uden at kunne finde en løsning - og så beslutte sig for at 'sove på det'. Og man kan næste morgen vågne og have fået løsningen forærende - eller være fuld af ideer til noget man skal lave.

Et umiskendeligt tegn på det kollektivt ubevidstes funktion hos børn er deres spontansang. Lige pludseligt, mens de leger godt og har det godt, bryder de spontant ud i sang, som kan indeholde melodi- og tekststumper de har lært, men som hovedsageligt er frit komponerede og ofte tekstligt meningsløse. Det kendes også fra visse digtere som engelske William Blake, der var kendt for pludseligt at bryde ud i spontansang, men ofte sang 'sort', fuldstændigt uforståeligt for hans kone eller venner. Hos voksne kommer denne spontane musikalitet ofte som høj fløjten. Man kan gå en tur på strøget - og pludselig høre en mand give sig til at fløjte i vilden sky, som hovedregel på 'egne melodier'. For børns vedkommende er det afgørende at deres spontansang ikke standses eller latterliggøres. Den er udtryk for kreativitet af den mest værdifulde slags. I sidste ende beror al skabende kunst og forskning på denne evne til at lade de spontane udbrud fra det kollektivt ubevidste få frit løb med passende mellemrum.

Carl G. Jung (1875-1961) udviklede teorien om arketyper og revolutionerede hermed for altid forståelsen for den menneskelige psykes kompleksitet  

Opsamling

Vigtigt at forstå, når man begynder på at tænke i jungianske baner, er, at bevidstheden - det psykiske liv - er i centrum. En arketype som kongesymbolet er først og fremmest et psykisk fænomen, der kommer til udtryk i mønstre af adfærd gennem levende væsener. Det psykiske fænomen manifesteres i en levende skikkelse, men betydningen af denne skikkelse findes ikke i den materielle form, men derimod den psykiske energi, der oplader den materiele form med mening og indhold - informeret materie - og dermed vil kongeskikkelsen have betydning for ethvert menneske før det overhovedet ved hvordan en konge ser ud. 

Det kollektivt ubevidste og arketypernes udtryk er ikke det samme, kongen er et historisk betinget symbol, og dette symbol ændrer sig over tid. 

I den jungianske dybdepsykologi er arketyper et kollektivt nedarvet sæt af ubevidste  idéer, bevidsthedsmønstre af tanker og billeder, der er universelt tilstede i alle bevidste oplevelser. 

En arketype er et mønster eller en model hvorfra alle fænomener udspringer fra eller er baseret på: det er prototypen på eksistentielt mønster (det vil sige informeret materie og fænomen-realitet der påvirkes/omdannes af menneskelig bevidsthed). 

"Arketyper er energeiske mønstre af handling og adfærd, der fungerer som døre til 'Selvet'"

Arketyper er systemer af potentiel parathed, der befinder sig latent i den hvilende del af psyken. De aktiveres ubevidst i spændingsfeltet mellem psykens indre og ydre realitet. Arketyper er det originale animerende princip i naturen der informerer hele verden, og i psykologiske termer fungerer de i korrespondens til den psykiske totalitet. 

Alle menneskelige udtryk i den synlige materielle fænomenrealitet er i jungiansk optik skabt af usynlige arketypiske udtryk, og det er derfor de arketypiske forbindelser, der er de afgørende at forstå, skal man forstå den menneskelige eksistentielle situation, erfaring og udfordring i dybden.