Coronakrisen og den nye virkelighed
Skrevet 20. marts 2020
I psykologien taler man ikke om én virkelighed, men om mange virkeligheder. Der eksisterer nemlig lige så mange virkelighedsopfattelser, som der findes mennesker.
Virkelighedens beskaffenhed kan filosoffer diskutere endeløst (de elsker den slags spekuleren) men stensikkert er det, at der findes en ærkerealitet, den mærker vi alle i dette øjeblik.
Denne nye supervirkelighed skyldes 'Covid-19', som er en virus, der er lige så usynlig som den er virkelig. Den er alt andet end kræsen, den tager hvem den kan få og den vil gerne i kontakt med så mange af os som muligt - ung som gammel, rig som fattig, rød som blå.
Influenzasygdommen er sandsynligvis kommet for at blive, Så vi udrydder den ikke ved at blive hjemme, men får covid-19 fat i for mange mennesker på én gang, så kan den knække sundhedsvæsenet. Vi risikerer at syge - uanset sygdom - pludseligt ikke kan få den fornødne hjælp.
Derfor tager vi disse voldsomt indgribende forholdsregler og bliver hjemme.
Samfundstoget er standset
Vi befinder os i en ny virkelighed og livssituation som ingen af os nogensinde har prøvet før. Det er faktisk ubetrådt land. Kun tyskernes ankomst i 1940 tåler en form for nutidig historisk sammenligning, i hvert fald i det omfang at vi taler om spontane samfundsændringer og voldsom indgriben i den personlige frihed.
Samfundets fremadbrusende tog er standset. Ikke bare i lille Danmark, men i hele verden. Toget havde navnet 'vækst, fremskridt og økonomi' - og det har haft en sikker kurs mod en station ved navn 'Fremtiden' - stationen ingen nogensinde har set, og som altid synes at forsvinde længere ud i horisonten.
Vi faldt nok i søvn på rejsen, men er nu blevet vækket. Sat af på en fremmed station vi ikke kender, og aldrig før har set. Vi er vågnet fra drømmen, blot for at føle at vi er fanget i en ny drøm. Virkeligheden er ikke let at blive klog på.
Sikkert er det, at drømmen om den fælles globale landsby med ubegrænsede muligheder er sat på stand-by, festen er slut, og alle er vendt hjem til deres oprindelige lande - der hvor trygheden findes. Verden er ikke længere et tag-selv-bord.
Roligt og uroligt
Tilværelsen står på en eller anden måde stille, selv om livet jo går videre. Solen står troligt op, hjertet slår, fuglene kvidrer, men tempoet er anderledes. 'Plejer' er død, og en årvågenhed - måske endda ængstelighed - har indfundet sig i vores bevidsthed.
Vanerne og de ubevidste daglige adfærdsmønstre er nu pludselig blevet farlige. Der skal holdes afstand til andre, man skal tænke sig om, ikke putte sine fingre i hverken øjne eller mund, bruge håndsprit (hvis man kan opdrive noget) og vaske på 60 grader... listen er lang.
Livet er pludseligt både rolig og uroligt. Vores sind prøver at finde retning og mening i kaoset, men uanset vores mentale kraftanstrengelser om at finde løsninger og svar, så må vi overgive os og acceptere tabet af kontrol. Ingen har nemlig kontrol over denne situation, og ingen kan spå om fremtiden.
Bekymringer er der følgelig også mange af, med rette, som krisen langsomt men sikkert sætter sine økonomiske spor. Livsværker går itu, opsparinger svinder ind og fyringer finder sted. Uvisheden og uforudsigeligheden hjemsøger os.
Vi bliver alle ramt enten direkte eller indirekte. Offentlig ansat, privatansat, selvstændig, arbejdsløs, pensionist - alle er vi i sidste ende i samme båd.
Individ, fællesskab og genrejsning
Vi har gudskelov friheden til at være individualister og gå egne veje i livet, men ingen hverken kan eller vil i sidste ende kunne undvære den tryghed som samfundet og fælleskabet giver. Vi kan og vil være uenige om alt mellem himmel og jord, men mennesket er intet uden sit fællesskab.
Og netop fællesskabets sammenhængskraft er vores unikke styrke som en ganske lille nation. Når tingene vender tilbage til en ny normal virkelighed, så har vi fantastiske muligheder for at rejse os som et samlet fællesskab med en ny kollektiv bevidsthed om hvad vi ønsker af livet og hinanden.
Med et stærkt sammenhold og en fælles forståelse for vores allesamens udfordring - genrejsningen af Danmark - da kan og vil vi kunne skabe et dansk wirtschaftswunder.
Den økonomisk genrejsning bliver ikke det største problem, vi har nemlig et langt større problem, og det har vi haft i mange år.
Vi ved det godt allesammen. Der mangler et eller andet i vores liv. Der ligger en eksistentiel og åndelig krise og lurer i mange af os. En krise der handler om vores manglende evne til at besvare de større spørgsmål i livet. De tunge spørgsmål der handler om tro, håb og mening med livet. Spørgsmål, der ikke umiddelbart lader sig besvare, men ikke desto mindre er ganske virkelige.
Krise og muligheder
På kinesisk består ordet 'krise' af to tegn: det ene står for fare, det andet står for muligheder.
Vi har i denne coronakrise en kærkommen mulighed for at besvare nogle af de vigtige eksistentielle spørgsmål. Vi har muligheden for at kigge indad og finde det frem vi har fortrængt. De dele af vores personlighed, der er gået tabt i livet, de dele af vores væsen, som vi måske ikke har fået lov til at lære at kende.
Vi kan blive til større mennesker - større i ånden - og mere selvbevidst.
Lige nu går det langsomt i den ydre og materielle virkelighed - den har tabt pusten - og det efterlader os med en afgørende mulighed for at udforske vores eget indre univers, vores personlighed og bevidsthed. Coronakrisen er måske den bedste mulighed vi nogensinde får for at igangsætte et seriøst eksistentielt livsprojekt.
Samfundstoget kan (og vil) hurtigt få fart igen, og vi risikerer snart at blive lullet i søvn igen og miste os selv til hastigheden, foranderligheden og omskifteligheden.